Anbefaling af Jesus Almodovar: Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst, udgivet på Forlaget Baggaardsbaroner, d. 20. juni 2019

Anbefalet af Sarah Cant

Foto: Sarah Cant

Hverdagen er ikke altid let at navigere i. Det gælder især for jeget i Jesus Almodovars debutværk Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst, der er en samling af notelignende digte skrevet under og lige efter hans ophold på psykiatrisk afdeling. Samlingen giver et unikt og intenst indblik i, hvordan det føles at begå sig i en verden, man føler sig fremmedgjort fra.

Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst har form som en oversize post-it-note. De skriggule sider er fyldt med store, håndskrevne bogstaver, der giver en forventning om mani, der overraskende nok kun præsenteres få gange. Digtene er i høj grad af kort statur, og skrevet i en hverdags-berettende tone, der næsten afgiver en følelse af ro i et ellers uroligt hoved. Undervejs i samlingen udtrykkes det, at jeget føler sig adskilt fra verden, enten af hospitalets mure eller gennem medicinen, der beskrives som at give ham følesen af at befinde sig i en glasklokke. Han beskriver også, at hans eneste ønske er at indordne sig, at konversere med dannede mennesker og at bibeholde sit jeg, og som læser får man en sjælden mulighed for at kravle over disse mure og ind i jegets hoved, mens han beskriver sin dagligdag og jagt efter normalitet. Hvorvidt samlingen er selvoplevet eller ej, kan der sættes spørgsmålstegn ved, da navnet Jesus Almodovar er et pseudonym, og autenticiteten derved kan tillægges tvivl. Dette glemmer man dog som læser, da man hurtigt bliver draget ind i fortællingen og får fornemmelsen af et autentisk jeg.

Dybde gennem umiddelbarhed

Undervejs i bogen formår Jesus Almodovar gennem sin hudløse gennemsigtighed at bryde med nogle af de fordomme, psykisk syge stilles over for, idet digtene i høj grad bevarer en rolig tone. Digtene kan ses som brudstykker af tankestrejf og ligger i deres afslappede tone på grænsen til det kyniske. Almodovar giver dermed ikke efter for den mani, man ellers ville kunne forvente. I samlingen skabes der et ”os” og et ”dem”, hvor ”os” består af de psykisk syge og ”dem” af de såkaldte normale i samfundet. Et eksempel på dette findes allerede på første side, hvor jeget beskriver dagligdagen på anstalten:

”VI SIDDER I SOFAERNE OG SER FILM / DEN MANDLIGE HOVEDPERSON ØNSKER AT BEGÅ SELVMORD / PERSONALET ANSER FILMEN FOR UPASSENDE / VI ANSER FILMEN FOR ALMEN DANNELSE”

Her ses den generelt rolige skrivestil tydeligt, idet et selvmordsønske, der normalvis ses som noget ekstremt, beskrives som hverdagsligt og endda almenmenneskeligt. Det rolige lægger sig således ikke op ad de beskrevne elementer, men nærmere den kølige måde hvorpå de beskrives af jeget. De rolige, kortfattede tankestrøg overtages enkelte gange af strømme hvori læseren flyder med jeget, der af sin angst bliver ført ind i en urolig, kaotisk verden, hvor angsten sejrer gennem sætningssammenflyd og hastige følelser. Disse brud er i deres kontrast til resten af samlingen med til at give et dybere og mere tredimensionelt blik ind i jeget.

Et smukt og tvetydigt indblik

Trods den til tider berettende skrivestil føler man som læser, at man kommer tæt på jeget og hans alt andet end ordinære hverdagslige udfordringer, og Jesus Almodovar er gennem sin villighed til at inddrage læseren med til at nedbryde stigmatiseringen af psykisk syge samt påminde læseren om deres eksistens. Almodovar vil ikke ignoreres eller sættes i boks, og efter at have læst Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst er dette i særdelshed svært at gøre.

Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst bliver et roligt, kaotisk, tvetydigt og ikke mindst smukt indblik i det at være psykisk syg, og er et must-read for alle os, der har en tendens til at glemme dem, der ikke råber højest i samfundet. Jeg vil derfor anbefale alle, der har en eftermiddag til overs, at udvide deres horisont ved at læse denne skønne samling.