”Helvede opløser sig”

”Helvede opløser sig”

”Helvede opløser sig”

Anmeldelse af Jens August Schade: Helvede opløser sig, udgivet på Forlaget Gladiator d. 11. maj 2017

Anmeldt af Thomas L. Alvarez

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Gladiator har med Jens August Schades digtsamling Helvede opløser sig et rigtigt godt bud på en outsider i den danske litteraturskat. En kort digtsamling der på trods af sin længde når at smitte af med sin universelle glæde. Desuden med et oplysende efterord af Peter Laugesen om digterfilosoffen Schade.

Bunken af udgivelser i Gladiators Sandalserie bliver større og større. Forlaget Gladiator har lavet Sandalserien med henblik på at mangfoldiggøre det ofte så unuancerede pensum i den danske folke- og gymnasieskole og for generelt at komme med et mere nuanceret bud på en dansk litteraturkanon.  Denne gang drejer det sig om digtsamlingen Helvede opløser sig af Jens August Schade –  bohemen fra provinsen der tog til København. Værket er første gang udgivet i 1953. En kort men potent digtsamling.

Digtsamlingens første del hedder ”Poetiske billeder”. Her udfolder Schade sin kærlighed til nogle specifikke malere, en digter og litteraturkritikeren Hans Brix. Mens Schade næsten guddommeliggør digteren Jeppe Aakjær, beskriver han Fritz Sybergs malerier der åbner sig for ham og Jens Søndergaard der beånder lærredet med sin pensel. I digtet ”I universitetets frokoststue” som er det første ud af fire i digtsamlingens anden del der kun indeholder fire digte, præsenterer Schade os for sin verden af uendelighed, og senere i digtet ”I Restaurant >>Parnas<<” beskriver han den musiske erotik der ikke alene er til for det interessantes skyld:

Vi var bundet sammen/ af en dirrende musikstreng.

Denne musiske erotik fortsætter ind i digtsamlingens næste del ved navn ”Erotiske levende billeder”. Digtene bliver pludseligt mere rytmiske:

Du lærte mig/ at se dit lys,/ jeg kunne købe dine kys/ og dine lår,/ der var som himmeriges port/ i dag, i går.

Digtsamlingens sidste del: ”Forår midt i det hele” indeholder en blanding af digte der hver især kunne have passet ind under tidligere dele af digtsamlingens afsnit. Men det er som om det hele kulminerer med værkets sidste digt ”Tidens sprog”:

Tidsløshedens hjul/ griber ind i tidens,/ lykkes hjul/ griber ind i intet/ og gør det stort –/ bevidstheden vågner,/ og lykken stiger frem/ af tidsløsheden.

Denne passage af digtet synes for mig at være kernen af digtsamlingen. Gennemsyret af Schades ubetingede kærlighed til verden, er intet digt eller vers ladet med et eneste ondt udtryk.

Jeg kender ikke Schade hverken overfladisk eller indgående, men det må jeg indrømme at jeg nu har lyst til at gøre noget ved.