Reportage fra Steve Roggenbucks oplæsning på BogForum d. 11 november 2016
Af Nete Bækgaard Hermansen
Fotograf: Nete Bækgaard Hermansen
Efter en lang dag med mange mennesker og mange traditionelle litterære arrangementer i form af digtoplæsninger, forfattersamtaler og sobre, saglige debatter om litteratur udgjorde den unge, amerikanske internetpoet Steve Roggenbuck et forfriskende pust som det sidste arrangement på Gyldendals scene. Her lukkede han BogForums første dag ned med en performance, der på mange måder udfordrede alle de konventioner, som markedskræfterne bag arrangementet repræsenterer.
Egentlig var det slet ikke meningen at youtuberen, forfatteren og internetpoeten – som han selv kalder sig – Steve Roggenbuck skulle være en del af mit program om fredagen på dette års BogForum. Men meget apropos de medier, som digteren selv bevæger sig rundt på, så blev jeg gjort opmærksom på ham via Instagram og besluttede at give det en chance. Og det skulle vise sig at blive den bedste beslutning, jeg overhovedet traf i løbet af weekenden. Roggenbuck overraskede nemlig alle ved fuldstændig at ignorere eksisterende konventioner inden for bogverdenen, både i forhold til hvordan man opfører sig på en scene, og i forhold til hvordan man skriver og udgiver egne tekster. Og han gjorde det godt.
Roggenbuck springer op på scenen og virker i begyndelsen en smule akavet – måske fordi hele hans udtryk synes fuldstændig malplaceret på Gyldendals æstetisk velafbalancerede tranescene med de bølgende linjer og mørkeblå farver. Han minder nemlig mest af alt om en fjortenårig skaterdreng med sin farvestrålende vindjakke i neonnuancer, hue, en skoletaske solidt plantet på ryggen og et mildest talt manisk udtryk i øjnene. Man når som publikum lige at begynde at føle sig utilpas på hans vegne, men kun i et kort øjeblik – for næsten med det samme bryder han stilheden da han med en tyk, amerikansk accent henvender sig direkte til os med spørgsmålet: ’”DO YOU LIKE PISTACCHIO?” Herfra tager det fart, og det bliver kun mere og mere underligt. Faktisk minder hele oplæsningen noget mere om en klassisk omgang stand-up end den minder om et litterært event. Roggenbuck læser op for det overraskede publikum direkte fra sin mobil, og fortæller flere gange at langt de fleste af hans digte kan findes enten på Youtube eller Tumblr, og at han blandt andet har skabt nogle af dem ved at skrive med fremmede på Chatroulette eller har taget udgangspunkt i samtaler, han har set på diverse chatfora. Det har resulteret i tekster som blandt andet lyder: ”Baby corn is still corn, be nice” og ”Dead clowns can be hollowed out and used for just about anything”. Det er virkelig underligt, og Roggenbuck virker da også selv til at være helt med på, at han er totalt malplaceret. Men han formår at spille på det og er så forfriskende ligeglad, at han snart har hele publikummet fuldstændig på sin side.
Hvorvidt Roggenbucks digte rent faktisk kan siges at være poesi i den gængse forstand kan uden tvivl diskuteres, men lige meget hvor tvivlsomme hans tekster kan synes, så vejes de op af hans stærke karisma, som løfter hele seancen op på et niveau, som jeg ikke oplevede på noget andet tidspunkt under weekendens mange arrangementer. Under den tykke selvironi synes der at ligge en kritik, både af den moderne poesi, men også af hele det litterære marked og den litterære industri. Roggenbuck bryder nemlig med alle normerne ved at udgive sine tekster online, hvilket både betyder, at folk ikke skal betale for at læse dem, og at han samtidig ikke bliver betalt for at skrive dem på samme måde som andre, mere traditionelle, forfattere. Hans foragt for institutioner og for penge skinner da også tydeligt igennem, da han som et af sine skøre påfund får publikum til at råbe med ham: ”One, two, three, fuck the bourgeoisis, four, five, six, fuck the bourgeoisis.” Det bliver præsenteret som en gimmick og vi griner os alle igennem det, men budskabet er tydeligt; Roggenbuck ønsker at sætte litteraturen fri og skabe en ny platform, hvor vi kan deles om kunsten på en anden og mere fri måde. Hvorvidt det er en utopi, at de store boggiganter nogensinde skal kunne være med til dette, ved jeg ikke. Mig fik han i hvert fald overbevist.
Leave a Reply