Troldens to ansigter

Troldens to ansigter

Troldens to ansigter

Essay om William Shakespeares The Taming of The Shrew og manglen på ambiguitet i dens senere genfortællinger samt  anmeldelse af Anne Tylers Eddikepigen, udgivet på Modtryk d. 3. juni 2016.

Af Mia Nikander

Fotograf: Mia Nikander

Shakespeare er kendt som en af de største forfattere gennem tiden, og med sådan en titel undgår man sjældent kontroverser og stærk kritik, hvad end det er i ens egen levetid eller i de efterfølgende århundreder. Komedien The Taming of The Shrew er et tydeligt bevis på dette, da stykkets slutning har skabt stærk debat om Shakespeares holdning til kvinder, ligesom det har været til stor diskussion, hvorvidt stykket skal forstås bogstaveligt eller som en kritik af patriarkalske værdier. Denne ambiguitet er en stor og vigtig del af stykket, men den synes desværre at gå tabt i nyere genfortællinger.

Siden sin første opførsel har The Taming of The Shrew – på dansk Trold kan tæmmes – været et kontroversielt stykke. Ifølge Katherinas prædiken sidst i The Shrew skal kvinden være fuldkommen underdanig over for sin mand og taknemlig for alt, han gør for hende. Problemet heri er naturligvis, at Katherina først kommer frem til denne konklusion efter, at Petruchio har nedbrudt hende mentalt gennem gentagende manipulation og psykisk tortur. Man forstår senere århundreders kritik af det, især i takt med at kvinderettighedsbevægelser har fået mere medvind, og at der dermed blev sat større fokus på patriarkalsk undertrykkelse og lighed mellem kønnene.

Allerede 30 år efter Shakespeares død blev der opført et stykke; The Tamer Tamed  – skrevet af ingen ringere end John Fletcher, der overtog manuskriptforfatterrollen for skuespillerkompagniet The King’s Men efter Shakespeares død – hvori Petruchio bliver tæmmet af den kvinde, han har giftet sig med efter Katherinas død. Stykket blev skrevet, mens Shakespeare stadig var i live, hvilket vidner om, at folk allerede dengang havde et problematisk forhold til The Shrews afsluttende budskab.

The Shrew som feministisk kritik?

Dog kan det diskuteres om Shakespeare virkelig mente, hvad han fik Katherina til at sige sidst i sit stykke. Flere har argumenteret for, at den første del af stykket, hvor Christopher Sly bliver snydt til at tro, at han er adelig som en del af en større joke, er en måde for Shakespeare at pointere, at ”the play-within-the-play” også er en del af denne joke, og at stykkets handling derfor ikke skal tages seriøst. Det faktum, at Shakespeare valgte at fremstille fortællingen som komisk, kan derfor også være et tegn på, at han forsøgte at fremstille karaktererne og deres handlinger, inklusiv Petruchio, som forkastelige og som et skræmmeeksempel på, hvordan man kommer til at fremstå, hvis man udsætter kvinder for en sådan behandling.
I dette tilfælde taler Shakespeare imod, at kvinder fuldstændigt skal underkaste sig mænd i ægteskabet og finde sig i alt, de bliver udsat for.

Men hvis dette var hans intention, kan man ligeledes diskutere, hvorvidt formidlingen af budskabet lykkedes ham, når selv samtiden reagerede negativt på stykkets slutning. Hvis størstedelen af kritikerne i de mange efterfølgende generationer har tolket stykkets budskab som værende kvindehadsk, og kun få har tolket det som en kritik af de mandlige karakterers horrible opførsel over for Katherina og andre kvinder, har Shakespeare så virkelig præsteret at formidle det ordentligt? Intentionen er ligegyldig, hvis den ikke har den rette indvirkning.

Vi kan altså ikke komme uden om, at der synes at være en vis dobbelttydighed i stykket, siden enkelte kritikere har set det diametralt modsatte af, hvad andre ser i stykket. Vi kan aldrig finde ud af, hvad Shakespeare egentlig forsøgte at formidle med The Shrew – i stedet giver historien mulighed for flere forskellige tydninger. Netop dette er noget, senere genfortællinger ikke rigtigt formår.

The Shrew mister sin tvetydighed

Senere opførsler af stykket samt genfortællinger i andre medier har forsøgt at udfordre originalens tilsyneladende budskab, og hér er ikke efterladt megen tvetydighed i forhold til i originalen. De fleste af disse finder måder at understrege Petruchio-karakterens absurditet og få ham ned i støvet. Dét enten ved at lade Katherina narre ham, ved at lade som om hun er tæmmet som i Franco Zeffirellis filmatisering fra 1967, eller ved at lade ham reformere sig i løbet af stykket og forstå sine fejltagelser og/eller faktisk blive forelsket i Kate som i teenagekomedien 10 Things I Hate About You.

Denne måde at fremstille The Shrew på fungerer bedre i vores samtid, da det, Petruchio udsætter Katherina for i det oprindelige stykke, i dag retmæssigt opfattes som direkte mishandling; noget der ikke længere fungerer som komedieelement af den simple grund, at vi er blevet mere bevidste om, hvilken effekt psykisk vold kan have på lang sigt, og at den behandling er realitet og endda dagligdag for nogle kvinder. De nævnte genfortællinger vælger altså én side og kæmper med næb og kløer for at forsvare den. Dermed overlader de – som nævnt – ikke meget til fortolkning som i det oprindelige stykke.

Eddikesur genfortælling

Dette bringer mig til en af de nyere versioner af The Shrew: Eddikepigen af Anne Tyler. Jeg vil her delvist anmelde, delvist analysere bogen og af denne grund, vil der være visse afsløringer af dens plot, blandt andet af værkets slutning.

