Anmeldelse af Tor Ulven: Afløsning, udgivet på Sidste Århundrede d. 2. oktober 2020. Oversat fra norsk af Silje Mari Lundal og Søren Møllerhøj Porsmose

Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg

Foto: Julia Duyvejonck Frøberg

De 15 ansigtsløse, mandlige bevidstheder, der konstant afløser og væver sig ind i hinandens fortællinger, er omdrejningspunktet for Tor Ulvens roman Afløsning. Man bliver ført sløvt og haltende igennem af fortællerens nøgterne, kliniske måde at fortælle på, som svæver imellem bevidsthederne. Fortælleren tiltaler bevidsthederne med et ’du’ som på én og samme tid forekommer enormt intimt og så alligevel ret distanceret, og som læser sidder man midt imellem og prøver at kæmpe sig igennem dette fort af ord.

At læse Afløsning er ikke bare lige noget man gør. På trods af at jeg snildt kan få slugt 149 sider i en anden bog, brugte jeg tid og kræfter på at kæmpe mig igennem denne. Bogen kræver al ens opmærksomhed. Den kræver, at man sætter hele dagen af kun til den, og den kræver, at man følger med ord for ord. Ellers må man starte forfra. Men dens trang til opmærksomhed er noget ambivalent. På trods af at den kræver, at man færdiggør bogen i ét ryk, er siderne ladet med tunge ord, der giver bogen tyngde. Man får næsten helt ondt i fingeren for hver side, man bladrer. Ens hoved bliver tungt og skyet: Man ser sig tvunget til at lægge bogen fra sig igen på ens natbord, og når man lægger sig til at sove, kan man høre mændenes bevidstheder blafrer imellem siderne. Jeg kæmpede bravt, og jeg måtte indse, da jeg nåede de sidste sider, at jeg denne gang ikke vandt kampen. Det var næsten som om, bogen lukkede mig ude, at bogen var et fort, som jeg ene kvinde måtte kæmpe mig igennem uden de fornødne redskaber. Derfor bliver det også enormt svært at bedømme bogen på dens indhold, når jeg aldrig rigtigt blev lukket ind i dens univers.

Bogens lysende potentiale … eller hvad?

I løbet af de første par sider var jeg godt med, og jeg tænkte, at det var en god idé lige at lægge den lidt til side. Jeg kunne allerede mærke, at det også var en tung bog, hvor ordene næsten vejede mere end min egen kropsvægt, og fortælleren ledte mig til at sanse igennem dens nøgterne modus, hvor mændenes bevidstheder vævede sig ind og ud af hinanden. Det var en bog med potentiale, og jeg havde ikke lige tid til at færdiggøre bogen den første dag. Så jeg lagde den til side og vendte tilbage dagen efter, faldt ind og faldt så direkte ud. Det var næsten som om, ordene var blevet til bogens egne personlige soldater som skød med bue og pil, og jeg klappede bogen i med det samme igen. Tor Ulven beskriver et tidspunkt fornemmelsen af lynets tilsynekomst for én af de 15 bevidstheder, som emmer af en sansende ambivalens. På samme tid føler jeg, at den beskrivelse får indkapslet min egen frustration ved læsningen, som rummer en total forvirring, når virkeligheden bliver revet væk fra én.

”Lynet: Det er, som kunne du se dine egne synsnerver lyse og brænde op, lyse og brænde op, kremeres om og om igen, grotesk forstørret, en atmosfærisk neurologi, se og forsvinde, se og forsvinde, pludselig huske, og så glemme igen, huske og glemme, forstå og ikke forstå, til stede og fraværende, det levede og ulevede,”

Drømmenes verden

De 15 mandlige bevidstheder er anonymiseret og bliver kun tiltalt som et ’du’, hvorfor det bliver umuligt at afgrænse dem totalt fra hinanden. Deres omstændigheder påvirker hinanden. De oplever alle en form for melankoli, der bunder i et slags afsavn, afvisning, spildte liv og ensomhed. Mændene begynder at drømme om en potentiel, alternativ virkelighed, men uden at pille ved deres egen. I stedet er de efterladt i deres egen drømmeverden, fastlåst og sansende, mens fortælleren nøgternt fortæller videre og svæver ind i den næste bevidsthed. Som læser falder man langsomt ind i den pågældende bevidsthed og derefter hurtigt ud igen, hvor man halter efter fortælleren. Dermed rammer bogtitlen meget godt fortællestilen, hvor bevidstheder og minder er et fælles eje med meget vage grænser imellem dem. Mændene er hinandens afløsninger.