Tovefeber

Tovefeber

Tovefeber

Anmeldelse af Jeg ville være enke, og jeg ville være digter af Tove Ditlevsen, udgivet på Gyldendal d. 19. marts 2015

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

I 2015 er interessen for Tove Ditlevsen steget markant. Hun er blevet en del af den danske litteraturkanon, kunstnerkollektivet Sort Samvittighed fortolker hendes liv i den flotte forestilling Tove! Tove! Tove!, og senest er bogen Jeg ville være enke, og jeg ville være digter udgivet – en samling af Ditlevsens bedste non-fiktion tekster.

 

En forbløffende hårdtslående, usentimental og rå skribent. En forfatter, der bevidst overskred grænsen mellem privatperson og offentlig figur i sit arbejde. En berømthed i sin samtid. Sådan beskrives Tove Ditlevsen i forordet til Jeg ville være enke, og jeg ville være digter. Olga Ravn står bag samlingen og redigeringen af bogen, der har undertitlen ”Glemte tekster af Tove Ditlevsen”, og Sort Samvittighed har bidraget med farvestrålende illustrationer, der fortolker Ditlevsens liv.

Samlingen af Tove Ditlevsens glemte tekster indeholder essays, klummer, brevkasser og en enkelt (berømt) kontaktannonce, der alle viser hendes gennemgribende ærlighed og dybe indsigt i det menneskelige sind samt evnen til at formidle denne indsigt på lige dele tragisk og humoristisk vis. Teksterne vidner også om, hvordan samtiden har kendt til Tove Ditlevsens turbulente liv gennem pressen, hvilket uundgåeligt har påvirket læsningen af hendes skønlitterære værker. Som hun skriver i sin egen, fiktive nekrolog, ”forstod samtiden ikke at værdsætte denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par ord med hende [Tove Ditlevsen, red.] på gaden af frygt for at komme med i næste bind” (s. 119).

Tove Ditlevsen var i mange år brevkasseredaktør på Familie Journalen, og bogen indeholder som nævnt nogle af disse brevkasseudvekslinger samt nogle få tekster om Tove Ditlevsens overvejelser forbundet med rollen som besvarer og rådgiver. Hendes svar er bedst, når de er mest uforskammede og irettesættende; som når hun sidst i et svar flabet bemærker, at den unge, spørgende pige bør gå på et aftenkursus for at lære at udtrykke sig skriftligt uden alle de hårrejsende stavefejl. I teksten ”En sibylles bekendelser” forløses Ditlevsens rolle som brevkasseredaktør, og hun får luft for sine frustrationer ved at skrive, hvad hun virkelig har lyst til at svare. Dette resulterer i en humoristisk gruppering af de spørgende samt hårdtslående, kollektive svar til dem.

Bogen indeholder altså mange forskellige udtryksformer, og den berører lige så mange temaer. Barndom og familieliv, at være menneske (kvinde) og forfatter (forfatterinde), bøger og berømmelse, anderledeshed og normalitet, fælleskab og ensomhed, alkohol og indlæggelser, narkomani og død. Alle emner tilgås med samme ærlige, finurlige og tankevækkende tilgang, der viser Tove Ditlevsen som et klogt, kærligt og beundringsværdigt menneske. Men samtidig er Tove Ditlevsens ærlighed tåkrummende og skræmmende, når hun beskriver, hvordan afhængigheden gør hende ligeglad med sine børn, og hvordan hendes kærestesorg druknes i whisky. Hun lagde ikke skjul på hverken sine egne styrker eller svagheder, og derfor står hun som et sammensat og komplekst individ med en helt særlig gave til at kunne beskrive de mest almenmenneskelige følelser. Derfor vil jeg afslutningsvist erklære mig enig med Sort Samvittighed, der i begyndelsen af bogen skriver: ”Vi beundrer dig, Tove. Vi beundrer dig for din skarphed i pen og vid, for dit præcise blik for menneskelige relationer og følelser og for din kompromisløshed både som kunstner og menneske […] Et menneske med en skæbne, man ikke kan ryste af sig igen.” ”Tovefeberen” raser altså stadig flere årtier efter Tove Ditlevsens død – og mon ikke det fortsætter sådan i mange år endnu?