Højt at flyve, men dybt at falde  

Højt at flyve, men dybt at falde  

Højt at flyve, men dybt at falde  

Anmeldelse af Joseph O’Neill: Hunden, udgivet på Forlaget Klim d. 28. februar 2020. Oversat fra engelsk af Steen Fiil.

Anmeldt af Emma Thastum Skjødt

Foto: Emma Thastum Skjødt

Hunden fortæller historien om, hvordan en ung, succesfuld advokat fra New York pludselig mister alt. Kæreste, lejlighed og respekten på advokatkontoret. Men ved et tilfælde åbner der sig et smuthul midt i hans nedgang, og dette smuthul fører ham til Dubai til et luksuriøst jetsetliv. Men han erfarer hurtigt, at denne tilværelse kommer med betingelser.

Romanens hovedperson er, i begyndelsen, ved at falde fra hinanden. Kæresten Jess, som han skulle have børn med, er gået fra ham, og han flytter i al hast fra deres fælles lejlighed. Men da Jess også arbejder på samme advokatkontor, er det svært at finde et tilflugtssted, hvor tragedien over deres forliste forhold ikke kan nå ham. Hovedpersonen, som ikke har noget navn gennem romanen, har ramt bunden.

Men ved et tilfælde møder han en gammel bekendt fra sin studietid i et prøverum. Det viser sig at være den håndsrækning, der får ham ud af sit personlige helvede. For den gamle bekendte viser sig at være Eddie Batros, som er en del af den meget velhavende Batros-familie. Denne familie udfører mange forskellige forretninger i hele verden, men det hele styres fra et kontor i Dubai. Og det viser sig, at de netop mangler én som romanens hovedperson, der kan fungere som familiens sagfører.

Fra Dubai skal hovedpersonen især sørge for, at der ikke er nogen i familien, der begår underslæb eller svigter familien i det hele taget. For som hovedpersonen hurtigt erfarer; så er det hver mand for sig selv i denne tvivlsomme branche, som Batros-familien er involveret i.

Det overfladiske liv

I Dubai indlogeres hovedpersonen i det store og eksklusive, men åndsforladte, byggeri The Situation. Her lever han et luksuriøst liv, fuld af dyre biler, eksklusive lejligheder, villige prostituerede og massagestole. Men bagsiden af hans nye jetset-tilværelse er komplicerede og endeløse mailkorrespondancer, samt cover-ups for familien Batros’ ulovlige aktiviteter.

”Jeg befandt mig i en Rolex-verden. Alligevel var jeg urolig. Hvorfor? Fordi jeg ikke er totalt idiot. Jeg havde ikke tænkt mig at gå i den fælde at antage smukke omgivelser for at være det samme som altings smukke tilstand.”

Hovedpersonens samvittighedsnag vokser sig større og større, jo mere ekstremt hans liv i Dubai bliver. For i takt med at hans luksuriøse liv vokser, bliver risikoen for at blive opdaget mere presserende. Og det efterlader hovedpersonen i et dilemma; for hvad har han egentlig at vende tilbage til? Han brændte alle broer i New York, og hvis hans indblanding i Batros-familiens ulovlige forretninger kan spores tilbage til ham, har han ingen steder at flygte hen. Dette efterlader ham med konklusionen: hans rigdom er flygtig. For uden arbejdet for Batros-familien, er han ingenting. Derfor må han blot blive siddende og se broerne brænde under sig.

Et ødelagt moralsk kompas

Romanen er skrevet på en humoristisk og sarkastisk vis, der gør det svært ikke at trække på smilebåndet af de sjove, kritiske og intelligente sammenligninger. Generelt balancerer romanen succesfuldt mellem det kritiske og det humoristiske, og romanens høje tempo medfører, at man som læser godt kan blive udfordret af de mange kritiske kommentarer, som romanen uddeler til højre og venstre.

”Godt så. Det kan godt være, at jeg er oversensitiv – at jeg ligner de der sarte røgalarmer, der hyler ved den ringeste stegeos, og som, hvis livet skal leves, er nødt til at blive pillet ned.”

Det er gennem romanen svært, ikke at føle medlidenhed med denne mand, som for alt i verden arbejder for at få sit liv til at gå op i en højere enhed, uden præcis at vide hvad det egentlig er han søger. Men hans ambitioner om rigdom bliver ved med at føre ham i den forkerte retning, trods hans indre moralske protester. Romanen er derfor en konstant vekselvirkning mellem rigtig og forkert, hvor man til sidst må konkludere, at hovedpersonens indre moralske kompas må være i stykker. For han bliver ved med at tage de forkerte valg, af de forkerte grunde.

En ubalanceret, men velbegavet roman

Joseph O’Neill har med Hunden skrevet et lynende intelligent værk, som det ofte kan være svært at finde fodfæste i. Det er nok også grundet den meget ubalancerede hovedperson, at romanen godt kan være udfordrende at komme igennem. Romanen springer fra tankemønstre om rummets relevans for en bolig til amerikanske pornosiders vigtighed for sexlivet. Netop som hovedpersonen er meget i ubalance, på samme måde er romanen det. Romanens hovedperson farer afsted og alting går utroligt hurtigt, hvilket også er den læseoplevelse, man sidder tilbage med – på godt og ondt.

O’Neill har selv læst jura i England og det afspejles i høj grad i romanens juridiske sprog, der får Hunden til at forekomme meget virkelighedstro. O’Neill udtaler selv at: ”Det er naivt at sige, at en bog, som beskriver rige menneskers situation, må være en bog, der bifalder denne situation,” og det er netop dét, der gør Hunden til en berigende læseoplevelse, da den stiller sig kritisk over for det moderne, materialistiske liv. Er du derfor på udkig efter en letlæselig page turner, er det ikke Hunden, man skal give sig i kast med. Men hvis man gerne vil udfordres, forundres og læse en bog, der giver stof til eftertanke, er Hunden klart at anbefale.