Anmeldelse af Ian McEwanMaskiner som mig, udgivet på Gyldendal d. 1. november 2020, oversat af Claus Bech 

Anmeldt af Danielle Birkkjær 

Foto: Danielle Birkkjær 

Trods en gennemført miljøbeskrivelse og interessante spørgsmål om kunstig intelligens og robotter formår Ian McEwan ikke at sammenfatte disse tråde til en fyldestgørende fortælling i sin nye science fiction-roman Maskiner som mig 

Jeg har altid elsket science fiction-romanerDe bedste af dem formår, på grund af deres fantasifulde fremstilling, at skabe et rum, hvor de fastlåste ideer, vi har om samfundet og det at være menneske, kan blive løsnet op. Det samme prøver Ian McEwan, der med sin nye science fiction-roman, Maskiner som mig, kommer med et indspark til debatten om robotter, kunstig intelligens og hvad der ellers præger nutidens diskurs om teknologi. Det er altid interessant, når romanforfattere forsøger at bearbejde samfundsrelevante spørgsmål, og McEwan har tydeligvis haft noget på hjerte, men han har måske haft for meget på hjerte. Romanen behandler – foruden spørgsmålet om robotter – både brexitfake news og metoo, og man får en fornemmelse af, at McEwan har skrevet romanen ud fra overskrifter i avisen, i stedet for at gå til bunds i et enkelt emne 

Romanen handler om Charlie – en tidligere antropologistuderende i 30’erne, der nu mangler retning på sit liv. Han sidder alene hjemme i sin lejlighed det meste af dagen og sælger aktier på nettet for at tjene penge. Han har altid interesseret sig for elektronik og bruger derfor hele sin opsparing på at blive en af de første til at eje en menneskerobot, der med slet skjult hybris fra fabrikantens side hedder Adam. Alt går fint, indtil Charlie en dag hører nogen have sex med hans ti år yngre kæreste Miranda, der bor ovenpå. Det viser sig at være Adam, der erklærer, at han er forelsket i Miranda. Resten af romanen handler om, hvordan Charlie og Miranda kan få deres forhold til at fungere. For er det utroskab, hvis man er sammen med en robot, eller skal den nærmere forstås som en stor, menneskelignende dildo? Kan robotter overhovedet blive forelsket, og hvis de kan, skal de så behandles som mennesker med samme rettigheder?  

Det største problem i romanen er kærlighedshistorien mellem Charlie og Miranda. De er ikke særligt spændende som karakterer, og det er svært at se, hvad de ser i hinanden. Dette er ofte et problem i science fiction-romaner – når en bog handler om vilde ideer, træder karaktererne ofte i baggrunden, da de bliver et middel til at beskrive ideerne i stedet for karakterer i egen ret. Hvis ideerne er spændende nok, gør det sjældent så meget, men i stedet for primært at være en roman fokuseret på vilde science fiction-ideer, er Maskiner som mig snarere en kærlighedshistorie, der blot en gang imellem bliver krydret med lidt sci-fi lir. Det er synd, for alt det uden om de to menneskekarakterer er tankevækkende, specielt robotkarakteren Adam, der ofte er langt mere interessant end de helt flade hovedpersoner. Han er venlig, eftertænksom og vidende, men fordi han samtidig bogstavligt talt lige er blevet skabt, så er han også naiv og har et barns forundring over verdenen. Da han bliver forelsket i Miranda, beslutter han sig for at skrive haikudigte til hende, og fordi han er en maskine, bliver det til flere tusind. Det billede af en haikuskrivende robot er fantastisk, og jeg ville ønske, at McEwan gav mere plads til Adam og han idiosynkrasier.   

Tidens skrøbelighed 

Et andet punkt, hvor romanen fungerer, er dens miljø. Science fiction er ofte sat i fremtiden, hvor en nutidig tendens tænkes ud til sit teknologiske endepunkt – rumfart, computere, robotter eller lignende. Det mest overraskende ved Maskiner som mig er, at den ikke er placeret i fremtiden, men i stedet i London i et alternativt 1982. Selvom verdenen på mange måder minder om vores, finder man igennem læsningen ud af, at flere begivenheder havde et andet udfald her end i vores verden, og at disse derved ændrede hele verdenshistorien. England tabte f.eks. Falklandskrigen, den moderne computers fader Alan Turing er stadig i live, og menneskelignende robotter er lige kommet på markedet. Fordi romanen er fortalt af en af karaktererne  Charlie – bliver forskellene ikke understreget, da de netop ikke er forskelle for karaktererne selv, men kommer i stedet i sidebemærkninger, som læseren som en detektiv selv skal finde ud af at få til at hænge sammen. Det er meget vellykket, da det både skaber en spænding – hvornår kommer den næste ledetråd? – og er med til at give deres verden en unik karakter. ”Nutiden er den skrøbeligst tænkelige konstruktion” siger fortælleren på et tidspunkt, og det er måske pointen. Vi lever i en deterministisk tidsalder, hvor ægte forbedringer af verden synes vanskelige at få gennemført. Men tingene kunne være anderledes – havde få tilfældigheder haft et andet udfald, ville hele verdenshistorien have set anderledes ud. Selvom Ian McEwans roman fejler på mange områder, så viser den os, at fremtiden ikke er bestemt endnu, og det er vigtigt at huske på.