Blodhævn i grønlandsk fangerkultur

Anmeldelse af Hans Lynge: Den usynliges vilje, udgivet på Gladiator d. 15. Februar 2018

Anmeldt af Imone Dahl

Fotograf: Imone Dahl

Hvilken plads havde hævnmordet i gammel grønlandsk kultur? Det spillede faktisk en kæmpe rolle og var en del af datidens normer, for i fortidens grønlandske kultur var der krav om, at hævnmord skulle eksekveres. Hans Lynge har skrevet et indsigtsfuldt stykke grønlandsk litteratur, der giver læseren et indblik i fortidens hårde fangerkultur, og som introducerer os til vores arktiske naboer.

Forbrydelse og straf i fangerkulturen

En helt almindelig fangerfamilie i Grønland bliver ramt af ulykke i Den usynliges vilje af Hans Lynge. Det er dog ikke en skæbnebetonet ulykke, som ses i de græske tragedier, hvor man er offer for gudernes vilje, men en ulykke, der ikke bare bærer præg af noget forudbestemt, men også noget selvforskyldt. Hovedpersonen Ulloriat og hans ældre bror Saamik ligger under for den forudbestemte del af ulykken, for de bliver kastet ud i at skulle råde bod på en hændelse fra fortiden: de skal dræbe deres egen far, Inoqut. Eller rettere sagt: ham, de troede var deres far. Deres biologiske far blev dræbt af Inoqut, og deres mor var medskyldig. Forældrene bærer den selvforskyldte del af ulykken og vidste godt, at dommens dag ville oprinde:

”I halvdelen af sin levetid havde han vidst, hvad der nu forestod, uden nogensinde at forsøge at flygte fra det. Men han havde håbet, at den endelige afgørelse ville ligge længere ude i fremtiden.”

Inoqut har valgt et liv med en allerede gift kvinde, og for at dette liv skal kunne lade sig gøre, må han dræbe hendes ægtemand for derefter selv at kunne tage pladsen. Hele problemstillingen virker morbid, fordi denne handling ikke bliver fordømt af det omkringliggende samfund, hvilket man måske kunne forvente som læser. Men det etiske grundlag er anderledes i datidens Grønland, for her er der ingen tvivl eller diskussion om, hvad der skal gøres efter sådan en akt – det er ganske klart og entydigt. I forlængelse af den grønlandske tro, skal sådanne geringer hævnes gennem blodhævn. Dette var Inoqut også klar over, da han begik forbrydelsen, og han går derfor med oprejst pande i døden. Hans ”sønner” har intet andet valg end at agere bødler, så den usynliges vilje sker fyldest. Den usynliges vilje er her et udtryk for normerne, som er fastsat i forlængelse af den grønlandske shamanisme. Den usynlige er en del af de usynlige magter, der agerer som guder i shamanismen. Man skal leve efter deres regler og håndhæve disse, ellers bliver man straffet. En håndhævning af den usynliges vilje betyder altså, at Inoqut skal dræbes af sine ”sønner”. Håndteringen af mordet i fangersamfundet virker makaber og kold på den danske læser, for blodhævn lever ikke op til den moderne forståelse af, hvordan domsfældelse og straf fungerer. Men det giver ikke desto mindre et indblik i, hvordan forbrydelse og straf fungerede i datidens Grønland. Gennem denne anderledes indstilling til etik og retfærdighed blev jeg straks suget ind i bogens univers.

Et forsøg på at bygge bro

Den usynliges vilje handler også om en nations historieskrivning. Dette aspekt tilføjer noget dybde til de ellers underholdende og anderledes miljøbeskrivelser. Hævnmordet sætter handlingen i gang, men bogen er også et forsøg på at forbinde fortidens shamanistiske tro med Grønlands nutidige tro, kristendommen. De forskellige trosretninger lægger op til to meget forskellige samfund med hver deres værdisæt, men i Den usynliges vilje påviser Hans Lynge, hvordan disse trosretninger ikke nødvendigvis behøver være hinandens modsætninger, men at der kan skabes en overgang fra det ene til det andet.

Efter hævnmordet oplever Ulloriat således tungsind over sin rolle i eksekveringen og tvivler på hele grundtanken bag foretagendet:

”Nu forekom det ham, at han havde tilsidesat den usynliges vilje for at sikre sig sine bopladsfællers agtelse – frem for at risikere at blive udsat for deres foragt. Men hvad var egentlig ære og anerkendelse regnet mod husfællernes lykke og fred?”

Ulloriat stiller nu spørgsmålstegn ved at leve efter de usynlige regler og bliver derfor aktøren, der ligeså langsomt handler efter mere kristent inspirerede værdier. Det foregår dog stadig inden for fangerkulturens rammer og er med til at underbygge, at romanen er en historie om overgang. Ulloriats karakter bygger bro mellem de to trosretninger og dermed mellem fortidens shamanistiske Grønland og nutidens kristne Grønland. I efterordet af grønlandsekspert Kirsten Thisted gives en glimrende analyse af, hvordan Hans Lynge netop formår at binde Grønlands to religioner sammen gennem værket. Sammen med Thisted viser forfatter og grundlæggeren af forlaget Gladiator, Hans Otto Jørgensen, analytiske evner i efterordet, der åbner op for denne side af værket, som pludselig viser en stor kompleksitet, der måske ikke ses ved første øjekast.

Den usynliges vilje giver et spændende indblik i den grønlandske fangerkultur med normer og forventninger, der ligger meget langt væk fra dansk jantelov og velfærdsstaten. For den danske læser er denne ”anderledeshed” bogens helt store styrke, for romanen bliver eksotisk, men med et arktisk islæt. Derudover er det værd at kaste sig over bogen for at opleve en nation, der har så fundamentalt anderledes en forhistorie, og som stadig er en del af kongeriget Danmark.

Udgivet: marts 12, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *