Anmeldelse af Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En atemporal rejse fra Paris til Marseille, udgivet på Skjødt Forlag d. 9. november 2018, med tegninger af Stéphane Hébert, oversat af Ane-Grethe Østergaard
Anmeldt af Hans Peter Madsen
Foto: Emma Nyby Hendriksen. På billedet ses bogen sammen med en legomodel af den bil, eller drage, Cortázar og Dunlop rejste i.
Argentineren Julio Cortázar og canadieren Carol Dunlop tog i 1982 på en månedlang rejse på motorvejen fra Paris til Marseille for at finde åndehullerne blandt jaget og ræset. Det, de skrev på vejen, blev til en finurlig, spøjs og kærligt glædestrålende bog. Nu findes den endelig på dansk.
D. 23. maj 1982 tog forfatterparret Julio Cortázar og Carol Dunlop ud på en rejse i deres folkevognsrugbrød Fafner fra Paris til Marseille. Det tog dem en måned at tilbagelægge den 800 kilometer lange motorvejstur. Hvorfor så længe? Fordi de rejste med et benspænd: på turen skulle de besøge alle motorvejens 65 rastepladser, to om dagen med overnatning på den sidste. Ideen var at skrive en bog om denne oversete del af motorvejen. Den bog blev til Autonautene på kosmostradaen.
Hvis Autonauterne på kosmostradaen ikke havde været næsten 400 sider lang, ville jeg have kaldt den en finurlig, lille sag – i stedet må den så være en finurlig, stor sag. Den består af dagbogsoptegnelser fra rastepladserne, de tekster Cortázar og Dunlop skrev på rejsen, billeder fra turen, tegninger af ruten, fiktive breve fra rejsende, der støder på forfatterne på vejen m.m.; alt sammen skrevet og sat sammen med samme legende og pudsige energi.
Man får ikke at vide, hvem der har skrevet hvad – udover, selvfølgelig, når den ene forfatter nævner den anden i tredjeperson. Det sker oftest med kælenavn; Cortázar hedder El Lobo, Ulven, og Dunlop hedder Osita, Lille Bjørn. Det er ikke umiddelbart til at skelne mellem de to fortællerstemmer – begge skriver i nogenlunde samme stil med hang til lange sætninger, fantastik og vilde metaforer. Det har krævet sin kvinde at oversætte så vildtvoksende og ustyrlig en skrift, hvilket Ane-Grethe Østergaard har gjort godt.
De senere år er Cortázar så småt blevet kult i Danmark, nok især efter Rigmor Kappel Schmidts eminente oversættelse af mesterværket Hinkeleg, og Autonauterne på kosmostradaen er med sin legesyge tilgang til sproget og livet guf for fans. Men fordi bogen er knap så krævende læsning som Cortázars mere berømte værker, er den også et godt sted for nye læsere at stige på toget – eller folkevognsrugbrødet.
Det spøjse, kærlige blik på verden
På turen skrev Cortázar og Dunlop i ét væk, og det er teksterne fra rejsen, bogen består af. Benspændet med at skulle skrive tekster på samtlige rastepladser betyder, at teksternes kvalitet svinger lidt efter forfatternes dagsform – men bundniveauet er højt og topniveauet mesterligt. For det meste skriver forfatterne i en essayistisk tone, f.eks. i de mange tekster om det særlige sted, rastepladsen er: her er der både en særlig tid og et særligt rum. For almindelige mennesker er rastepladsen og motorvejen bare et middel til at nå frem til deres egentlige mål – motorvejen er en mellemtid og et mellemrum mellem to destinationer. Det er dette mellemrum/tid, Cortázar og Dunlop dykker ned i, for deres mål er ikke Marseille. De har hele tiden nået målet, for det er motorvejen i sig selv. Rastepladserne er ikke bare et nødvendigt stop på vejen, men en hemmelig oase, der står i skarp kontrast til motorvejens huj og hast:
Det var et halvlangt citat, men det er nødvendigt at citere langt, når det hele er så velskrevet. Cortázar og Dunlop har fantastikkens måske særligt latinamerikanske blik på verden, hvor en bil kan beskrives som “en mærkelig hønemutant”. Og det er deres kærlige blik, der gør bogen så god; de ser med medlidenhed og empati på skønheden i motorvejens oaser, på kærligheden i hinanden og på det nuttet-forfjamskede ved deres røde folkevognsrugbrød Fafner. Selv i en helt simpel dagbogsbeskrivelse af dagens rastepladser kan de ikke dy sig for pludselig at observere livet og glæden i omgivelserne:
Som om den ville efterligne en sommerfugls flugt! Sikke en skøn sammenligning. Det er den slags, Autonauterne på kosmostradaen er fuld af: det pudsige, spøjse blik på verden, der er så fuldt af kærlighed. Og bogen er i sig selv også en sidste kærlighedserklæring, for Julio Cortázar måtte gøre den færdig alene: Carol Dunlop døde kort efter rejsens afslutning, kun 36 år gammel.
Leave a Reply