Reportage fra Olga Ravns oplæsning af Den Hvide Rose på BogForum d. 11. november 2016
Af Nete Bækgaard Hermansen
Fotograf: Nete Bækgaard Hermansen
Olga Ravns seneste udgivelse, digtsamlingen Den Hvide Rose, er blevet rost af anmeldere landet over, og med god grund. Det er nemlig en poetisk fortælling som vibrerer af lige dele subtil skønhed og kølig grusomhed, og som med sin enkelhed fastholder læserens opmærksomhed hele vejen igennem. Til oplæsningen på BogForum formåede forfatteren dog kun glimtvis at formidle denne stemning videre til det forventningsfulde publikum.
Fredagen, den første dag på BogForum, er velbesøgt, og Bellacentret emmer af forventningsfuld stemning og snak fra de mange, mange mennesker som drysser rundt imellem de forskellige boder, stande og arrangementer på diverse scener. Man bliver som deltager grebet af følelsen af at være på festival, og så alligevel ikke helt; for BogForum brillerer ved at have udskiftet larmende guitar-riffs med bogoplæsninger, mosh pits med bogsigneringer (man kan blive overrasket over hvor meget de to ting kan minde om hinanden) og barområderne med alt for dyre interimistiske deli’er og bagervogne. Publikum inkluderer også folk i en noget højere alder, end dem man normalt ville frekventere en musikfestival. Alligevel er der en særlig følelse på stedet, som minder om den man oplever på festivalpladsen; en følelse af fællesskab, fælles interesse og den sporadiske entusiasme over at se ens yndlingsforfatter eller skuespiller vandre ned af gangene, i ægte kød og blod.
Til Olga Ravns oplæsning på Spotscenen fredag kl. 16 er der en overvægt af yngre tilskuere- fans som i mange tilfælde befinder sig i nogenlunde samme aldersgruppe som forfatteren selv. Måske skyldes det at Ravn – på trods af sin forholdsvis korte tid på den litterære scene allerede har formået at skabe sig et godt omdømme bygget på en række positive anmeldelser af både hendes første digtsamling, Jeg æder mig selv som lyng, romanen Celestine og senest det poetiske værk Den Hvide Rose. Måske skyldes det, at hun skriver tekster som handler om identitet, kærlighed og tvivl, og som derfor virkelig får tag i den unge læserskare. Under alle omstændigheder er stemningen god imens publikum indfinder sig på stolerækkerne foran den røde scene, og forventningerne er høje, da forfatteren træder op foran mikrofonen og præsenterer sin nyeste udgivelse som ”ét langt digt som det tager præcis 22 minutter at læse”, og derefter uden yderligere introduktion går i gang.
Som en person der har været så heldig både at få lov til at læse og til at anmelde Den Hvide Rose, havde jeg store forventninger til Ravns oplæsning på BogForum. Værkets unikke opbygning med korte digte bestående af sproglige figurer som går igen og igen fremstår nemlig som et oplagt eksempel på en tekst der virkelig egner sig til oplæsning. Der er en næsten messende, meditativ stemning over digtsamlingen når man læser den, og man kunne tænke at denne stemning netop var noget som Ravn ville udnytte i hendes fremføring. Hun virker da også hjemmevant i stoffet da hun starter med at læse, og hendes indgående kendskab til teksten gør at hun ved præcis hvornår der skal holdes pauser, hvornår tempoet skal sættes op, og hvornår det skal sættes ned. Digtene, der ved almindelig læsning fremstår som adskilte, kommer igennem hendes oplæsning til at fremstå netop som hun selv beskriver det; én lang sammenhængende tekst. Alligevel mangler der noget, og den næsten fortryllende trance man som læser finder sig selv i, imens man fordyber sig i værket på egen hånd, indtræder aldrig helt under denne oplæsning. Ravn er for indadvendt; hendes øjne forlader aldrig bogens sider, hovedet er rettet ned imod bogen og hendes kropssprog er lukket og næsten undvigende – som om hun egentlig ikke rigtigt har lyst til at være her. Hun virker en smule utålmodig, og en smule uengageret, og det gør at tilhørerne aldrig helt bliver fanget ind af hendes univers. Måske har det noget at gøre med omgivelserne, som uden tvivl udgør en udfordring med al deres larm, menneskemylder og distraktioner. For mange af de optrædende på scenerne er det tydeligvis svært at trænge klart igennem lydhavet, men det virker nu ikke som om at det er dét, der er problemet i dette tilfælde. I glimt træder magien fra bogen frem, særligt i oplæsningens sidste del hvor det virker som om at forfatteren har talt sig varm. Men helt godt bliver det aldrig, og det er en skam, for Olga Ravns performance på BogForum denne fredag ender således med at blive en ringe repræsentation af et ellers ganske forrygende værk.
Leave a Reply