Mod det uendelige univers!

Anmeldelse af Signe Gjessing: Ud i det u-løse, Gyldendal 2014

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

”Kære.” skriver Signe Gjessing. ”Tiden er skrevet af efter noget, rummet engang / skrev. Jeg vil læse det for dig.” Og intet mindre kan gøre det for den unge debutant (f. 1992) og forfatterskoleelev, der i sin første digtsamling Ud i det u-løse tager læseren med på en svimlende poetisk vandring i universet.

Der er en vis tilfældighed over det simple layout i Signe Gjessings debutdigtsamling Ud i det u-løse: et tyndt hvidt omslag (som mit postbud i tilgift havde formået at krølle lidt), den af forfatteren egenhændigt og med blå overstregningstusch markerede titel samt et relativt stort bogformat, hvor de, for det meste korte, digte synes at flagre fint på siderne som strøtanker, eller som ”fugen mellem sommerfuglevingerne”.

Digtene er små stjerner, der svæver uopfangelige i det uafgrænsede univers, som er den allestedsnærværende scene. Det er mennesket over for altet, hvilket også inkluderer Gud som fx i: ”Har du nu / lyttet ved horisonten. (…) Gud staver sig igennem / en livslang stilk.” Men som det også fremgår af citatet, er samlingen samtidig forankret i en jordbunden underfundighed og absolut ikke u-humoristisk stemme. Kroppen er mærkbart til stede over for det kosmos af natur og himmellegemer, som ellers optager digtene:

”Sol er lys krøllet sammen (fordi det ikke duer) og smidt ind i dagen.
Vores kroppe er hænder, der rækker ind i dagen for at redde den ud.” 

eller:

”En dråbe
kaos
ligner helt
kosmos
på grund af dråbeformen. Den arver verden

– det er urimeligt. Knus dit hoved mod den.”

Signe Gjessings digte er eksplosive gnistrende billeder og ordkonstellationer, som kan være vanskelige at få hold på eller forstå, hvis noget sådant ellers er et formål i sig selv. Real- og billedplaner flyder umærkeligt og elegant ind og ud mellem hinanden ligesom de legende (dobbelt)betydninger af ord og fraser, enkeltvis og sammen, ved de strategiske linjeskift som: ”en gren mønstret i koldsved. Den knækker sammen / med alle ideernes knogler.”

Det u-løse er det, der ikke lader sig binde eller begrænse af u’et, og ind i mellem har man på fornemmelsen, at der bag de løsrevne fraser ligger en ren kærlighed til skønheden i det overraskende møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply, som surrealisten Comte de Lautréamont udtrykte det. Altså det, at en enkeltstående sætning som ”… med ærmerne smøget op over tidevinden.” får lov at stå ene hen på en side, slet og ret fordi poeten soler sig i deres skønhed. Og det ER alt sammen smukt – slående i al sin u-begribelighed – og indgår på den måde en fin harmoni med det u-forståelige univers.

Det er et imponerende og ambitiøst projekt, som den unge debutant har lagt for dagen – og med succes. Det u-løse akkompagneres af det u-sagte, som paradoksalt nok samtidig er sagt, fordi det netop står der på siden. Som læser sidder man med fornemmelsen af, at der lige bag de små og komplekse ordkrystaller hersker uendelige indsigter, som netop kun begribes som u-begribeligheder: ”Sommetider trækker vinden huden væk under dig”.

Svimmel? – Så tag og læs Signe Gjessing!