Vreden er der stadig 

Vreden er der stadig 

Vreden er der stadig 

Anmeldelse af Michel Houellebecq: Interventioner, udgivet på Vinter, d. 1. december 2021. Oversat fra fransk af Niels Lyngsø 

Anmeldt af Anders Thorkild Korup Ølholm 

Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm 

Forbered Dem på at blive provokeret af den gamle sure franskmand: Michel Houllebecq. I den seneste samling af en række af forfatterens ”offentlige” tekster, er hadet og vreden lige så klar, som den altid har været. Men samtidig er hans pen lige så veldrejet som den til alle tider har været, når han bedyrer sit pessimistiske verdenssyn til læserne.  

Ofte er det en litterær begivenhed, når den franske forfatter, Michel Houllebecq, udgiver en ny roman – særligt i den vestlige verden. De tiltrækker sig som regel offentlighedens opmærksomhed, da Houllebecq aldrig er bleg for at sætte sig på sidelinjen og beskrive, hvad han ser som den vestlige kulturs forfald. Et syn som i den grad også træder frem i mandens essays og interviews. Forlaget Vinter udgav i december sidste år en samling af hans essays, interviews med forfatteren og andre tekster, der spænder fra 1990’erne til 2020. Ifølge Houllebecq selv, vil han afholde sig fra at mene noget offentlig igen efter udgivelsen. Men mon ikke hans romaner stadig vil indeholde hans pessimisme? 

Broget samling 

I samlingen behandler Houllebecq alt fra litteratur, religion, ytringsfrihed til konservatisme. Nogle af teksterne er meget personlige, hvor Houllebecq b.la. beskriver sit forhold til at skrive og finde inspiration, imens andre er mere direkte samfundsrelateret, såsom ”Donald Trump er en god præsident”. Jeg vil også nævne et af de mere personlige, som blev et af mine yndlings, med den lille titel: ”Neil Young”. Dette korte essay om den canadiske sanger, er et de steder hvor Houllebecq er allermest personlig og følsom. Måske endda mere end i hvad jeg ellers har læst fra mandens hånd: 

”Neil Youngs sange er lavet til dem der ofte er ulykkelige og ensomme, og som nærmer sig fortvivlelsens port; men som ikke desto mindre bliver ved med at tro på at lykken er mulig. Dem der ikke altid har held i kærlighed, men som altid forelsker sig igen”

I dette næsten panegyriske essay om sangeren, skinner en hidtil uset positivisme fra forfatterens pen igennem. For tag ikke fejl, Houllebecq er lige så vred som altid. 

Klassisk konservativ intellektuel 

Den røde tråd igennem samlingen må siges at være Houllebecqs insisteren på det vestlige kulturkollaps, og tabet af troen på et fælles Europa. Forfatteren fremhæver især det moderne menneskes tab af religion og tro, som en af årsagerne til dette. For eksempel i teksten ”Samtale med Geoffroy Lejeune” hvor det diskuteres hvad den katolske kirke burde gøre for at genfinde sin storhed i den moderne verden. 

Houllebecq er stadig lige vred på venstreorienterede intellektuelle som altid. En harme der kommer til udtryk i essayet: ”Udgangen af det 20. Århundrede”: 

”Litteraturen tjener intet formål. Hvis den tjente et formål, ville det venstreorienterede rakkerpak der har monopoliseret den intellektuelle debat hele vejen op gennem det 20. århundred, ikke have kunnet eksistere” 

Mange af de spydige kommentarer som Houllebecq netop har til venstreorienterede, nye tanker om mennesket (især dem drejer sig om moralsk renhed) og nye moralske spørgsmål, der har rejst i den nyere tid, kan minde lidt om de kommentarer, som den såkaldte Boomer-generation spyer ud på Facebook. Men måske er det blot, fordi jeg selv er en af de venstreorienterede, at jeg lidt har lyst til at sige: OK Boomer. Forskellen er dog, at Houllebecq fremfører sine pointer så fint og velskrevet, at han ikke skal sidestilles med dem. Michel Houllebecq er nok nærmest stereotypen på en klassisk intellektuel, hvis man skulle prøve at tegne en. Ligesom i sine romaner er Houllebecq en provokatør uden lige. Men Houllebecq formidler sine holdninger så smukke og klare, at det ikke udelukkende forbliver en provokation. Houllebecq er en helt utrolig skribent, hvis stil jeg ikke kan sammenligne med nogen andre. Houllebecq er bare Houllebecq.