Underbevidstheden belyst af en stegende sol

Underbevidstheden belyst af en stegende sol

Underbevidstheden belyst af en stegende sol

Anmeldelse af Mette Zingenberg: Min Lille Horror, udgivet på Forlaget Gladiator, d. 19. august 2016

Anmeldt af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Mette Zingenbergs debut Min Lille Horror består af seks veldrejede noveller, der hver især bevæger sig igennem det surrealistiskes litterære spindelvæv. Horroren består ikke i eskalerende voldsudøvelser eller en svælgen i blod og indvolde, men i underspillede beskrivelser af psykologiens dunkle side. Historierne omhandler alt fra begravelser og sorte natklubber i Spanien til tandoperationer og kropsgevækster på Filippinerne.  I Min Lille Horror titter det hengemte frem på uventet vis – både i fysisk og mental forstand.

Uhygge i udlandet

Novellen ”Joan” fremhæver fra første færd den utilpassede sitren, der løber som en rød tråd igennem værket:

”Jeg tager op på Montjuic for at se på en lejlighed til Joan og mig. Det er en ophedet eftermiddag sent i august, og i vejret er der en slags urolighed. Bjerget er levende. Vilde katte sidder på strentrappen og hvæser i varmen. Vejen op til Montjuic er befolket af druggies. Deres udmagrede kroppe og rå blikke skræmmer mig.” (s. 9)

Da den sleske udlejer efterfølgende gør sin entré, og historien ultimativt udmunder i veninden Joans forsvinden, giver novellesamlingens titel tydeligt genklang i det narrative indhold. Begivenheder forbliver uforklarede, mens mystik ulmer i sidegader og rundt om hjørnet. På samme måde er det kropsligt ubehaglige fremhævet i “Eugenios klagesang”, hvor sveden ligger tyk som margarine på huden i det tropiske klima, og en tumorlignende vækst i en testikel bliver personificeret ved navn. Absurditet sammenvæves med ubehag; i Zingenbergs værk ridses der i realiteten, og således kan en bagvedliggende overnaturlig verden anes.

Lighedstegn mellem de kravlende krybdyr bag glas i dyrehandlen og det dekadente clubliv som jeg-fortælleren og vennerne tilhører, bliver i novellen ”Reptilæg” trukket op i direkte bemærkninger: ”[P] har en samtale med Dani, en af de andre bartendere, om at være begravet under jorden. Minearbejdere. Man kan næsten sammenligne det med vores liv. Vi er natdyr.” (s. 56-57)

Historien med den mest morbide titel, ”Kadavere” , indeholder ingen døde kroppe i bogstavelig forstand, men de signalleres i gadelivets ødelæggende indflydelse på karaktererne. Dette ses for eksempel i beskrivelsen af de prostituerede i Barcelonas Calle Robador:

”Hver gang jeg går herned, kan jeg se, hvordan [gadens] metalkæber holder fast i pigerne. Rusker deres tynde kroppe. For de har et gult hav i deres øjne. Og jeg håber, de passer på hinanden, for de ved noget, jeg ikke ved. Og her mister de noget hver dag.” (s. 72)

Beskidte gader og forladte bygninger går hånd i hånd med karakterernes mentale og fysiske tilstande novellesamlingen igennem – forskellen mellem indeni og udenpå er udvisket fra start. I ”Everything OK” formår Zingenberg at understrege den manglende følesesmæssige forbindelse mennesker imellem i form af en afbrudt telefonsamtale som følge af et strøm-svigt. Den sidste novelle med samme titel som samlingen, ”Min Lille Horror”, handler om Daniel, der må gennemgå en operation for at få fjernet en tand, der trykker mod næseknoglen. På samme tid som forholdet med teenagerdatteren Diana skildres, presser det hengemte både på i psykisk og fysisk skikkelse som tema i historien.

Når det kribler og krabler i sindets gyder

Zingenbergs noveller er alle defineret af det underbevidstes og surrealistiskes fremkomst i dagslyset. Visuelt understreges dette af bogens fine omslagsillustration: Skitsen af et nærmest Michelangelo-lignende kvindehoved omkranset af biller der kryber ind i hendes hår, vidner om alt dét, der ligger under overfladen. På én og samme tid trækkes der på magisk realisme og horrorgenren som klassiske inflydelsesrige kilder, både i form af valget af ”fremmede” og ”eksotiske” geografiske steder, hvor historierne udfolder sig, men også i fremstillingerne af karaktererne. En bidsk kvindelig natklubejer har et arrigt ”bulldogansigt, hvor der er så lidt kvinde tilbage” (s. 89), mens dyrehandleren har hud lige så glat som de krybdyr, han sælger. Det indre frastødende psykologiske landskab er vendt på vrangen og gjort læsbart på kroppen i Zingenbergs fortællinger.

Min Lille Horror er et dejligt frisk pust i det aktuelle danske udvalg af bøger. Dens blanding af nutidighed og tydelige klassiske litterære indflydelser er en kombination, der klæder værket som helhed. Efter endt læsning efterlades man med følelsen af at have forladt et dagligdagsgenkendeligt og samtidigt skævt fiktionelt univers. Den spanske sol brænder, sveden pibler og biller kryber ind under huden på én – sidstnævnte kan også siges om novellernes indflydelse på ens virkelighedsopfattelse.