Fra ’Selv’ til ’Sammen’ – og tilbage igen

Anmeldelse af Louise Juhl Dalsgaard: Til Sammen, udkommet 28.08.2014, Forlaget Nulpunkt

Anmeldt af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / nulpunkt.dk

Parforholdets skrøbelighed og styrker, dets samtlige gnidninger og vinkler, står i centrum i Louise Juhl Dalsgaards nye punktroman Til Sammen. Punktromanen som genre fremstiller sine narrativer i yderst koncentrerede fragmenter, som placerer læserens egen ‘fremlæsning’ af fortællingen i højsædet. 

Bogen kredser med sine få, men velvalgte ord om menneskets grundlæggende længsel efter samhørighed med en anden og efter opfyldelsen af fremtidige drømme og ønsker, og om de medfølgende problemer, når to sammensatte personligheder forsøger at fungere sammen.

Fra nyforelskelsens udforskning til den umiddelbare splittelse præsenteres læseren for en leg med finpudsede formuleringer, der alle viser sig fra deres bedste digteriske side. Dalsgaards interessante skrivestil er defineret ved modstridende vendinger, som fint skildrer den følelsesmæssige kamp, der finder sted:

”Og hun vil svide ham, stikke nåle i hans hellige, almindelige krop, væde hans tørst med tætvævet uld.”

Det er kærligheden som en ophøjet, men på samme tid banal størrelse, der præsenteres i værket. Den er på én gang kropsnær og fjernet fra det legemlige. Med ordvalg, der stejler mod hinanden i deres umiddelbare uforenelighed, formår Til Sammen som værk at finde et udtryk, der lader det komplicerede (og netop nuancerede) indhold spille sammen med den skriftlige form.

I den delte enhed, som et parforhold i sin rene definition er, bliver det at kunne se manglerne ved en anden person således også gentaget i selve den grafiske opsætning af værket. Den visuelle illlustration af enhedens delthed toner frem i streger, der til forveksling ligner grafer, blækpletter og selve titlens grafiske opdeling af ’til’ og ’sammen’, der opsummerende peger tilbage på forholdets langsomme opløsning. Det visuelle udtryk fungerer således som en forstærkende kontrast mellem selve dét, der (emotionelt) bortcensureres, og dét, der åbenlyst vises i i teksten i form af sorte opbrud, huller og forstyrrelser i det delte parliv.

Det er derfor mellem linjerne (i rent bogstavelig såvel som visuel forstand), at Dalsgaards bog skinner igennem og placerer sig litterært stærkt. På sin fåmælte facon udpeger punktromanen de voksende faldgruber i et kæresteforløb, såsom når rejser til forskellige europæiske lande nedskrives og optræder i notatform i et forgæves lappeløsningsforsøg på at nærme sig det at være et fælles ’sammen’ igen.

I sin essens bliver Til Sammen en delikat synliggørelse af parforholdets natur og alle de tilhørende følelser på godt og ondt. Den første og sidste side i bogen illustrerer dette tydeligt: billedet af to fysiske kroppe, som parforholdet forener i seksuel og emotionel forstand, bruges først som kommunikationsredskaber, der opfylder og komplementerer hinanden, mens de afslutningsvis udgøres af ’hule munde’, hvor intet budskab runger imellem det kvindelige og mandelige modstykke.

Nogle gange bliver et ’tilsammen’ til et ’ikke sammen’, trods ihærdige forsøg på at undgå netop dette. Splintret og fragmenteret vender to personer tilbage til at være fjernet fra en given enhed. Og det er dette, som Dalsgaards Til Sammen bearbejder på sin egen renskrevne stilistiske og tænksomme måde.

Previous post:
Next Post:

Udgivet: december 8, 2014 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *