Anmeldelse af Suzanne Brøgger: På væggen, udgivet på Gyldendal d. 22. februar 2024
Anmeldt af Stinne Bjerre
Foto: Stinne Bjerre
Det er ingen hemmelighed, at Suzanne Brøgger med sit omfattende forfatterskab har ydet et betydeligt bidrag til den danske kulturskat. Med sine værker har hun sat fokus på kvindens og erotikkens frigørelse, belyst samfundsproblematikker og på mange måder udfordret vores måde at tænke og være i verden på. I hendes seneste værk, På væggen, hylder hun de stemmer, som ikke blot har inspireret hendes eget forfatterskab, men også formet hende som menneske.
I introduktionskapitlet til På væggen afslører Suzanne Brøgger sin særlige forbindelse til andre forfattere – levende som døde. Utallige forfatterportrætter er fastgjorte til væggene i hendes hjem. Lige siden hun flyttede langt ud på landet, har disse forfatterportrætter fungeret som hendes nærmeste; med dem har hun kunnet indgå i dialog om fænomener i verden, og de har vist hende forskellige veje til, hvad mange af os bruger et liv på at finde ud af: at blive et menneske.
”Ikke andet end namedropping i denne bog. For navne – nogle navne, ikke alle – er magiske. Og hvor har vi brug for at fordybe os i de digternavne, der udfolder alle aspekter af det indre menneske, så man er fri for at klamre sig til en enkelt identitet, der altid viser sig ikke at holde.”
På væggen er et intertekstuelt værk bygget op af separate essays om indflydelsesrige personer, særligt forfattere, gennem verdenshistorien. Der refereres til en hel masse litterære og kunstneriske personer, filosoffer og forskere, som Brøgger har trukket på i sit eget forfatterskab. Fælles for de beskrevne personer er deres stærke karakterer, deres opråb og mod til at bryde med samfundsnormer og deres krav på at være i verden, som de er.
Fra Pippi til Freud – og Brøgger selv
Temaerne, såvel som de personer, der beskrives i På Væggen, spænder bredt. Stærke, feministiske kvindeskikkelser som Simone de Beauvoir, Virginia Woolf, Agnes Henningsen – og Pippi – optræder på listen sammen med store tænkere fra Freud til selveste Buddha. Ligeledes skildres personer, som har turdet gøre op med deres tilværelse og tage kampen op mod uretfærdigheder i samfundet, som aktivisten Malala, der måtte ofre sit liv i kampen for menneskerettigheder, eller forfatteren Oscar Wilde, som blev udskammet for sin homoseksualitet. Det er dermed ikke overfladiske emner, som bliver sat under lup – i stedet bevæger Brøgger sig mellem temaer som religion, menneskesyn, kønskamp, krig, nazisme, racisme og alderdom. Herigennem viser hun, hvordan litterære opråb kan være med til at sætte fokus på og udfordre eksisterende samfundsnormer og verdenssyn.
De separate essays skriver sig ind i hinanden, ved at de beskrevne personer ofte optræder i flere steder i værket. Dette giver indtryk af forfatternes interne forbundethed og vidner på samme tid om, at al litteratur bygger på noget eksisterende og aldrig kan stå alene. Flere steder bliver værket selvrefererende gennem referencer til nogle af Brøggers egne værker såsom Creme Fraiche og Fri os fra kærligheden. På den måde skriver Brøgger sig ind i forfatterfamilien og gør opmærksom på sit eget bidrag til litteraturhistorien.
Om at blive den, man er
Det essayistiske værk opnår et selvbiografisk præg, i og med at dele af værket indeholder erindringer og personlige fortællinger om Brøggers egne oplevelser og samtaler med de skildrede personer, heriblandt Henry Miller og Isaac Bashevis Singer. Beskrivelserne af de udvalgte personers livsfilosofier giver læseren en oplevelse af at komme tættere på Brøggers egen karakter, idet hun benytter de mange forfattere og prominente personligheder som et spejl i bestræbelsen på at forstå sig selv. Således skriver hun, gennem portrætteringen af sine inspirationskilder, sig selv frem – både som forfatter og menneske:
”Singer måtte finde sig i at tiltrække mange underlige mennesker – uden at forstå hvorfor. Også dét har jeg været ude for. Også jeg er splittet mellem modsatte kræfter. Den ene kræver, at jeg lukker mig inde og aldrig ser en sjæl. Den anden, at jeg accepterer, at andre mennesker findes, og at jeg åbner mig for dem.”
Et opråb til litterær dannelse
På væggen er et yderst intelligent, filosofisk og vedkommende værk, som udover at hylde stærke, revolutionære stemmer inden for litteraturen og kulturen, viser vigtigheden af læsning og litteratur som vejen til menneskelig dannelse. Udover at være utrolig velskrevet har værket en humoristisk tone, som gør det akademiske sprog mere spiseligt. Værkets vigtigste bidrag er, efter min mening, at en læsning af På væggen ikke stopper efter det sidste punktum, da ens videre læselyst helt naturligt vækkes. Det gør derfor ingenting, at man som læser kan risikere at fare vild i den uendelige strøm af namedropping, da dette blot kan inspirere til at dykke dybere ned i de nævnte værker, forfatterskaber og historiske personer. Forhåbentlig opnår man på den måde en snert af den indsigt og dannelse, som Suzanne Brøgger udstråler gennem sit gennemførte værk.
Leave a Reply