Kan man blive venner med et fuckhoved?

Kan man blive venner med et fuckhoved?

Kan man blive venner med et fuckhoved?

Anmeldelse af Virginie Despentes: Kære fuckhoved, udgivet på Gyldendal d. 9. januar 2024. Oversat fra fransk af François-Eric Grodin

Anmeldt af Anne Philipsen

Foto: Anne Philipsen

Det hele starter med, at en mand ser en kvinde. Kvinden er kendt, manden er et fuckhoved. Han laver et opslag på Instagram, hvor han skriver, at hun er blevet en ækel tusse. Hun ser det og skriver tilbage med de indledende ord: ”kære fuckhoved”. Sådan starter en længere korrespondance, der hen ad vejen udvikler sig til at være mere end blot hadefulde udskældninger.

Oscar Jayack er en succesfuld forfatter. Eller han har i hvert fald skrevet én succesfuld roman. Nu er han ramt af skriveblokade og en #MeToo-sag. Og hvad gør man så, når man ikke har noget bedre at give sig til? Jo, man begynder at skrive nedladende kommentarer på nettet om alt og alle – inklusiv den succesrige 50-årige skuespiller, Rebecca Latté, fordi det er der vel ingen, der ser. Lige indtil Rebecca faktisk ser det og svarer: 

”Kære fuckhoved / Jeg har læst dit opslag på din Instagramprofil. Du er som en due der har klattet på min skulder på sin vej. Det griser og er meget ubehageligt. Wæh, wæh, wæh, jeg er en lille undermåler som ingen interesserer sig for, og jeg klynker som en chihuahua fordi jeg drømmer om at få opmærksomhed. Hurra for de sociale medier: Nu har du fået dine femten minutters berømmelse.” 

Dette er de indledende ord til en længerevarende onlineudveksling mellem de to, som ikke umiddelbart har andet til fælles, end en fattig opvækst i samme område. Men det viser sig, at de har mere til fælles end de selv skulle tro. De har begge karrierer der er udfordrede; en forfatter med skriveblokade og en skuespiller med færre og færre jobtilbud (for hvor mange vil have en kvindelig skuespiller over 50 år i sin film?). Derudover har de begge et stof- og alkoholmisbrug, de er ensomme og har flere ødelagte forhold bag sig end igangværende forhold rundt om sig. Så et nyt venskab begynder uventet at spire. 

Og hvad så med mig? 

Despentes er kendt for sine feministiske tilgange i bøger – og det kommer man heller ikke udenom i denne bog. Hele udgangspunktet for Rebeccas og Oscars korrespondance er nemlig Oscars mandschauvinistiske syn på verden, sat op imod Rebeccas feministiske. Og dertil kommer der til tider enkelte indspark fra Zoé Katana; en tidligere forlagsansat, der forpester Oscars liv ved at have anklaget ham for #MeToo. Hvad angår #MeToo-sagen, er bogen dog meget tydelig i sit sprog hele vejen igennem: Oscar har været og er et fuckhoved, og Zoé har ret til at forpeste hans liv. Det er der ingen tvivl om. I mødet mellem de to, dykker læseren ned i en samtale om mændenes magt i verden, om kvinders møde med arbejdslivet, om de krænkedes konfrontation med internettet, når de endelig åbner op og om at have ondt af sig selv (som mand): 

”Jeg mener ikke at offerets påstand er hellig. Af og til lyver kvinder, det siger sig selv. Enten er de skrupelløse, eller også mener de at det er deres ret. Men procentdelen af fabulerende kvinder er uendelig lille blandt ofrene, mens procentdelen af overgrebsmænd i den mandlige befolkning burde være en advarsel om den sørgelige forfatning jeres seksualitet er i. Men I er meget mere forargede

over tanken om at blive udsat for en uberettiget anklage, end over det faktum at I har voldtægtsmænd blandt jeres venner. Og derfor er det, hvordan skal jeg sige det … Selv med udvisning af en pæn sjat overbærenhed er det svært at have ondt af jer.” 

Bogens dialog opstiller argumenter og modargumenter fra begge sider. Despentes formår at omfavne det meste, men er stadig tydelig omkring og tro mod sin egen overbevisning. På den måde viser hun endnu engang klart og tydeligt, hvad feminismen er og kan være i vores samfund; her i bogen særligt i forbindelse med #MeToo og kommentarsporet på nettet.

At (gen)finde sig selv

Men hvis man tror, at denne bog kun skulle handle om feminisme – som jeg selv troede – så tager man grueligt fejl. Kære fuckhoved handler om så meget mere end en krænket, vred mand, der tror hele verden er imod ham. Den handler også om at miste sig selv og prøve at finde tilbage eller videre – for hvem er man, når man pludselig ikke længere er den, man troede man var? 

Både Oscar og Rebecca har taget stoffer siden de var ganske unge. Rebecca har ingen problemer med det, og synes afvænning er noget værre samfundsskabt pis. Men Oscar har ikke et godt forhold til stoffer, og da #MeToo-sagen begynder at rulle, indser han (med hjælp fra en veninde), at den eneste måde, han kan overleve det på, er ved at blive stoffri. Det viser sig at være en hård kamp for ham – men en kamp der er nødvendig og værd at tage. Og jo mere han skriver om det til Rebecca, jo mere bliver hun også villig til at kigge nærmere på sin egen ”kære ven”, der for dem begge har betydet forliste relationer – både af de ligegyldige, men også af de betydelige af slagsen.

Kære fuckhoved handler om mere end feminisme. Den handler om at kigge på sin egen opførsel; at se både den kønne og grimme side af sig selv. Den handler om at skulle bryde med gamle vaner, og mest af alt, at håb og venskab kan spire hvor som helst, og at man kan lære noget af alle, man møder på sin vej. Der skal herfra lyde en kæmpe anbefaling til at læse bogen, da den er med til at nuancere en masse ting, og vigtigst af alt er den et godt indspark i den igangværende debat om #MeToo og opførsel på nettet.