Hvornår er man perker nok til at kalde en anden det?

Hvornår er man perker nok til at kalde en anden det?

Hvornår er man perker nok til at kalde en anden det?

Essay af Maja Pedersen

Foto: Bogens omslag / norstedts.se

Jonas Hassen Khemiri er født og opvokset i Sverige med en svensk mor og en tunesisk far. Han har læst økonomi og litteraturhistorie på universitetet og udgivet to bøger på ’khemirisk’, et blandingssvensk inspireret af det fransk-arabisk-svenske, der blev talt i hans eget hjem. Selvom han i Sverige blev hyldet som ’indvandrerforfatter’ i 2003, da han debuterede med Ett öga rött (dansk: Et øje rødt), vil han ikke tage titlen på sig. Han er ikke ”et etnisk talerør”.

Jeg kan sagtens følge Khemiri. Der er umiddelbart ingen grund til at sætte ham i den bås. Han er ikke indvandret på noget tidspunkt, og titlen ”indvandrerforfatter” trækker på fordomme, han hellere vil pege på end videreføre.
Og dog er det her, tråden knækker i forhold til Khemiris debutbog. For jeg kan ikke lade være med at tænke på ’perker’, som jeg tænker på ’neger’ – som udtryk, forstås. Selv Khemiris hovedperson Halim har det med at blande de to sammen i Et øje rødt, da han taler med sin svensk-afrikanske veninde: ”Sorte! Perkere. Som du og jeg”. Jeg kan sagtens synes og se, at der er flere gråzoner end den sammenblanding, Halim opstiller.

’Neger’ ér noget andet end perker. Men de har dét til fælles, at jeg tænker på dem som udtryk, jeg ikke må bruge. Det kan diskuteres, hvem der må, og jeg har især overhørt diskussioner om brugen af ’neger’. På tværs af diskussioner syntes de forskellige ikke at kunne diskutere, at én neger må sige det til en anden. Helt uden behov for at diskutere mig frem til en ret til at sige ’perker’, kan jeg alligevel undre mig over, hvordan det lige forholder sig med brugen af det ord. I modsætning til ’neger’ har ’perker’ været et negativt udtryk fra starten; en nedladende afart af ’perser’, men ’neger’ er også (eller har været?) et nedladende udtryk om en minoritet, ligesom ’perker’ er det herhjemme. I modsætning til ’neger’ er det tilsyneladende ikke nok at have samme baggrund, før én ’perker’ må sige det til en anden. Sådan blev Yahya Hassan eksempelvis anklaget for racisme efter udgivelsen af YAHYA HASSAN (2013). Som én vred perker skrev han (og udtalte sig) om andre, hvilket overskred Mohamed Sulebans ’en perker til en anden’ -grænse i en sådan grad, at han anmeldte Hassan for racisme. Hassan overskred også den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzads grænse for, i hvor høj grad man bør bekræfte folks fordomme, hvilket hun blandt andet skrev i en anmeldelse af YAHYA HASSAN.

Selvom Yahya Hassan skriver ud fra en opvækst med flygtningeforældre fra Palæstina, anbringelser på institutioner og en kriminel løbebane fra han var 13, er han ikke perker nok til at udtale sig, som han gør: Han bekræfter fordomme.

Her kan jeg undre mig over, at svensk-tunesiske Jonas Hassen Khemiri 10 år tidligere (i 2003) kunne fremskrive så fordomsfuld en karakter som Halim i Et øje rødt. Khemiri vil ikke være et etnisk talerør. Han er forfatter, uden ’indvandrer’ foran. Alligevel fremskriver Khemiri en karakter som Halim, en selvbetitlet tankesultan, og Khemiri lader Halim kalde sig selv for perker. Khemiri lader Halim droppe sit korrekte svensk til fordel for sin egen version af rinkebysvensk, en af flere svenske pendanter til perkerdansk (udskældt barn har også mange navne). Halim vil ikke integreres, foretrækker en anden kultur end den, han befinder sig i, stjæler, begår hærværk og går med turban(!). Alt sammen for at gøre oprør mod de uskrevne og skrevne regler i Sverige. Når ikke Khemiri er indvandrer, etnisk talerør eller vil identificere sig med den stereotyp, han svøber Halim i – må han så kalde Halim alt det? Er Khemiri perker nok til at kalde en anden det?

Der er noget om det, når Halims ekstralærer i Et øje rødt siger til ham, at hans måde at forandre tingene på er ”helt på linje med den klassiske indvandrerstereotyp”. (s. 202). Halim begynder at skrive dagbog, så han en dag ”vil kunne skrive arabisk i den”, som hans arabiske gammeldame-forbillede Dalanda siger, da hun giver ham bogen. Det er bare svært, når ”svenske politikere er begyndt på at forvandle alle indvandrere til svenskere”, og Halims folkeskole stopper hans modersmålsundervisning. Sproget virker umiddelbart som det mest effektive middel, Halim tager i brug, når han tager afstand til den svenske kultur. Som den svenske sprogforsker Ulla-Britt Kotsinas skriver i Ungdomsspråk, er to- eller flersprogedes brug af ’det andet sprog’ med til at markere afstandstagen til personer med en anden social baggrund eller tilhørsforhold til en bestemt gruppe. Det er dog ikke meget af ’det andet sprog’, Halim får skrevet i dagbogen. Et af de få steder, hvor arabisk dukker op, må hans far hjælpe ham med at læse og forstå: ”Egentlig det var nok ham der læste for, jeg gentog bare. // ”El Saber …” // ”El Saber …” ”…mftah al farage.” // ”mftah al farage.” // ”Forstår du? El Saber – tålmodighed, mftah – nøgle og al farage?” // ”Lykke.” (s. 218).