Eddikepigen udkom denne sommer, omtrent samme tid som dens engelske partner på originalsprog Vinegar Girl. Katherina Minola er nu Kate Battista; børnehaveklasselærer, hushjælp for sin far og babysitter for sin teenagelillesøster Bunny. Petruchio går igen som manden Pjotr Tjerbakov, polsk forskerassistent for dr. Louis Battista, Kates far. Pjotrs opholdstilladelse er ved at udløbe, og dr. Battista forsøger derfor at overtale sin datter til at gifte sig med sin assistent, så han ikke udvises og dermed fortsat kan hjælpe til med forskningen. Kate er dog i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, eller om hendes far endelig har mistet forstanden. Under alle omstændigheder synes hun, at hans forespørgsel er urimelig, og det samme er hans forventning om, at hun vil sige ja uden videre.

Bogen er dybt humoristisk, i stil med originalens komediegenre, og umådeligt velskrevet. I stedet for blot at gøre Kate kynisk og vred, giver den et indblik i, hvorfor hun er bitter og asocial. Man føler den frustration, hun oplever som følge af sin fars excentriske opførsel og systemer, samt hans forventninger omkring hendes villighed til at imødekomme hans ønsker. Pjotr er skræmmende godt skildret i Petruchio-rollen som bramfri, manipulerende og i mange tilfælde ret hensynsløs, selvom han aldrig helt opnår samme niveau af absurditet som Petruchio. Dette er dog for det bedre, da en så karikeret karakter kan være kedelig at læse om.

Herfra vil jeg afsløre et par ting om handlingen i Tylers bog for at kunne analysere dens forhold til The Shrew. Hvis man har planer om at læse Eddikepigen og ikke ønsker den spoleret, kan man med fordel fortsætte til sidste paragraf i dette afsnit.

Et af de steder, bogen fejler, er, hvor den forsøger at give forklaringer på og undskyldninger for karakterernes adfærd; Kate skildres som utaknemlig på trods af, at dr. Battista af læseren må opfattes som værende både hensynsløs, afstumpet og urimelig. Dette fungerer ikke helt, da flere af karaktererne ligesom dr. Battista – trods den udpenslede forklaring på deres adfærd – fremstår som decideret usympatiske.

Ydermere lægger handlingen i høj grad op til, at Kate til sidst vil indse, hvor usympatisk Pjotr er, og konfrontere ham og faren med deres usle handlinger. Man venter på, at det kan ske hvert øjeblik. Og så… intet. I hvert fald ikke i form af Kate, der siger fra efter at være blevet trukket rundt i manegen. I stedet insinuerer slutningen, at Pjotrs manipulation og hensynsløshed er i orden, da den har ført til, at Kate vendte tilbage til studierne og nu er prisvindende botaniker og mor – et noget atypisk budskab at sende i 2016. Dette bliver ikke bedre af, at han indimellem udviser hengivenhed og omsorg over for Kate, da dette også er en strategi, voldelige partnere bruger for at få deres ofre til at blive hos dem.
Ingen forhold er perfekte, men at påstå at man bliver belønnet, hvis man blot holder ud, når ens partner spreder løgne, tager beslutninger om ens fremtidige liv uden at have rådført sig med en og udviser voldelig adfærd over for andre, er mildest talt en slet konklusion – det er at bifalde, at man forbliver stoisk og loyal, selv når man mishandles af sin partner.

Hvor The Shrew efterlader en smule dobbelttydighed i sin slutning og tolkningen af denne, er der ingen tvivl om, at Kate i Eddikepigen fremstilles som værende blevet en bedre, mere succesfuld person i forlængelse af den måde, Pjotr har behandlet hende på, og fordi de blev sammen. Det vidner på én gang om så stærk loyalitet til det originale værk, at det i sidste ende får en negativ effekt på genfortællingen, og samtidig om en fortolkning af Shakespeares stykke som værende fortaler for den usympatiske form for behandling, som Kate udsættes for.

Bogen er morsom og har et livligt sprog, der gør den til en fornøjelse at læse rent teknisk, og karaktererne er utvivlsomt langt mere interessante og udpenslede end Shakespeares. Læseren bør forberede sig på en del tåkrummeri, men også sympati for karaktererne og en generelt underholdende læseoplevelse. Der virker ikke desto mindre til at være en form for misforståelse af det oprindelige værk, som i sidste ende hæmmer historien i sin helhed, da det nu skal forestille at være en nyfortolkning, men ikke helt er det – den er dog stadig anbefalelsesværdig.

Sidste akt

The Shrew kan både fremstå som en fortaler og som en fordømmelse af Katherinas sidste tale. De fleste kritikere mener, at førstnævnte er den mest sandsynlige tolkning, hvilket også afspejles i moderne genfortællinger, der oftest stræber efter at skildre en diametral modsætning af dette budskab. Det er rart at se, hvor langt vi siden er kommet i samfundet i forhold til vores syn på kvinder og derfor ikke tillader, at der hersker nogen tvivl om, hvilken version vi er tilhængere af i form af alle de nye udgaver, der har en sarkastisk slutning. Ikke desto mindre bør vi overveje, om dette påvirker vores evne til at opfange og værdsætte den tvetydighed, som synes at herske i stykket og i Shakespeares øvrige komedier. Vi skal ikke holde op med at kritisere skildringen af kvinder i det oprindelige stykke, selv i tilfælde af at det virkelig drejer sig om en feministisk kritik af patriarkalske værdier. Så længe vi husker, at stykket ikke skal tolkes alene ud fra det skrevne, men også det uskrevne. Det der ligger mellem linjerne.