– spekulationer over fiktionalitetens overlevelse frem for spekulationer i romanens død
 
Denne måneds klummeskribent er Simona Zetterberg Gjerlevsen, som er ph.d.-studerende ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet, hvor hun forsker i fiktionens tilblivelse som genre og dennes forbindelse til de tidligste romaner. 

 

En (be)kendts død er altid en begivenhed. Det gælder også, selvom den kendte aldrig har været levende og derfor kun kan lide en metaforisk død. Det er nærliggende, at ny teknologi skulle aflive gammel: Den fysisk trykte bog bliver efterfulgt af e-bogen, romanen bliver afløst af filmen, ligesom lp’en og cd’ens funktioner bliver overtaget af iTunes og Spotify, og radio-udsendelser substitueres af tv-udsendelser. Det gælder for alle de nævnte eksempler – bogen, lp’en, cd’en, radio-broadcastingen – at det både er indlysende, at de skulle være blevet afløst af mere avancerede medier og teknologier, og at det er et uomgængeligt faktum, at de stadig lever.

Det praktiske ved den metaforiske død er, at den giver mulighed for, at den imaginære aflivning kan finde sted flere gange, når det viser sig, at et medie eller en teknologi i virkeligheden ikke er så død, som logikken ville forudsætte. Bogen og romanens død er meldt indtruffen så mange gange, så det næsten ikke er en begivenhed, når det sker igen, og derfor er det heller ikke den Lazarustiske død, denne klummetekst skal handle om, men derimod det, der endnu ikke er nogen, der har forsøgt at slå ihjel: fiktionaliteten – den fiktive kvalitet ved fiktionen.

Det er heller ikke i et forsøg på at blive den første til at slå dén ihjel, men tværtimod for at fejre fiktionalitetens livskraft ud over alle medier, at jeg skriver denne klumme. Fiktionaliteten er nemlig ikke kun den fiktive kvalitet ved fiktionen, selvom det er sådan, vi kender den bedst. I de engelsktalende verdensdele bruges ”Fiction” ofte synonymt med ”Novel”. Derfor kan man også finde artikler, der har proklameret ”The death of fiction”, men det forstås dér netop som ”The death of fiction = the novel”.

Grunden til, at fiktionalitet ofte bliver set som noget, der hører romanen til eller endda er lig med romanen, er, at det er i romanen, fiktionaliteten for første gang virkelig bliver konventionaliseret. Før romangenren vokser frem i 1700- og 1800-tallet fandtes der mange andre genrer, der kan karakteriseres som (delvist) fiktive: lyriske genrer, folkebøger, dramaer, epik etc. etc., men ingen af disse følges af en så fundamental forhandling og udnyttelse af fiktionalitet som romanen. Det er ikke bare sådan, at romanforfatterne er de første, der har evnen til at fiktionalisere – at de pludselig opdager, at de kan kommunikere noget opfundet uden at lyve – men de udnytter fiktionaliteten på en helt ny og bevidst måde. Et interessant vidnesbyrd om dette er de mange autoriale indbrud i narrativerne i de første romaner og ikke mindst forordene, hvor teksternes fiktive status ivrigt bliver diskuteret; hvad betyder og indebærer det at skrive noget, der ikke er referentielt sandt og heller ikke løgn?

At bruge fiktionalitet er ikke uproblematisk, og romanforfatterne skal selv forstå, hvad det er, de gør, og overbevise deres læsere om, at det er moralsk og æstetisk i orden. Romanen er altså ét vigtigt sted, hvor fiktionaliteten findes.

Aktuelle blandingsgenrer og -former som autofiktionen/selvfremstillingen/autonarrationen og den performative biografisme er eksempler, der tydeligt (gen)forhandler fiktionaliteten. Men fordi evnen til at kommunikere noget opfundet er en almenmenneskelig evne, tæt forbundet med fantasi, er det ikke overraskende, at det ikke kun er én genre og ét medie, der bliver dens beholder. Spillefilmen og novellen er andre velkendte eksempler på, at fiktionalitet kommer til at bestemme vores opfattelse af en genre i dens helhed. Men fiktionaliteten begrænser sig heller ikke til at blive inden for rammerne af fastlåste genrer.

