Nyt og uvant territorium

Nyt og uvant territorium

Nyt og uvant territorium

Anmeldelse af Selja Ahava: Før min mand forsvinder, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 10. oktober 2019, oversat fra finsk af Lene Klit

Anmeldt af Simone Eriksen

Foto: Simone Eriksen

Vi lever i en tid, hvor næsten alt er muligt – der har været mennesker på månen, Brexit ser ud til at blive en realitet og muligheden for at skifte køn er blevet mere acceptabel. Når det sidstnævnte tidligere er blevet italesat, har det ofte været ud fra personen, der ønskede at skifte køns, synsvinkel, men hvad med de pårørende? For det er meget muligt, at personen selv føler sig klar, mens de nærmeste ikke er klar til at give slip på den, som personen altid har været, inden kønsskiftet blev en realitet.

Selja Ahava trækker på sine egne erindringer i sin nye roman Før min mand forsvinder, da jegfortællerens mand igennem 10 år siger over morgenbordet ”I virkeligheden har jeg altid villet være en kvinde”. Jegfortællerens verden forsvinder langsomt og bliver erstattet af denne nye virkelighed, hvor meningerne om hendes ægtefælles kønsskifte er mange, og alle viser hensyn mod ægtefællen, imens de ikke ser, hvor meget hun selv kæmper med at indfinde sig i sin nye position som ”kone til en transkønnet.”

Når det trygge forsvinder

Et stort tema i Ahavas roman er netop det, at den person, man kendte og elskede, forsvinder og i stedet bliver erstattet med en fremmed, hvilket kommer til udtryk, da kvinden og hendes mand skal skilles. Imens skilsmissen bliver behandlet, ændrer ægtefællen navn og Cpr-nummer, hvilket gør, at den første ansøgning om skilsmisse ikke går igennem, da ægtefællen på papiret ikke længere eksisterer:

”Navne kan løsrives fra steder, navne kan forandres, ord kan fjernes, skruer kan skrues, brune øjne kan graves ud af deres huler, hårsække kan brændes væk. Jeg skriver en ny ansøgning. Jeg ændrer navnet. Men først: Grav øjnene ud af mit hoved. Jeg vil ikke se på det stykke papir, hvor mit navn er forbundet med én, jeg aldrig har kendt.”

Sammenligning med Colombus

Igennem hele romanen følger man også sideløbende historien om Christopher Columbus og hans rejse ud for at finde en kortere rute til Indien. I starten er det lidt forvirrende, da man ikke helt fanger sammenhængen mellem Columbus og en kvinde, der er ved at blive skilt, men jo længere man kommer ind i begge historier, begynder lighederne at vise sig. De bevæger sig begge ud i en ny verden, og de har begge et bagland af forskellige holdninger om deres rejser, som hellere end gerne vil komme med råd til, hvordan de skal gøre tingene. Columbus og kvinden skal begge finde fodfæste i deres nye virkelighed og må tage imod mange slag fra deres omverden, og kvinden begynder langsomt at anerkende sin ægtefælles valg.

Romanen giver derfor et andet og forfriskende blik på debatten om kønsskifte, netop fordi den beskriver den pårørendes side af historien og hvilken kamp om accept, hun må gennemgå. Forfatteren har formået at samle alle frustrationerne, som pårørende i lignende situationer måske kan genkende, og anerkender dermed, at det også er okay ikke at synes, at det er let at acceptere et så livsændrende valg, som man ikke selv har truffet. Man bliver derfor lukket ind i en skrøbelig tid for jegfortælleren, hvor det handler om at finde fodfæste i en helt ny verden, som hun ikke selv har valgt at blive en del af, og hvor hun langsomt må acceptere, at vejen tilbage til den gamle verden ikke længere eksisterer.