Voksen-Pippi er tilbage

Voksen-Pippi er tilbage

Voksen-Pippi er tilbage

Anmeldelse af David Lagercrantz: Det der ikke slår os ihjel, udgivet på Modtryk d. 27. august 2015

Anmeldt af Line Andersen

Foto: Bogens omslag / modtryk.dk

Nutidens mest populære (super)heltinde Lisbeth Salander er tilbage i en roman, der er spækfyldt med de efterhånden slidte Nordic Noir-floskler såsom novemberklima, Ramlösa, Volvo og Pippi Langstrømpe-referencer. På trods af dette har David Lagercrantz alligevel æret afdøde Stieg Larssons minde med sin nyeste roman, Det der ikke slår os ihjel, der overraskende nok fungerer overbevisende som næste brik i den berømte Millenium-trilogi.

Hovedkarakteren Mikael Blomkvist har ikke haft et scoop siden Zalachenko-kuppet. Han er kørt sur i journalistikken, og hans popularitet blandt offentligheden er faldet drastisk. Han har ingen kontakt med Lisbeth Salander, som han i øvrigt heller ikke ved, hvor befinder sig, og Milleniums popularitet er også nedadgående. Presset på hans skuldre er næsten ubærligt, og han er tæt på at give op. Indtil han får et tip. En forsker i kunstig intelligens, Frans Balder, er i livsfare. Han har opdaget, at der er problemer med overvågningssikkerheden i NSA, National Security Agency, en føderal myndighed i USA under forsvarsministeriet, og herfra går det stærkt. I samarbejde med Lisbeth Salander, som han endelig får kontakt til, optrevler Blomkvist spor efter spor og opdager, at sagen er meget større, end han regnede med. Salander er som sædvanlig et skridt foran Blomkvist og har allerede, inden han så meget som har tænkt ”NSA”, endevendt nogle af USA’s bedst bevarede sikkerhedshemmeligheder. Hvis man kender Salander fra de tre forrige bøger, ved man godt, at hun ikke gør noget bare for at gøre det. Hun har da også sin helt egen agenda i forhold til opklaringen, hvor Blomkvist blot er en brik i den af pressen døbte ”Voksen-Pippis” overordnede plan.

Stieg Larsson skrev ikke dybsindig lyrik, ej heller var han særlig eksperimenterende i sit sprog. Til gengæld var han skarp i sin optegning af hovedkaraktererne Blomkvist og Salander, og det har været Lagercrantz største opgave; at fange essensen af disse to personligheder for at kunne fortsætte, hvor Larsson slap. Lagercrantz viser heller ikke en stor sproglig kunnen, men både plot og karaktergalleri har han formået at genskabe overbevisende, så man som læser slet ikke overvejer, at det er en anden forfatter, der har skrevet bogen. Karakterne har gennemgået en naturlig udvikling, og på trods af en lidt haltende begyndelse, hvor det føles, som om Lagercrantz bliver lidt for ivrig i forhold til at sætte en scene, glider bogen derefter hurtigt ned. Næsten for hurtigt, når man, som jeg, holder meget af Millenium-universet.

David Lagercrantz har forsøgt at skrive Blomkvist og Salander ind i en nutidig kontekst, hvilket man især kan mærke i implementeringen af sociale medier. Blandt andet står der i begyndelsen af bogen, hvordan hashtagget #sompåblomkviststid bliver brugt, fordi Mikael Blomkvist ikke er på de sociale medier, og dermed bliver gjort nar af. Uden at det egentlig er Lagercrantz’ skyld, bliver det en smule klodset, da sociale medier endnu ikke er alment stof i litteratur. Lagercrantz har bibeholdt Stockholm som bogens centrum og viderefører relativt let universet fra de tre forrige bøger. Stamstedet ”Samirs Gryta” er skiftet ud med en bodega, men Millenium-hovedkvarteret befinder sig det samme sted, og Salander bor stadig i sin lejlighed ”Villa Villekulla” på Fiskargatan. Det er stadigvæk Lisbeth Salanders liv, vi følger, og hvis man tror, at Zalachenko-sagen er lukket blot på grund af faderens død, så bliver man overrasket.

Jeg havde virkelig håbet, ja snarere regnet med, at Lagercrantz ville fejle noget så grusomt i sit forsøg på at drive en af Nordens, ja måske endda verdens, mest berømte krimikarakteruniverser videre, på trods af den originale forfatter, Stieg Larssons, død. Men ”desværre” bliver dette ikke aktuelt. Romanen er ikke et mesterværk, men ud fra omstændighederne er den tæt på. Og hvis det betyder, at jeg og andre fans kan få lov til at svælge i Voksen-Pippi og Kalle Blomkvists univers lidt længere, så skal der ikke lyde nogen protester herfra.