Når man skaber små litterære rystelser

Når man skaber små litterære rystelser

Når man skaber små litterære rystelser

Reportage fra ”Det fiktive frastødendes fascination”: Mads Peder Lau Pedersen, Ursula Scavenius og Henrik Lübker i samtale omkring den groteske litteratur til Vild med ORD – Aarhus Litteraturfestival på Dokk1, Aarhus, d. 21. maj 2017

Af Anne Sophie Parsons

Fotograf: Anne Sophie Parsons

Det frastødende i litteraturen bliver ved med at fascinere os som læsere. Mens genrens indhold burde skubbe os væk med sine ubehagelige skildringer, drager det os i stedet for ind igen og igen for at vi kan være vidne til scener af tvivlsom karakter.  Dette var udgangspunktet for samtalen som de tre litterære f’er – forlægger Mads Peder Lau Pedersen, forfatter Ursula Scavenius og fagperson i form af museumsinspektør Henrik Lübker – deltog i dette års Vild med ORD hvor den frastødende og groteske litteraturs fascinationskraft blev diskuteret.

Selvom emnet ”frastødende litteratur” kunne lede til at der ville være alvorlige miner at spore, var der kun godt humør på dagsordenen, da samtalen mellem de tre paneldeltagere gik i gang; emner såsom hvad litteraturen kan i forhold til at skildre det frastødende og hvilken rolle kroppen spiller i dette blev taget op til debat.

Museumsinspektør ved H.C. Andersens Hus og Barndomshjem, Henrik Lübker, kridtede hurtigt banen op ved at give en historisk indsigt i hvorledes det groteske som begreb er blevet forstået igennem renæssancen og senere hen; fra at være beskrivelsen af en overdreven stil indenfor antikkens romerske dekorative kunst til at være indbegrebet af hybriditet, har det groteske sidenhen manifesteret sig som deciderede fysiske og moralske overskridelser i menneskets liv. Reproduktion og forfald, lysten og frygten går hånd i hånd når det groteske løfter sit grimme hoved, som han forklarede det. Igennem det groteske kan jeget sættes over for en andethed som må udstødes – igennem denne handling kan identitet stadfæstes og individets navigation i samfundets etiske reglementer kan finde sted.

Det groteske overskrider vores grænser – og det er således op til folk at holde det udstødte stangen, da der altid er mulighed for at det vender tilbage i diverse deforme afskygninger. Dette kan især ske bemærkelsesværdigt fokuseret i litterært øjemed.

Litteraturen som overskridelse

Fiktionen har mulighed for at sætte den førnævnte kamp under lup på sin helt egen måde, hvilket forfatter Ursula Scavenius bemærkede i sine kommentarer. Værket Fjer, som hun vandt den ene af Bodil og Jørgen-Munch Christensens debutanpriser for sidste år, består af tre fortællinger der alle skildrer surrealistiske universer. Her flyder både naturen og individer ud over deres egne mentale og fysiske grænser. Hun pointerede at det var i selve spændingsfeltet og overskridelsen af det virkelighedsnære, at det fabulerende kan boltre sig, og det er netop dette, hun beskæftiger sig med i sit litterære virke.

Generelt kan romanen opfattes som en form der indgår i et 1:1 realistisk gengivelsesforhold af verdenen, og derfor fungerer som et vindue – der gives et tekstligt udsnit af en nærstuderet virkelighed til læseren. Ursula Scavenius plæderede i stedet for at det velkendte skal overskrides: Litteraturen er ikke det rette forum, når det kommer til at forklare, lød det fra forfatteren. Ifølge hende har litteraturen muligheden for åt åbne op og udgøre et mellemrum i sig selv, hvor den ustadige grænse mellem virkelighed og uvirkelighed fører til at mennesket kan  udforskes og sættes i spil på bedste vis indenfor litteraturens rammer.

Afsky for kroppen, opstød over fællesskabet

Et andet tema som blev taget op i løbet af samtalen, var selve kroppens mulighed for at udgøre det grænseoverskridende i sig selv. Forlægger Mads Peder Lau Pedersen fra forlaget Sidste Århundrede pointerede at selve det de debatskabende bøger burde formå, er at præsentere den fiktive krop på én og samme tid som æstetiseret og frastødende; når de skamfulde ting der foregår i enerum får kastet lys på sig blotlægges vores egen sårbare fysiske og psykiske menneskelighed. Han understregede dog at der skulle være mening med galskaben: ”Grænseoverskridelse for grænseoverskridelsens skyld er kedeligt,” var en konstatering som blev understreget med et smil. Litteraturen skal i en eller anden form fremhæve ækelhedens æstetiske iscenesættelse, som han efterfølgende forklarede. Dét som  litteratur kan, er at fastholde et billede – den kan skabe et undersøgelsesmoment, hvor læseren inddrages for at blive vidne til de grænseoverskridende skildringer.

