Anmeldelse af Caroline Albertine Minor: Den forelskede ven, udgivet på Gutkind d. 3. juni 2026.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Den forelskede ven er poetisk romankunst udgjort af litterære referencer, essayistiske passager og brevlignende henvendelser.
Der kommer ofte gode bøger ud af simple plot. At være strandet i den samme dag som hos Solvej Balle, at en ny stjerne viser sig på himlen som hos Knausgård, eller at være forelsket i en nær ven som i Caroline Albertine Minors nye roman, Den forelskede ven. I sidstnævnte møder vi en enlig mor til to, der er oversætter, forfatter og rengøringsmedarbejder på en sognegård. Men mest er hun den forelskede ven, som netop har brudt kontakten til sin excentriske studieven, William, fordi en ugengældt, strålende forelskelse blev ved med at komme i vejen:
“Mine kinder og min hals var våde af en silende gråd, som jeg ikke længere forsøgte at standse. Jeg græd, fordi jeg ikke længere var i tvivl, og fordi jeg var bange. Du skulle ikke være i mit liv. (…) På bunden af sorgen glimtede noget, jeg bedst kan beskrive som en barnlig nysgerrighed efter det, der lå på den anden side af dig.”
Romanen er skrevet i brevform. Vores hovedperson, oversætteren, henvender sig vedblivende til et ’du’, som jeg forstår, må være William, forelskelsen. De brevlignende passager præsenterer mig for historien, der går forud for bruddet: hvordan jeg’et og du’et mødes, hvordan de forsøger sig som kærester, tager på ferie, og hvordan deres romantiske relation brister igen og igen. De poetiske sætninger tryllebinder, og jeg har svært ved at lægge romanen fra mig undervejs.
Referencekunst
Det generelle tema – at forelske sig i en ven – tillader endeløse litteraturhistoriske referencer. Til Rilke, Goethe og Freud for blot at nævne et par, som Minor selv anvender i romanen. For ja. Den forelskede venindeholder brudstykker, henvisninger og talrige intertekstuelle referencer til øvrige litteraturhistoriske værker, hvilket retfærdiggøres af hovedpersonens forfattergerning. (Et erhverv som man kan blive træt af, at snesevis af hovedpersoner har – men ikke her!) Referencerne bryder romanen op, tilføjer en dybde og åbner for flere potentielle retninger, som man som læser kan begive sig videre langs.
Og som den nordiskstuderende jeg må tilkendegive at være, lader mig gerne optage i det intime og selvreflekterende rum, som Minors seneste roman er. Men man skal kunne lide at gå på opdagelse i sproget og de mange referencer til litteraturhistorien for at nyde værket i sin ret. Men kan man det, får man med Den forelskede ven lyslevende romankunst.
Leave a Reply