Personlig poesi, men nemt glemt

Personlig poesi, men nemt glemt

Personlig poesi, men nemt glemt

Anmeldelse af Jytte Lund Larsen: Mellem-rum, udgivet på Mellemgaard d. 14. marts 2016

Anmeldt af Mia Nikander

Foto: Bogens omslag / mellemgaard.dk

Jytte Lund Larsens lyrikdebut er god og udmærket inden for genren med dens fokus på identitet, kriser og livet generelt. Den fungerer som et hyggeligt lille tidsfordriv, der hurtigt er glemt, når man har lagt den fra sig, ligesom den ikke lykkedes med at inspirere læseren til at samle den op igen. I og med at indholdet er så personligt, er det ærgerligt, at forfatteren ikke evner at frembringe en stærkere reaktion hos læseren.

Første gang jeg så forsiden af Jytte Lund Larsens bog Mellem-rum, blev min indre grammatiknørd dybt forarget over bindestregen i titlen, og dette i så stor grad at jeg blev skeptisk omkring indholdet, før jeg overhovedet havde åbnet bogen. Der rådes en anelse bod på dette i forordet, hvor det forklares, at alle digtene handler om, hvordan forskellige mennesker befinder sig i forhold til såkaldte ”eksistentielle rum”. Man kan derfor sige, at læseren bevæger sig mellem disse rum, så titlen har en dobbelt betydning. Om det helt undskylder den overflødige bindestreg, kan dog diskuteres.

Jytte Larsen starter godt ud med digte om sin barndom, og hun forstår at bruge sproget til sin fordel, når hun anvender almene danske vendinger. Digtet ”Mælkebøtte” illustrerer den følelse, der opstår hos et barn, når det opdager, at det er adopteret. I flere tilfælde præsterer Jytte Larsen at beskrive store følelser og begivenheder på mindre end 10 linjer, og man føler ikke, at der er udeladt indhold i digtene.

Generelt beskæftiger Larsen sig mest med det personlige, sit eget liv og sine egne usikkerheder, som man selv kan vurdere, om man kan relatere til. Men hun er heller ikke bleg for at beskæftige sig med mere politiske emner som i ”Omvendt”, hvor hun beskriver, hvordan de kvinder, der er efterkommere af de tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1960’erne og 1970’erne, nu giver mændene baghjul i forbindelse med uddannelse.

Efterhånden som læseren bevæger sig igennem bogens kronologi, kommer man tættere på nutiden, og her begynder der desværre at dukke nogle klichéer op. Dette gælder bl.a. observationer omkring selfie- og socialmedie-kulturen, hvor hun ikke direkte fordømmer den, men udviser en form for bekymring. Uheldigvis bliver denne bekymring formuleret på en måde, der ender med at blive nedladende over for den yngre generation. Disse digte efterlader læseren med samme følelse, som hvis en person påstår, at de venskaber, man har dannet gennem internettet med folk på den anden side af planeten, ikke er ”rigtige”.

Momenter som ovenstående er med til at skabe en distance mellem Larsen og læseren, og det har stor indflydelse på den videre oplevelse af bogen. Generationskellet bliver sværere og sværere at ignorere i de digte, der beskæftiger sig med nutidige emner. For den yngre generation kan det være trættende at læse disse, da det alt sammen er noget, man har hørt før og stadig hører en del for fra ældre generationer.

Set fra et litterært standpunkt er der ikke noget nytænkende ved samlingen. Sproget og digtene er udmærkede, og det er allerbedst, når de bliver dybt personlige. Som lyrikdebut tegner det usædvanligt godt for Larsen. Men om det er en bog, som læseren vil huske længe efter endt læsning, tvivler jeg stærkt på. De eneste digte, der skabte en decideret reaktion hos mig som læser, var dem, der udtrykte bekymring omkring udviklingen inden for teknologi. Dette skyldes ikke så meget Larsens evner som digter, som det skyldes den klichéagtige tilgang til emnet.

Hvis man har tid tilovers, og man gerne vil bruge den på en digtsamling, er denne et fint tidsfordriv, men hvis man søger en digtsamling med andet end affektionssubstans, er Mellem-rum ikke det bedste valg.