Pause i Rifbjergs sang

Pause i Rifbjergs sang

Pause i Rifbjergs sang

Anmeldelse af Klaus Rifbjerg: Rif (jeg) rif: Et prosaudvalg ved Kim Leine og Pauserne i solsortens sang: Et lyrikudvalg ved Theis Ørntoft, udgivet på Gyldendal d. 15. oktober 2020. 

Anmeldt af Thomas Rod

Foto: Thomas Rod

Dobbeltudgivelsen Rif (jeg) rif og Pauserne i solsortens sang opfanger, hvad der gør Klaus Rifbjerg til en observant forfatter og hans impressionistiske stil. Ikke blot ved et fokuseret udvalg af værker af Kim Leine og Theis Ørntoft, men ligeledes hans karakteristiske stil, som Rifbjerg havde gennem hele sit forfatterskab. Det lyriske og reflekterende sprog fungerer som en harmonisk hverdagsmeditation, der er mere end aktuel i vores kaotiske tilværelse.

Når jeg har følt mig intimideret af Klaus Rifbjergs samlede forfatterskab, har det ikke handlet om selve det litterære indhold. Tværtimod. Selv ud fra det mindre kendskab jeg havde til hans værker – altså før jeg kastede mig over Gyldendals nyudgivelser – vidste jeg, at hans sproglige finurligheder og observationer var et stort plus, og en af grundene til at han uofficielt opfattes som en af nyere dansk litteraturs mest imponerende kanonforfattere. 

Nej, problemet lå ikke i kvaliteten, men i kvantiteten. Som en af moderne tids mest produktive skribenter kan han krediteres for mindst 200 samlede værker. Et monstrum af et forfatterskab. Uanset hvor garvet en læser der står til opgaven, hvem kan så slippe bare nogenlunde afsted med at sortere i sådan et skønlitterært virvar? Forfatterne Kim Leine og Theis Ørntoft har mere end formået dette med deres elegante, troværdige og smukt farvekoordinerede dobbeltsamling af Rifbjergs (måske) bedste prosa og lyrik.

En alternativ indgangsvinkel

Rifbjergs måde at skrive på er personlig og sporadisk. Han springer mellem forskellige værker, og selv inden for teksternes egne rammer skifter fokusset og de objekter, som gennemsyres af hans litterære blik, om det er eksistentielle temaer som liv og kærlighed, eller den blændende morgendug og den lidt for varme kaffe. Denne filosofi har så sprunget videre til redaktørerne for disse samlinger. Tekster, som har interesseret og hængt ved er inkluderet – ekskluderet står de værker, som ikke har fanget, selv før de overhovedet er blevet læst. Opsamlingen af tekster har været lig med Rifbjergs måde hvorpå han opsamler livsglimt til dybt originale fortællinger.

Kaotisk harmoni

Særligt prosasamlingen Rif (jeg) rif udmærker sig som et skønt og samlet værk. Ikke ensbetydende med, at Theis Ørntofts lyrikudvalg til Pauserne i solsortens sang er mindre imponerende, men i kraft af at Rifbjergs poetiske og sanselige sprog bliver mere bemærkelsesværdig, når den bevæger sig fra lyrikken og ind i prosaen. Men denne stil udmunder ikke i en rodebutik af tilfældig prosa eller uforståelige, cirkulære passager. Den fragmenterede tankestrøm falder på plads som en farverig mosaik af poetisk variation. Og vores nuværende verdenstilstand taget i betragtning, så er der noget resonerende fortrøstningsfuldt i, at det kaotiske kan sammensættes til en forstående historie. Eftersom min forståelse for Klaus Rifbjergs værker er blevet udvidet efter det kendskab som stiftes med Rif og Pauserne, er det tydeligt hvor afhængighedsdannende hans tilgang til verden er. Som en pause i den hverdag, den behandler. Denne sanselig opbremsning i livet kan klart anbefales, og min oplevelse er nok ikke så fjern fra Kim Leines, udfra hvordan han i forordet til sin prosasamling erindrer arbejdsprocessen.

”Det føles svært at give slip på Rifbjerg nu, efter at jeg har arbejdet intenst og vedvarende med hans bøger. Men jeg ved, at jeg vil vende tilbage til dette meget rige og levende forfatterskab mange gange. For jeg har trods alt kun læst omkring halvtreds af mandens bøger.”