Ifølge professorerne Normann Jørgensen og Tore Kristiansens definition af ”pæredansk og perkerdansk” taler man perkerdansk, hvis man har ”lært dansk i Danmark, men ikke i hjemmet under opvæksten.” Det samme kan man dog ikke sige om det rinkebysvensk, Halim skriver i sin dagbog. For at forstå, hvad de arabiske udtryk betyder, må Halims far oversætte for ham på det svensk, de taler sammen. Halim har altså lært svensk i og uden for hjemmet, men taler (eller skriver i hvert fald) bevidst rinkebysvensk.
I dagbogen skriver Halim om sin far, der opdager, hvordan han skriver i dagbogen. Begges reaktion tydeliggør forskellen på det svensk, Halim skriver, og det, han reelt er i stand til at skrive: ”Hvorfor skriver du sådan? Totalt vildt, kiz, luder. Hvad? Hvem kender du som taler sådan? Hvorfor tror du vi flyttede?” (s. 208). Ironisk nok giver Halim sin far ret, idet han svarer på et svensk uden ’perkerpræg’: ”Hvad vil du egentlig have? Vil du have at jeg skal snakke som en svensson? Jeg ved i al fald hvem jeg er og hvor jeg kommer fra.” (s. 208). Faren fortsætter, spørger, om Halim er ”helt dum i hovedet”, fordi han har droppet det ”perfekte svensk”, han talte for nogle år siden. Halim taler altså bevidst anderledes end det ”perfekte svensk”, han tidligere talte, for at skabe afstand til ’svenssoner’.

I citatet er det ikke kun Halim, der gør opmærksom på en sproglig distancetagen. Selvom Halim er den dagbogsskrivende jegfortæller, kan læseren alligevel ane Khemiri mellem linjerne, som sammen med Halim afslører, at han kan langt bedre svensk end det, dagbogen er skrevet på.

Khemiri ved bedre end Halim, forstår man indirekte, når forfatteren lader Alex og Halims far råde ham til at gribe tilhørstvivlen an på en anden måde. Forfatteren og læseren (og karaktererne omkring Halim i øvrigt) er enige om, at Halims måde at bekræfte den ”klassiske indvandrerstereotyp” på er helt gal.

Halim vil jo bare gerne være en perker. Det er dog ikke helt nemt, for han har et snævert syn på, hvad det vil sige. Godt nok inddrager han svensk-afrikanere i sin definition af, hvad perkere er, men samtidig mener han ikke, at familiens skuespillerven Nourdine bør være glad over rollen som Peer Gynt. Nourdine har nemlig tidligere har spillet ”mere ægte roller” som taxichauffør og kebabsælger, som Halim synes ”passer bedre for trods alt de er mere rigtige for Nourdine end at spille syret nordmand som Per” (s. 29). Ifølge Halim kan man desuden dele ”perkerne på skolen” op i to slags: bølleperker og stræberfyren, og så er der lige Halim som den tredje: revolutionsperkeren (selvom han gik under bøllekategorien, inden han begyndte på dagbogen). Bølleperker kan man eksempelvis ikke være, hvis ens far er fra Bulgarien. Halim er en mere ægte en af slagsen, og når ”andre perkere” strejker, fordi deres udlejer truer med at opsige dem, hvis de har sat paraboler op, skal Halims far også have en. Da Halim vil købe en parabol til sin far, bliver han selv mødt med de fordomme, han har travlt med at bekræfte. Pigen bag disken holder øje med ham og ringer efter en vagt, kort efter Halim er kommet ind i forretningen. Halim siger til sig selv, at han er ”ingen bølle [mere] men revolutionsperkeren”, og køber parabolen. Han tager dog en antenneledning uden at betale for den og sniger ledningens alarm i en ”svenssonfars” lomme, så det i stedet bliver ham, der sætter alarmen i gang.

