Lynene slår også ned i Danmark

Lynene slår også ned i Danmark

Litterær artikel om Victor Boy Lindholms ”Dag 1” fra tidsskriftet Henfald 1/2016

Af Sophie Dolmer

Ved havet sidder jeget og betragter saltkorn på den bænk, han sidder på, og de lyn, som slår ned i vandets overflade. Det er i et forsøg på at søge ly fra verdens elendigheder, at jeget er draget hertil. Hans tanker pendulerer mellem det nære og det fjerne, det smukke og det grusomme, jeget og alle de andre. Dette er et digt om det lille individ, der fra sit lands trygge rammer skuer ud i horisonten, hvor han ser, at dét, som før var på afstand, kommer nærmere. Han ser en flygtningekrise, hvor et menneske som ham selv bliver mødt af racisme forklædt som nationalisme, der ”skubber ham ud på havet igen/sammen med hans familie”.

Undervejs i digtet italesættes et ”du”. Dette er ikke en henvendelse til læseren, da jeget har en særlig og stærk tilknytning til dette du: ”jeg tæller timerne/til at jeg skal stå i en grav/med dig imellem mine hænder.” Her er altså en anden person, som står jeget nært, en anden person, der skal forstå jegets bekymrede tanker om flygtningesituationen. Jeget har noget på spil, nogen på spil; et andet menneske, der kan blive offer for forfejlede beslutninger, som menes at blive truffet i dagens samfund. Således kan et forkert menneskesyn blive afgørende for ikke kun de flygtende, men for jeget og dem omkring ham.

”Dag 1” er et politisk digt, der eksplicit sætter flygtningekrisen på dagsordenen. Her er frygten ikke for de fremmede, udefrakommende mennesker. Frygten opstår som følge af den forkerte modtagelse af dem og den manglende erkendelse af, at verden er i ustoppelig forandring: ”dette er ikke en nødsituation/det er et ny måde at være europæer på/derfor er det vigtige ikke/at samles og vise/et stærkt tilhørsforhold til nationerne/det vigtige er ikke at bekræfte grænserne.” De nationale grænser er under opbrydning. Spørgsmålet er, på hvilken måde de skal opbrydes.

Det er netop forholdet imellem de hjemlige, vante omgivelser og det udefrakommende, der i digtet kontrasteres. Det er i nationens smukke naturomgivelser, at digteren finder trøst, men det er også her, denne konfronteres med de problemer, som ikke længere er til at overse: ”træet er lyst/og blankt/af alle de elskende/der har set ud på vandet/mens de talte/hvor mange både der går ned.” Strofen indledes med et romantiseret billede, men med sit sidste vers dekonstruerer den betydningen af ”talte” og gør billedet betragteligt mere dystert; de elskende går fra at tale sammen i fortrolighed til at vende blikket udad og tælle antallet af både med flygtninge, som forliser.

Digtet er et stille varsel, der tikker, tæller timer. Det tæller ned til, at de katastrofer, som man før betragtede med en distanceret nøgternhed, falder ned over én selv, fordi ingen har turdet se problemerne i øjnene – jegets verden er den samme verden som den, hvor et utal af flygtninge dør i gummibåde. Dét er blevet glemt i Vestens forsøg på at forbedre ”den anden verden”, et forsøg endt i bomber: ”Det der gør os bange/er at man pludselig synes/at man lige/skal ordne det her/sted eller det her sted/gøre det til et godt sted/at være for et barn/men virkeligheden er at/bomberne falder over de samme børn.” Således gør digtet os alle til flygtninge; nogle flygter fra bomber, nogle flygter fra et medmenneskeligt ansvar, og andre flygter fra sandheden. Fælles for os alle er, at vi er bange.

Victor Boy Lindholm sætter med ”Dag 1” ord på den efterhånden velkendte frygt, der konstant vokser i dagens Europa, og italesætter den problemstilling, som snart alle må have forholdt sig til: Åbne eller lukkede arme? Vores eller deres problem? Jeget i digtet lader det ikke være op til læseren, hvordan denne bør forholde sig, men udtrykker en klar og nærmest selvfølgelig holdning: Tiden går, imens mennesker dør, tiden går, imens problemerne hober sig op og kommer nærmere. Der skal gøres noget, og der skal gøres noget nu: Dag 1.