Litterær artikel om Karl Ove Knausgård: Sjælens Amerika. Tekster 1996-2013. Lindhardt og Ringhof, 2013.
Skrevet af Sandra Bello Sørensen
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
Det er efterhånden ved at være længe siden, jeg første gang fik Karl Ove Knausgårds tykke essaysamling i hænderne. Siden da har jeg kæmpet med at læse den færdig. Ikke fordi den er dårlig – tværtimod netop fordi, den satte så mange tanker i gang hos mig, når jeg læste den, at jeg i løbet af hvert kapitel var nødt til at holde mange pauser for at tageotater. Dét er, hvad Knausgård gør ved sine læsere: Han får dem til at reflektere.
Fra lort til litteratur
Sjælens Amerika var mit første møde med Knausgårds litteratur, så jeg åbnede bogen uden nogen forventninger, men blot med en forhåbning om, at jeg ville føle mig inspireret og måske lære noget nyt.
Og dét var bestemt tilfældet. På trods af at nogle afsnit var mere spændende end andre, fik jeg en forståelse for, at man vitterligt kan skrive om alt, og ikke mindst gøre det interessant. Derudover lærte jeg meget om Karl Ove Knausgård, ikke blot som person, men også som forfatter.
Og han er virkelig en forfatter, der kan skrive om alt på en fængende måde. Det vidner essaysamlingen om. Eksempelvis skriver han i teksten Den brune hale om en oplevelse, han engang havde på vej hjem fra en indkøbstur med sine døtre, hvor han pludseligt og meget akut skulle skide. Hvor banalt eller latterligt, man end kan synes dette emne er, formår Knausgård ikke desto mindre at gøre det til en del af en litterær oplevelse ved at beskrive den ellers almindelige oplevelse så levende. Og variationen af emner stopper ikke der. I Det monofone menneske skriver han om Anders Breivik; manden der stod bag massakren på Utøya, og i Hjælper på Bibelen skriver han om sit arbejde med at oversætte tekster fra Bibelen.
Knausgård kommer altså vidt omkring, men nogle af de mest interessante tekster i samlingen er dem, hvor han reflekterer over det at skrive, at være forfatter, og litteraturen som kunstart.
I de følgende afsnit vil jeg reflektere over en række af Knausgårds pointer i essaysamlingen.
Forfatteren vs. mennesket bag:
I essayet Litteraturen og det onde reflekterer Knausgård over censur i litteraturen – et emne, der er meget aktuelt, hvis man f.eks. tænker på den nylige sag med Astrid Lindgrens historier om Pippi Langstrømpe, som blev udsat for censur, da nogle personer mente, at der var stødende racistisk ordbrug i bøgerne. Man kan undre sig over, at et værk bliver censureret så mange år efter sin udgivelse, men det hænger uløseligt sammen med den måde, vores samfund har udviklet sig på. Vi lever i en tid, hvor meget af det, der ikke passer os, bliver fjernet. Man kan nærmest sige, at litteraturen ofte ikke længere bruges til at provokere og oplyse, men til groft sagt at behage. For ikke at støde nogle minoritetsgrupper, i hvert fald ud fra et kunstnerisk perspektiv, vælger man at tilpasse kunsten, så den passer til et politisk korrekt og moraliserende samfund.
Knausgård bryder sig ikke om censur i litteraturen og skriver følgende: “Og det at udrydde undertrykkelsen i sproget, altså i det symbolske, er uforpligtende, det koster ikke noget og kan flytte opmærksomheden væk fra det der koster, altså undertrykkelsen i virkeligheden”.
Knausgård reflekterer også over, hvad forfatterens rolle skal være i forbindelse med litteraturen og ikke mindst den førnævnte censur. Han blev som forfatter og privatperson kritiseret for, at hovedpersonen (jeg’et) i romanen Min Kamp undertrykker sin kone Linda. Knausgård spørger i den forbindelse, om det er karakteren, Knausgård selv eller litteraturen, der ikke må undertrykke kvinder. Og netop dén distinktion er afgørende, for hvor vigtig er forfatterens rolle i forhold til moralske anliggender, og hvor langt må forfatteren gå i sin litteratur?
Knausgård mener, at det hele bunder i en usikkerhed omkring kontrakten med læseren af det autofiktive stof. I romanen Min Kamp stemmer jeg’et overens med forfatteren, og derfor opfattes jeg’ets meninger, holdninger, tanker og følelser som identiske med forfatterens tilsvarende. Men ifølge Knausgård skabes der lige nøjagtig en afstand, så snart personen (jeg’et) sættes ind i en handling. Synspunkterne er ikke længere eneherskende, men er del af en fortælling og kommer til udtryk gennem de forskellige aspekter af denne historie: “En roman er ikke et forsøg på at postulere noget, det er et forsøg på at forstå postulaterne.”
