Anmeldelse af Vincenzo Latronico: Perfektioner, udgivet på Turbine d. 21. maj 2026. Oversat fra italiensk af Amalie Harder Hesel.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Du tror, at dit liv bliver bedre af, at du køber en Monsteraplante hjem til din herskabslejlighed, som selvfølgelig har stuk og sildebensparket, og er indrettet i minimalistiske detaljer med Matisse på væggen. Og senere tager du et billede af din matcha og surdejsbolle, som du poster på din Instagram, fordi du forestiller dig, at det gør din tilværelse en my bedre, at du virker med på moden. Men gør det nu også det?
Det samme kan man spørge Anna og Tom om.
Perfektioner kredser om Anna og Tom, som holder til i hippe Berlin. Her arbejder de i den kreative branche som grafiske designere. De ved, hvad der ser godt ud, og hvad der ikke gør. Deres sans for æstetik er umiskendelig, og det er tydeligt i deres boligforhold, hvor minimalisme har sat retningen for stilen. Æstetikken er toneangivende for Anna og Tom, og noget som de forsøger at inddrage i alle afkroge af deres tilværelse. I deres arbejde. Derhjemme. Og især på deres sociale medier:
”Det var ikke altid, virkeligheden kunne måle sig med billederne.”
Vi fanger pointen. Romanen kaster lys over en problematik, som falder på et tørt sted. Den er et tiltrængt wake-up call i en samtid, hvor perfekthedssøgende billedkultur og de sociale mediers magt længe har været uhyggeligt aktuel og problematisk.
Tynget af evindelig utilfredshed
For hvad sker der med et menneske og dynamikken i et parforhold, når den konstante jagt efter det “perfekte” liv gennemsyrer tilværelsen? Når man aldrig er helt tilfreds med det, man har?
Romanen handler om perfektion, der bliver sygelig. Den kaster lys over den indimellem udmattende og opslidende søgen efter selvfremstilling. Parret leder efter og ønsker hele tiden mere, som mangler deres liv et lille drys for at være komplet. Men gradvist står det også frem, hvordan deres evindelige søgen ender med at tage overhånd, og får dem til at miste fodfæste og greb om deres liv.
De fremlejer deres lejlighed i Berlin, flytter først til Sicilien, og så til Portugal for at nyde andre omgivelser. De har en klar idé om, hvilken æstetik de forestiller sig skal danne rammerne for deres nye liv. Men hurtigt opdager de, at det er noget helt andet, end de visualiserede. De opdager, at de ikke kan være til på samme måde, når omgivelserne ikke er ”perfekte”. De kan ikke koncentrere sig om arbejdet. Deres humør er ikke det samme. Og det fører dem ud i en tilstand af håbløshed og dekadence, som synes svær at bryde ud af:
”I slutningen af december tilbragte de to regnfulde uger inden døre. De sov dårligt om natten og vågnede, sløve og forbitrede, med ondt i hovedet. (…) I hele perioden fortsatte de med at dokumentere deres liv med hjemmearbejde på Sicilien på de sociale medier. Billederne var altid fantastiske, altid indbydende – figenkaktushegn, campari på røde plasticborde på stranden, solen, der gik ned i vinrankerne, facader i hugget tuf, vilde katte, de allestedsnærværende computere, som viste, at de ikke var på ferie – og de vidnede om et frit og eventyrligt liv fyldt med skønhed”
En påmindelse om perfektionskulturens skyggeside
Perfektioner er eftertænksom og var god som sommerlæsning. Jeg kan godt lide dens præmis, og for mig var det en ganske udmærket læseoplevelse. Fordi den udspiller sig i flere lande og byer, Berlin, Lissabon og Sicilien, synes det nærmest som om, at man selv er rejst med. Latronicos sprog er betagende, fordi han skriver billedligt og maler parrets liv og omgivelserne frem på en visualiserende, detaljeret og æstetisk tilfredsstillende måde.
Ligeledes er det en interessant og relevant problemstilling, han tager op, ved at prikke til hvad der inderst inde helt sikkert er relaterbart for mange. Han giver en velbegrundet og passende kritik af perfektionskulturen, privilegieblindhed og sociale medier.
Det er en roman, som mange kan have gavn af at læse, da den får en til at se indad og minder om, at perfektion i grunden ikke er opnåeligt, men at jagten efter det, kan ødelægge dét, der virkelig giver os lykke.
Leave a Reply