Der er bare det ved Halims listige trick, at han har pyntet gevaldigt på det. Han stjæler parabolantennen, men indrømmer senere i dagbogen, at han ikke lavede tricket med alarmen i den anden kundes lomme: ”Egentlig det var ikke rigtigt hundrede procent ægte fordi de havde ikke rigtige alarmer. Bare sådan nogle falske alarmbuer ved udgangen. Men hvis de havde haft rigtig alarm jeg havde klart gjort det jeg skrev.” (s. 77)

Indrømmelsen understreger Halims identitetslege, som dagbogen er med til at muliggøre, for han bruger den til at iscenesætte en mere bøllet Halim. I citatet peger Halim også på sig selv som en upålidelig fortæller: Hvis han kan forestille sig noget, der ville være sejere at gøre, ser han ikke noget i vejen for at skrive det, som om det rigtigt skete. Man kunne indvende, at han indrømmer det med alarmen, og at det måske er det eneste sted i dagbogen, hvor Halim pynter på sandheden. Det er bare ikke det eneste element, der gør ham til en utroværdig fortæller. Hans snæversyn begrænser sig ikke til de forskellige slags ’perkere’: Ifølge Halim er folk fra Eritrea tynde og spinkle, man køber ikke jaffa-appelsiner (de kommer fra Palæstina), jugoslavere voldtager og myrder sine naboer, ’svenssoner’ kører ikke sort taxi, Salman Rushdie er jøde, jøder er grådige, og hvor meget kan man overhovedet snakke om, at jøderne led under holocaust? At svenskere ikke kører sort taxi, at jugoslavere skulle myrde og voldtage er ligefrem forkert, sammen med alt det om jøder. Rushdie er ikke jøde, og der er ikke noget spørgsmålstegn at stille ved jødeudryddelsen. Sammen med de andre eksempler på voldsomme udsagn, Halim kommer med i dagbogen, er det med til at skabe en afstand til forfatteren. En vis del er direkte usande, mens den anden del er så overdrevne, at man som læser ikke er i tvivl om, at også her ved Khemiri bedre. Som Wayne C. Booth ville sige, er Halims værdisæt anderledes end den implicitte forfatter, Khemiris. Enkelte steder i dagbogen er Khemiri ikke så implicit endda, da han bogstaveligt talt rykker ind i teksten: Pludselig en dag opdager Halim, at der står et arabisk navn på underboens navneskilt, ”J. Khemiri”.

Khemiri skriver bedre svensk end det, dagbogen er skrevet på, og Khemiri har andre holdninger end Halims ukorrekte og usandsynlige syn på andre mennesker. Forskellene på fortællerjeget og forfatterjeget stopper ikke her, og det bliver endnu mere udtalt – endda af Halim selv – idet Khemiri rykker ind i teksten. Halims far lægger vægt på lighederne, da han siger at: ” … hans mor er svensk. Og han er født her. Ligesom dig” (s. 237), mens Halim understreger forskellene. Khemiri ligner nemlig ikke en araber; ”han har overhovedet ingen skægstubbe”, og det får Halim til at tænke, at Khemiri ”også var ægte, da han var ung”, men at han har ”tabt minderne og er blevet en svensson”.

I Halims øjne er Khemiri ikke perker nok, men som tidligere nævnt er det også svært at være ”perker nok” i Halims øjne. Når Khemiri skriver sig ind i sin jegfortællers dagbog, vil jeg også bringe Khemiri ind i karakteristikken af den karikerede Halim. På trods af det Halim siger, som i øvrigt kan være urigtigt nok, har Khemiri ikke tabt minderne. Som han selv skrev i et åbent brev til den svenske justitsminister Beatrice Ask i 2009, har han ikke glemt, hvordan han som barn fik at vide af sin far, at “när man ser ut som vi så måste man alltid vara tusen gånger bättre än alla andra för att inte bli nekad”, fordi ”alla är rasister”. Ligesom Khemiri beskriver, hvordan han som tolvårig bliver fulgt tæt af en vagt i en cd-forretning, hvorfor han forsøger at tage cd’en på en måde der indikerer, at han ’ikke har tænkt sig at stjæle den’. Der er mange flere ting, Khemiri ikke har glemt. Blandt andet at blive anholdt for at ’ligne en anden’ og efterfølgende sidde i en politibil i tyve minutter, men de andre eksempler synes han at have til fælles med Halim. Halims far gør som nævnt også et stort nummer ud af, at han skal blive ved med at ’tale perfekt svensk’, og antyder endda, at de er flyttet for det samme. Både Khemiri og Halim har oplevet en ekspedient og en vagt gå ud fra, at de var i en butik for at stjæle.

Omverdenens syn på både den fiktive Halim og forfatteren Khemiri lader til at være det samme. Khemiris egne udtalelser i brevet til ministeren trækker på en oplevelse af, at hans udseende har fået andre til at behandle ham som den minoritet, Halim søger at være. Khemiri ser ikke sig selv som indvandrerforfatter, men andre gør. Måske gør det, at Khemiri er nok perker til at kalde Halim det. Måske. Jeg er i hvert fald ikke perker nok til at kalde Khemiri det.

 

Litteraturliste:

Khemiri, Jonas Hassen: Et øje rødt. Gyldendal. Viborg, 2004

Links:

http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvorfor-ma-man-ikke-sige-neger

http://www.information.dk/181239

http://politiken.dk/kultur/boger/interview_boger/ECE110314/jeg-er-ikke-et-etnisk-taleroer/

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE101792/for-blandede-ungdom/ 

http://www.asymptotejournal.com/article.php?cat=Nonfiction&id=47

http://www.asymptotejournal.com/article.php?cat=Nonfiction&id=47

http://www.information.dk/120606

http://www.information.dk/486218

http://dialekt.ku.dk/dansk_med_accent/paeredanskperkerdansk.pdf