Anmeldelse af Geir Gulliksen: Den jeg skulle blive, udgivet på Gutkind d. 3. februar 2021, oversat fra norsk af Rolf Stavnem
Anmeldt af Anders Thorkild Korup Ølholm
Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm
Geir Gulliksen portrætterer den middelalderende Henning, der pludselig bliver fyret fra sit job på et reklamebureau efter han har opført sig upassende overfor en kunde. Denne ændring i hans tilværelse får ham til at reflektere over, hvem han er som mand og hvem han har været. Dette resulterer i en granskning af tidligere forhold, hvor Gulliksen spejler samtidens kønsdebat ind i hovedpersonens granskning af tidligere parforhold.
Identitet igennem forhold
Størstedel af bogen foregår inden Hennings fyring og fortælles igennem hans forhold til kvinder.
Hans fortid bliver skildret i en lang række af hans parforhold, da Henning i sit tidligere liv aldrig har været alene, indtil han når til det punkt, hvor han befinder sig i begyndelsen af bogen. Her står Henning uden job, uden kæreste og intet rigtigt forhold til sine to døtre fra to tidligere ægteskaber. Dette lyder jo egentlig som en utrolig trist og måske en lidt lettere deprimerende historie, men bogen er i stedet en satire over køn, identitet og seksualitet.
Igennem vandringen af fortidens forhold kommer næsten alle klichéerne om det klassiske heteroseksuelle parforhold til udtryk, alt imens Henning som et super-refleksivt jeg funderer over de valg han foretog. Hvordan han som oftest skulle være den aktive og begærlige i sexakten, imens kvinden skulle være mere passiv og begæres. Især forholdet til Johanna (som senere vil kaldes for Jenny) er et særligt illustrativt punkt i Gulliksens pointe med at udstille det moderne parforholds kønsrolle. Hun skildres igennem Henning som en kvinde, der går sygeligt meget op i sit udseende, og at han, som mand, ikke aner sine levende råd om, hvad der er korrekt at gøre. Men selvom disse parforholdsskildringer er nok så interessante i sin dissekering af fænomenet, så var det i højere grad Hennings skildring af og forhold til sin ældste datter Synne, som jeg fandt virkelig gribende og på visse punkter morsom i bogen.
Far og datter
Efter Henning bliver fyret fra sit arbejde støder han tilfældigt på sin datter, som han har ikke snakket med i mange år og her går der en grufuld sandhed op for Henning. Hans egen datter er ikke blot heteroseksuel men også borgerlig og traditionalist. Fy for satan! Hvilken frygtelig skæbne! Hun står jo ikke til at redde. Henning forstår ikke, hvordan han som moderne mand har kunne opdrage et borgerligt menneske. Og for mig at se er det netop i forholdet mellem Henning og Synne der bliver kernen i historien, for her udstilles det hvor blind og egoistisk Henning har været i sin jagt på sin identitet. Igennem Synnes meget bombastiske og klare fremstillede borgerlige holdninger, så fremstilles det virkelig hvordan Henning, modsat sin egen datter, stadig ikke har formået at finde sin egen identitet, da hun har en rimelig absolut ide om sig selv. For efter at han er blevet fyret fra sit arbejde og med en række forliste forhold bag sig, beslutter han sig for, at han vil få det nemmere hvis han var i forhold med mænd. Men heller ikke her kan han tilslutte sig en identitet, da han ikke vil kaldes for homoseksuel af manden, som han er forelsket i.
”Det, der mest optog ham, var, hvordan jeg var blevet bøsse, som han sagde. Jeg var ikke glad for det udtryk og svarede, at jeg ikke rigtig vidste, om det var det, jeg var. Jeg vidste ikke, hvad jeg kaldte mig selv, og det var heller ikke vigtigt for mig”
Datteren Synne er nok den skarpeste kontrast til Henning men også mange af de andre karakterer fremstår som faste og nogenlunde stabile identiteter. Johanna er nogenlunde den samme karakter de tre gange læseren møder hende. Imens er Henning konstant flydende i sin seksualitet og identitet og konstant forandrende. De skarpe karakterer op imod Henning kan visse steder være lidt for stiliseret for min smag, men de tjener samtidig den satiriske pointe om køn og seksuel oprigtighed.
Leave a Reply