I en pause i klummeskriveriet logger jeg ind på Facebook, og det første opslag, jeg ser, er en video, som en af mine facebookvenner har lagt op via Oslo Universitet. Videoens starttekst er ”Chemical Party”, og herefter følger en halvanden minuts film, der viser en række forskellige mennesker, alle med et skilt på maven, der angiver, hvilket grundstof de skal forestille at være. Det første dansende par (Hydrochlorid) bliver afbrudt af Zink, der overtager Hydrogenets blonde dansepartner. Mens der er ”No attraction” mellem Neon og Hydrogen, tiltrækker Karbon sig hurtigt fire fremstormende dansepartnere med ”Hydrogen” på deres skilte, alt imens fire ædelgasser står i et hjørne og ser ligegyldigt ned på deres drinks eller er optaget af deres mobiltelefoner, fordi ædelgasser ikke danner bindinger. Som kommentar til videoen har posteren skrevet: ”Det er lige før jeg også forstår det nu :-)”. Videoen er egentlig en reklame for en fond, der støtter forskning, men den bruger fiktionalitet som effektivt virkemiddel: Gennem brugen af fiktionalitet får videoen indirekte sagt meget om både forskning, formidling – og som posteren bevidner – forståelsen, uden at behøve at eksplicitere, hvad fonden står for eller gerne vil promovere. Det, der egentlig er metaforer i beskrivelsen af kemi: bindinger, tiltrækning, bonding, adskillelse, reaktioner – bliver her ”afmetaforiseret” og virkelig- og kropsliggjort. Ved at genvinde den almindelige brugssituation af ordene tydeliggøres den metaforiske. Og for lige at danne den sidste binding, så får konkretiseringen af metaforen en ekstra dimension, fordi ”kemi” også ofte bruges som billede på den mellemmenneskelige tiltrækningskraft.

Fiktionalitet bruges overalt på de sociale medier og i reklamer, men også andre steder, hvor man ikke umiddelbart forventer at finde den, som fx i nyhedsudsendelser, politiske taler og opslagsværker. Hvis man slår op i et klassisk litteraturhistorisk værk; Vilhelm Andersens Illustreret dansk Litteraturhistorie fra 1934, finder man, at Andersen karakteriserer den første danske litteraturhistorie, der blev udarbejdet i samarbejde mellem Rahbek og Nyrup på følgende måde: ”Samarbejdet er ordnet saaledes, at Nyerup meddeler de biografiske og især bibliografiske Oplysninger, hvorefter Rahbek tilføjer en Karakteristik paa Grundlag af Citater; Nyerup lægger Dejen op, Rahbek piller Rosinerne ud af Kagen – uden at bage den […] Man har det Indtryk, at Bøgerne flyttes fra Biblioteket til Auditoriet og tilbage igen, uden at Støvet under denne Transport er blæst bort af en levende Aande; det er vistnok den danske Litteraturs mugneste Arbejde” (s. 1011-1012). Den danske litteraturhistories første værk betegnes altså som en ubagt dej med udpillede rosiner uden noget menneskeligt over sig. Dette fiktive billede siger formodentlig mere om Andersens syn på værket, end en faglig redegørelse ville have gjort, uanset hvad man kan mene om denne form for brug af fiktionalitet i faglitterære værker.

Fiktionalitetens påvirkningskraft blev tematiseret allerede i de første romaner – der var en bevidsthed om og en frygt for dens evne til at påvirke læseren. Fiktionalitet kan både underholde og fornøje, påvirke og manipulere og bruges som overtalelses- og salgsstrategi, som det fx ses i politik og i reklamer. Det er derfor ikke et neutralt virkemiddel, men en kommunikativ strategi, der udøves i et væld af forskellige genrer og medier med meget forskellige formål. Det er den bestemte formgivning af en egenskab eller kvalitet, der holder liv i et givent medie, og så længe fiktionaliteten finder et særligt virke i bogen, vil den overleve.

Hvad der interesserer mig ved litteraturen lige nu, er altså en kvalitet, der også findes uden for litteraturen. Det gør ikke litteraturen mindre vigtig – tværtimod. At den hovedkvalitet, der definerer romanen eller fiktionen, også findes andre steder, bevidner, at litteraturen er et område, hvor en fundamental menneskelig evne gøres allermest levende.