Fiktion vs. virkelighed:
Ifølge Knausgård handler det at skrive kort sagt om at fejle. Man kan ikke lære at skrive, det er ikke et håndværk forstået på den måde. At skrive er at gå ind i sig selv, væk fra det sociale til et sted, hvor grænser overskrides. I hver eneste bog blotlægger en forfatter sin sjæl, og det kan være ensomt at vente på omverdenens reaktion. Men i det øjeblik bogen kommer ud, bliver den en del af noget større. Den repræsenterer en tendens i samfundet eller en litterær retning. År senere vil den stadig repræsentere den tid, den udkom i.
Knausgård tænker meget over sin samtid, sin generation, og hvad det betyder for litteraturen og ham som person. Intet væsentligt i det menneskelige har ændret sig gennem årene; vi bliver født, vi elsker og hader, vi dør. Men vores væremåde, levemåde og handlingsmønstre afhænger af vores samtidskultur og præger i høj grad også vores kunst. Dét har enorm betydning for Knausgård som forfatter.
Han tænker meget over, hvor langt man kan gå i skønlitteraturen. Han mener, at litteraturen skal have komplet frihed. Den skal kunne beskæftige sig med alt, også uden at man skal tænke på at behage andre, eller tænke på moral og etik. I essayet Litteraturen og det onde taler han om betydningen af værker som eksempelvis Hitlers Mein Kampf. Skal der være plads til et værk som dette? Og skal der i det hele taget være plads til værker, som kan være stødende for nogle? Til at belyse sin egen holdning til dette nævner Knausgård forfatteren Stig Sæterbakken, som også har beskæftiget sig med det onde i litteraturen. Sæterbakken mener, at: “Litteraturen er det sted, hvor vi kan tale frit om alt dette.” Og Knausgård skriver også om lige, hvad der passer ham, uagtet om det kan støde nogle af hans læsere. Men han er ikke alene om at skabe sine værker. Udover at hans samtid præger ham meget, er han også præget af en meget vigtig person, som han mener tilhører kategorien af de mest oversete mennesker i litteraturens verden; redaktøren.
Den ensomme forfatter:
Knausgård mener ikke, at forfattere er ensomme – et mærkat, de ellers har båret i mange år. Tværtimod mener han, at mange kendte forfattere ikke havde opnået succes, hvis det ikke var for deres redaktører.
Her bruger han Raymond Carver som eksempel. Carver er kendt for sin helt unikke skrivestil og har haft stor succes med sine forskellige værker. Men bag værkerne gemmer sig hans redaktør Gordon List, som redigerede meget i Carvers værker; skar fra og var med til at skabe den stil, som forfatteren blev kendt og anerkendt for. Det er uvist, hvordan Carver har haft det med sin redaktør, men der må alligevel have været et særligt tillidsbånd, siden han har ladet ham bearbejde værkerne så meget.
Netop dette tillidsbånd mener Knausgård er afgørende for et godt samarbejde mellem forfatteren og redaktøren. Det handler ikke så meget om litterære kompetencer, men mere om, at man søger det samme mål; at få skabt det bedst mulige værk, som stadig er tro mod forfatteren.
Det er stort for en forfatter at lægge sit værk i hænderne på en anden, men Knausgård har aldrig haft svært ved at overgive sine tekster til sin redaktør – netop fordi han ved, at redaktøren kun vil forsøge at forbedre det, han har skrevet. Anderledes har Knausgård det med litteraturkritikerne: “… det at skrive en bog og udgive den er at lægge noget af sig selv frem på en fuldstændig forsvarsløs måde, for at blive bedømt af nogen der ikke risikerer noget”.
Knausgård mener ikke, at han får noget ud af kritikernes synspunkter, for de læser bare hans bog og bedømmer den. De sætter sig ikke ind i hans tanker og skriveprocessen.
Det er dét, der gør redaktøren så uundværlig ifølge Knausgård: De er en del af processen. Og netop denne proces er så omfattende, at man aldrig helt når til bunds i den.
Knausgård afslutter sin essaysamling af med at reflektere over, hvor litteraturen kan tage én hen. Ud i det yderste, der hvor der ingen grænser er, og hvor man kan finde ind til sit inderste. Litteraturen kan mange ting, men det er stadig uklart, hvad der er litteraturens opgave.
Ifølge Knausgårds redaktør er litteraturens opgave, meget smukt udtrykt, at: “… at gå derud hvor fortællingen ikke når. Med andre ord, der hvor ingenting er, men hvor alt bliver til.”
Sikke et fantastisk sted det må være …
Leave a Reply