Mads Peder Lau Pedersen havde i dagens anledning medbragt oversatte  udgivelser fra forlaget: Unica Zürns værk Mørkt forår og Herman Ungars De lemlæstede var begge værker medbragt i dagens anledning – der blev også læst op af sidstnævnte roman. De lemlæstede kredser om den neurotiske hovedperson Franz Polzer og hans afsky for kvinders nøgne legemer, og med udgangspunkt i det eksplicit kødelige beskrev Mads Peder Lau Pedersen også blandingen af tilfredsstillelse og væmmelse ved at behandle et sår på sin tommelfinger, men ikke uden et tydeligt humoristisk glimt i øjet.

Den frastødende litteratur fastholder vores blik, selvom der vækkes modstridende følelser i læserne som resultat. Hertil tilføjede Henrik Lübker en bemærkning om Madonna/luder-komplekset; litteratur som omhandler frastødende emner er altid fyldt med komplekser. Der sættes poler op imod hinanden som er uforenelige i fortællingerne. Det er præcis i dette dualistiske spændingsfelt mellem de to ydrepunkter at det uforklarlige kryber frem som et deformt væsen fra underbevidsthedens mudrede dyb.

Mads Peder Lau Pedersen pointerede at for ham var ubehaget ved at læse frastødende passager direkte forbundet med følelsen af skam som dette foranledigede. Det som denne specifikke type af litteratur kan gøre, er at fastholde et forskudt perspektiv på ting og derigennem fremhæve det alment menneskelige: Bøgerne kan minde én om, at man ikke er alene med at have umoralske tanker eller gruopvækkende oplevelser med korporlige skavanker eller udstødelser. Igennem den delte læseoplevelse kan man finde frem til en ”frastødelsesens fællesskab af en art,” supplerede Henrik Lübker med et smil på læben.

I forhold til spørgsmålet omkring hvad der stadigvæk provokerer os og hvilke kulturelle tabuer der stadig findes, blev den historiske perspektivering igen inddraget. Kulturelle tabuer veksler og ændrer sig over tid men vil altid være at finde i et samfund. På mange måder kan den kontroversielle litteratur derfor også opfattes som et felt hvor en”termometertest” af samfundets holdninger og moralske grundsyn kan foretages.

Genkomsten af det hengemte

I den groteske litteratur ser man den ”anden” og sig selv på sammed tid. Den iscenesætter mellemrummet igennem en forvrænget fremstilling af virkeligheden. Henrik Lübkers historiske perspektiv på den etymologiske oprindelse af ordet ”grotesk” opridsede følgeligt hvordan det hengemtes uundgåelige tilbagevenden altid ligger og lurer: Opdagelsen af det ufærdige underjordiske paladskompleks, Domus Aurea, som blev påbegyndt af den romerske kejser Nero efter den store brand i Rom i år 64, og som havde utallige rum og korridorer – ”grotto”. Som følge blev betegnelsen ”grotesk” afledt af det italienske ord. ”Der er igen det her med at lukke ting ned og de dukker op igen,” blev der indskudt som en rammende pointe omkring hvad indbegrebet af den grænseoverskridende genre byder på oversat til en litterær kontekst.

Programpunktet rundede opsummerende af med at pointere hvad det er den kontroversielle litteratur egentlig skal gøre for læserne: At ryste os ud af vores vanetænkning og skabe rystelser i hverdagen, for at vi kan genoverveje vores roller i livet og samfundet, var den generelle konsensus iblandt de tre paneldeltagere. Spørgsmålet omkring hvad den frastødende litteratur kan og hvorfor læsere bliver ved med at vende tilbage til genren, blev besvaret i forhold til de forskellige litterære og faglige indfaldsvinkler deltagerne havde til emnet.

Det groteske og frastødende dukker fortsat op fra dybet – imellem linjerne på en side, bryder ud af kroppens barrierer og fra underjordiske korridorer, for igen at indtage sin plads i fiktionen.