At skrive som frosten, kiwien, skyerne

At skrive som frosten, kiwien, skyerne

At skrive som frosten, kiwien, skyerne

Anmeldelse af Inger Christensen: Essays. Del af labyrinten / Hemmelighedstilstanden, udgivet på Gyldendal d. 11. marts 2019

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Hans Peter Madsen

Når Inger Christensen ikke lige havde travlt med at være historiens bedste digter og romanforfatter, skrev hun også essays i verdensklasse. Nu udkommer hendes to essaysamlinger i en ny, samlet udgave. Det er en kærkommen mulighed for at genlæse hendes poetik, filosofi, litteraturhistorie og erindringer.

“[Man kan] finde trøst i at forestille sig, at det er muligt at skrive med samme lethed som den, hvormed frosten får isblomsternes gentagelser og variationer frem på ruden, eller mere fortættet, som når frugtkødet i en kiwi omklamrer sine kernepunkter, ja måske ville det tilmed være muligt at skrive fuldkommen gråt i gråt, som når en stor sky, uden kanter og brud, kun ganske langsomt mens den breder sig, afslører sin konsistens og retning.”

Sådan skriver Inger Christensen i “Tilfældighedernes ordnende virkning” (1994), der har fået lov til at stå først i den nye, samlede udgave af hendes to essaysamlinger Del af labyrinten (1982) og Hemmelighedstilstanden (2000), og hvis nogen kan skrive som frosten, kiwien, skyerne, så var det hende. Hun skriver så smukt og dansende, at man gerne bare lader sig rive med og overvældes af ordenes skønhed. Men der er også meget mere at komme efter i hendes essays end strømmende sprogglæde.

Der er to grundlæggende ideer, der går igen i mange af essayene. Den ene er, at Verden ønsker at se sig selv, som udgivelsen af hendes arkiv i 2018 også kom til at hedde. Tanken er, at mennesket er del af verden; kulturen er del af naturen. Så når mennesket beskriver verden i poesien og kunsten, er det faktisk verden, der beskriver sig selv gennem mennesket.

Den anden er tanken om “Hemmelighedstilstanden,” som er et ord, hun har fra den tyske Romantiske digter Novalis (1772-1801). Ordet tager udgangspunkt i den tilstand, hvor en forfatter kan opleve, “at ordene pludselig tager over, eller at digtet skriver sig selv”. Når dette sker, påstår Christensen, kan der opstå en klarhed i ordene; man kan “sammensmelte ord og fænomen”. Ordet er ikke længere bare et arbitrært tegn, men bliver på en måde “sandt”. Christensen kan dog ikke blive enig med sig selv, om dette faktisk er muligt; i “Som øjet der ikke kan se sin egen nethinde” (1991) kritiserer hun f.eks. Novalis’ forsøg på at opnå denne hemmelighedstilstand, “for jo mere han samler det hele, jo mere ser det ud til at spredes, ligesom også senere Mallarmé kommer til at pege mere på det tomme mellem ordene end på ordene selv.”

At se silken i hinden mellem to muskler på en slagtet kylling

Essayene indeholder dog ikke kun filosofiske betragtninger over forholdet mellem sprog og virkelighed. En stor del handler om, hvordan og hvorfor man skriver:

“[D]igte skrives ikke ud fra hverken oplevelser eller fra tanker, ideer og forestillinger om noget som helst. Digte skrives med ord.

Det er først ved at lytte til ordene, til deres rytme og klangfarve, deres hele musik, at betydningen i dem sættes fri.”

Tankerne om skriften er dog ikke kun abstrakte; Christensen fortæller også helt konkret om, hvordan hun har skrevet sine bøger. Som digtsamlingen alfabet (1981), der sprang ud af en livskrise, hvor Christensen som selvbehandling begyndte på “en for mig selv uforståelig beskæftigelse med at skrive enkeltord på papir […] Der stod de, på store ark hvidt papir, ord med a, ord med b, ord med c o.s.v., og hvis jeg var blevet ved endnu mere ulideligt længe, ville det have lignet en særlig sjusket form for ordbog, et vildnis af usammenhængende fænomener.”

Atter andre essays er nysgerrige læsninger af andre forfattere — Dante, Aarestrup, Ewald m.fl. — mens essayene i samlingens sidste del tager udgangspunkt i erindringer. Bogen sluttes af med digtet “Vandtrapper”, der godt nok ikke har noget med essaygenren at gøre — men for min skyld må en tekst så god gerne stå i en hvilken som helst bog.

Det er interessant at læse Inger Christensens tanker om filosofi, litteratur og poetik, men et godt essay skal ikke bare have et godt argument eller en intelligent pointe. Essays adskiller sig fra kronikker ved ikke bare at ville sige noget, men ved samtidig at ville være et kunstværk i sig selv; et godt essay skal være velskrevet. Det er her Christensens største styrke ligger. Jeg må nok indrømme, at jeg ikke er overbevist tilhænger af tanken om “Hemmelighedstilstanden” (hvilket Christensen jo heller ikke altid selv er), og jeg kan ikke helt følge tankegangen i den noget diffuse Aarestrup-læsning “Oplevelsens skygge” (1969), men jeg er samtidig totalt blæst bagover og lykkelig over Christensens eminente omgang med sproget. Som når hun sammenligner silke med “sommerhimlen, et kronblad eller hinden mellem to muskler på en slagtet kylling.” Hvor heldig har man lov til at være, at man kan få poesi af den kaliber samtidig med dybe tanker om sprogets og menneskets plads i verden?