Kain og Abel

Kain og Abel

Kain og Abel

Anmeldelse af John Steinbeck: Øst for Paradis, genudgivet på Lindhardt og Ringhof d. 20. april 2021. Oversat fra engelsk efter East of Eden af Elsa Gress og Mogens Knudsen 

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Arvid Kühne

En af Steinbecks sidste, mest ambitiøse, og helt klart længste bøger er blevet genudgivet på Lindhardt og Ringhof, sammen med hovedværket Vredens druerØst for Paradis er en mammut af en bog, der dog kan læses på ingen tid. Men efter at have læst den har jeg dog alligevel en fornemmelse af, at bogen kunne have undværet et par hundrede sider.

Øst for Paradis er en slægtsroman der finder sted fra starten af det 20. århundrede til slutningen af Første Verdenskrig. På klassisk Steinbeck maner, foregår den i Salinasdalen i Californien. På trods af dens længde er det egentlig ikke en ”stor” historie, men et intimt karaktergalleri. Modsat mange af Steinbecks andre værker ligger dramaet ikke så meget i den uretfærdige verden, men i karakterernes daglige liv. Verden forandrer sig hurtigt, både teknologisk og ideologisk, og krigen lurer udenfor, men det er alligevel forholdsvist inkonsekvent for fortællingen. Historien følger tre generationer af to forskellige familier: familien Trask og familien Hamilton. 

”Jeg kan huske, at Gabilan-bjergene øst for dalen var lyse og solbeskinnede. De virkede så lokkende, at man fik lyst til at klatre op i deres varme favn, ligesom når et lille barn vil op på sin mors skød. Det var smukke bjerge, hvis sider var beklædt med tæpper af brunt græs.”

De fortabte sønner

Ikke overraskende er Øst for Paradis en meget religiøs bog. Især temaet om Kain og Abel går igen, og meget eksplicit. Steinbecks værker er ikke kendt for deres subtile tematikker, og Øst for Paradis er ingen undtagelse. Som sagt er det ikke en stor historie i dens handling, men det er en historie om de store temaer, såsom det gode mod det onde, og arvesynd. Det ses især i familien Trask med Adams søn, Caleb. Efter at have fundet ud af, at hans mor ikke er død, men tværtimod er en ondsindet kvinde der driver et depraveret horehus, bliver han så fikseret på sin arv, at det bliver en selvopfyldende profeti. Caleb bliver ulykkelig og selvdestruktiv, fordi moderens blod er i ham. Den altid dydige tvillingebror Aron bliver en konstant påmindelse om Calebs egne fejl, hvilket gør hans indre kamp om det gode og onde endnu sværere. Men Steinbeck viser, at man altid har et valg.

”Cal følte et stik i hjertet. Han syntes pludselig selv, at hans numre var luskede og tarvelige. Han vidste, at hans bror havde gennemskuet ham, og han længtes efter Aron skulle elske ham. Han følte sig fortabt og længselsfuld og vidste ikke hvad han skulle gøre. Aron åbnede bildøren og stod ud og gik ud af vognskuret. Cal blev siddende lidt og drejede på rattet og prøvede at bilde sig ind at han kørte for fuldt drøn ned ad vejen. Men det var ikke sport morsomt og lidt efter fulgte han efter Aron op til stuehuset.”

Farveløse karakterer

Steinbeck er en god historiefortæller, og hans bøger føles netop som historier der bliver fortalt oralt. Det betyder at han i højere grad fortæller læseren hvordan en karakter er, fremfor at vise det. Hos Steinbeck er det ”tell, not show” i stedet for ”show, not tell”. Hans karakterer er derfor ofte i højere grad arketypiske og simple. Dette fungerer til tider, især i Vredens druer, hvor karaktererne tjener formålet at lave en fortælling om den rædselsfulde behandling af bønder i Dust Bowl perioden. Men i Øst for Paradis føler jeg ikke helt, Steinbeck slipper afsted med sine simple karakterer, når bogen netop er en slægtsroman, og endda en ret lang en af slagsen. Det er især et problem, når fortællingen handler om evnen til at tage et valg. Som læser bruger man meget tid på personerne, men de bliver desværre aldrig helt virkeliggjorte, og det medfører at temaet om valg til tider går tabt. Det er ikke den eksplicitte symbolik der er problemet, det er de eksplicitte karakterbeskrivelser.

Steinbeck i afmålt form

Øst for Paradis er en overraskede meditativ bog, der tager sin tid om tingene. Der er ikke de store klimakser, ikke de store dramatiske øjeblikke. Der er meget dialog, og man kan godt en gang imellem savne Steinbecks sans for naturbeskrivelser, og hans sans for dramatisk opbygning. Ofte føles det som om en vigtig og afgørende hændelse er lige på trapperne, for pludselig at deflatere. Det er i dialogen det rigtige drama findes. Jeg kunne ikke helt regne ud, hvilken pointe bogen ville nå frem til, før til allersidst. For forløsningen, alt det bogen har bygget op til, finder først sted på allersidste side, og det er i den grad tilfredsstillende og smukt. En god slutning kan redde meget, og det er tilfældet her. Bogen lider bare under sin egen længde og Steinbecks arketypiske karakterer. I sin kerne er Øst for Paradis meget simpelt det man vil kalde en god historie. Det er måske ikke den mest originale bogbeskrivelse, men den passer i den grad på Steinbeck. Og det er nogle gange det man bare har brug for, når man læser en bog.