Litteraturens grænser

Litteraturens grænser

Litteraturens grænser

Reportage fra forfatterarrangement med Abdellah Taïa og Niviaq Korneliussen ved Aarhus Litteraturcenter d. 8. marts 2016

Af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens (Englene fra Frelsens Hær) omslag / forlagetarvids.dk

Skønlitteratur har et iboende potentiale til at bryde med konventioner i skriftlig form. Den kan afprøve grænser i konteksten af selve tekstens begrænsninger og den kan overskride dem i forhold til følelsesmæssige emner og selve beskrivelserne af disse. Et eksempel på en konkret grænse er spørgsmålet omkring identitet. Dette var præcis fokusset da Aarhus Litteraturcenter bød velkommen til den marokkanske, men fransktalende forfatter Abdellah Taïa og grønlandske Niviaq Korneliussen til en samtale omkring deres individuelle opfattelser af hvad begrebet ’hjem’ betyder for dem hver især, samt hvorledes spørgsmålet omkring identitet kan reflekteres i relation til dette.   

Spændingsfeltet mellem identitet og nationalitet

Det blev hurtigt klart at aftenens to forfattere ikke blot har skrevet sig ind imellem sprog og lande, men at deres individuelle forfatterskaber også belyser det modstridende forhold som nationalitet og modersmål kan befinde sig i. Abdellah Taïa har skrevet seks romaner, hvoraf to er blevet oversat til dansk inden for de to seneste år, Englene fra Frelsens Hær (2015) og Arabisk Vemod (2016). Efter en kort introduktion læste han op af sin novelle, ”Anushka” som omhandler en jeg-fortællers tanker, mens jeget lytter til en støjende fuld indisk mand nede på gaden fra sin lille franske lejlighed i Rue de Bellevielle. Historien belyser problematikken der kan opstå i en multikulturel ramme i forhold til national identitet. Den emotionelle omvæltning, som kan ske efter den ændrede opfattelse af selvet, når man føler sig fremmed i et nyt land, er et direkte resultat af dette.

Niviaq Korneliussen læste dernæst op fra det første kapitel i sin roman, Homo Sapienne (2014), der opremsende skildrer en ung kvindes fremtidsplaner med uentusiastisk klarsyn. Det var dog ikke det første kapitel, men derimod kapitlet “Hjem” som for alvor skabte debatter i pressen: på den ene side følte det grønlandske publikum at den fremhævede et stereotypt billede af ‘grønlænderen’, mens den danske presse betragtede romanen som en ny stemme til at italesætte den unge grønlandske generations oplevelse af de to forskellige samfund.

Fanget mellem mini-grænser

En fællesnævner for både Taïa og Korneliussen som tosprogede forfattere viste sig i deres litterære værker: Spørgsmålet om opfattelsen af hjemlandet. Hjemland og identitet udgør et modsætningsfyldt par, som blev eksemplificeret i Abdellah Taïas tilfælde. Som homosekuel oplevede han sin opvækst i Marokko som en ”nonnelignende” tilstand – hvor han på samme tid var og ikke var. Seksualitet er et andet gennemgående fællestræk i de to forfatteres tilgang til litteraturen; selvom Korneliussen gav udtryk for ikke at se sin egen bog som værende en specifik ”homoseksuel” bog, men snarere en almengyldig historie om familie, kærlighed og venner, var Abdellah Taïa hurtig til at kommentere på opfattelsen af sit eget nordafrikanske ophav. Ifølge ham er det ikke Marokko som land der er homofobisk, men de politiske magtinstanser der fremhæver ham som uønskværdigt individ.

Taïa fremhævede i denne kontekst at han oplevede at møde ”mini-grænser” på sin vej i livet, som ikke kun var defineret af nationale forskelle, men også af personlig natur. Han gav som eksempel herpå de diverse spørgsmål, han som muslim er blevet stillet omkring ikke at drikke alkohol og spise svinekød i europæiske sociale sammehænge. At udfylde rollen som repræsentant for et helt land og religion var en udmattende gentagelse han gang på gang måtte navigere igennem i mødet med nye mennesker.

Til sammenligning bemærkede Niviaq Korneliussen, at i forhold til problematikken omkring grænser, består den i hendes optik i Danmarks fortsatte problematiske opfattelse af Grønland som delt mellem forherliget naturoplevelse og alkoholiseret folkefærd. Disse to opponerende portrætteringer er præcis dem, hun ønsker at udpege med sin litteratur. Ønsket om endvidere at bygge bro mellem Danmark og Grønland, igennem en accept af de forskelligheder som hvert sted byder på, var således også den afrundende kommentar fra hendes side.

Verden set med unge øjne

Igennem skønlitteraturen kan grænser belyses; ikke kun i form af nationale forskelle, men også igennem spørgsmålet om identitet og hvad det vil sige at være grønlænder, homoseksuel eller blot ungt menneske i nutidens verden. Dette er et vedvarende projekt som altid vil ændre sig igennem livet, alt afhængigt af hvor, hvornår og hvordan man befinder sig i en social og samfundsmæssig sammenhæng, hvilket samtalen kredsede om på oplysende vis.