Anmeldelse af Christina Hesselholdt: Virginia Is For Lovers, udgivet på Rosinante d. 22. februar 2019

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Bogens forside // rosinante-co.dk

Christina Hesselholdt skriver om et virkeligt mord, men Virginia Is For Lovers er ikke en true crime-bog. Det er ikke mordet, men usunde familierelationer, de etiske problemer ved at skrive om virkelige mennesker og, vigtigst af alt, brandgodt sprog, der rigtigt interesserer Hesselholdt. Lyder det alt sammen som nonsens i dine snavsede ører? Så skynd dig dog at læse bogen i stedet for denne anmeldelse.

Derek og Nancy Haysom blev i 1985 myrdet i deres hjem i Virginia. Datteren Elizabeth blev dømt for medvirken til mord, og hendes kæreste Jens Söring blev dømt for mord, men hvem af dem, der egentlig førte kniven, er ikke endeligt afklaret: Jens siger, det var Elizabeth, Elizabeth siger, det var Jens.

En anden slags forfatter end Christina Hesselholdt ville kunne vride en spændende true crime-fortælling ud af den historie, hvor skyldsspørgsmålet ville blive afklaret og mordscenen ville tjene som bogens åndeløse klimaks. Men for Hesselholdt er det ikke krimihistorien, der er interessant; det er derimod menneskene. Formålet med Virginia Is For Lovers er ikke at skrive et kulørt mordmysterie, men at fortælle om usunde familiedynamikker, voldsom kærlighed og det smertefulde ved at være menneske. Disse tematikker pakkes ind i diskussionen om, hvorvidt man overhovedet kan tillade sig at skrive fiktion om virkelige, nulevende mennesker.

Denne diskussion er omdrejningspunktet for bogens første cirka 30 sider, hvor læseren introduceres til fortælleren Mr. Up Front, der også fortalte Hesselholdts forrige roman, Vivian. Det er ham, der strukturer bogens handling ved at give de implicerede personer taletid i bogen. Eller, at kalde Mr. Up Front bogens fortæller er måske at strække den lidt, for Virginia Is For Lovers er usædvanligt narratologisk kompliceret: Godt nok er Mr. Up Front den, der strukturerer fortællingen, men samtidig fortæller karaktererne også selv mere end, hvad han vil have dem til. Mr. Up Front siger, at han i sin beretning vil se bort fra eksistensen af den virkelige Elizabeth Haysoms halvsøskende — men straks afbryder Elizabeth ham og begynder at fortælle om sine halvsøskende, der så får sneget sig ind i historien alligevel.

Selvom Mr. Up Fronts stemme fra tid til anden kan minde om en alvidende fortæller fra en 1800-talsroman, har han slet ikke en tilsvarende magt over narrativet; en af pointerne er nemlig, at der er så meget uafklaret ved mordene og det, der ledte op til dem, at det ville være umuligt at fortælle om i klassisk romanform. I stedet må Virgnia Is For Lovers blive et polyfont miskmask af stemmer, som alle er lige sandfærdige og løgnagtige. Et centralt symbol er Elizabeths ar i ansigtet, der — ligesom Jokerens ar i Batman — har et utal af oprindelseshistorier, som alle er lige sande og lige løgnagtige. Kendsgerningerne kan ikke, som i en traditionel true crime-bog, skrives sammen til et logisk og meningsgivende hele; i stedet ser Mr. Up Front “kendsgerningerne som tårne der svæver akkurat så højt oppe at de ikke rører jorden.”

En grim lille knoglemelodi

Der kan siges meget om det komplicerede forhold mellem fiktion og virkelighed, som mundhuggeriet mellem Mr. Up Front, hans hjælper og de mennesker, han vil fortælle om, lægger frem. Mr. Up Front karakteriserer romanen som “fiktion, men på et skelet af virkelighed” og hans handicaphjælper (Mr. Up Front sidder i kørestol) tilføjer straks: “Et knasende skelet.” Men selvom denne leg med fiktion og fortælling er sjov og interessant, er det ikke her romanens hjerte ligger. Det gør det derimod i de intenst rørende og poetiske scener, der opstår ind imellem hele fortællerforholdsdiskussionen.

De to forhold, der er romanens omdrejningspunkt, er det giftige, incestuøse forhold mellem Elizabeth og hendes mor, Nancy, og det vildtforelskede, men også i bagklogskabens lys manipulerende, forhold mellem Elizabeth og Jens. Åndeløst rørende er især bogens anden del, hvor Elizabeth fortæller om sin forfærdelige familie:

“Hos mine bedsteforældre, mors forældre, over deres seng hang der en sort tavle i guldramme. På tavlen stod bibelordene: Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig. […] Jeg læste det som en trussel, selvom jeg forstår at det er ment som en trøst. Når det var nat, i mørke, med lyset slukket, var den sorte tavle … jeg lå i et helt andet værelse i huset og var bange, og tavlen, det var ondskabens sted, i mørket. Hun, mor, kom fra det sted.”

Disse scener er trukket “i skønheden, i poesien, som i en beskyttelsesdragt”, og det gælder ikke kun forholdene mellem mennesker, men også deres egne ensomheder. Pludselig giver Mr. Up Front sig til at fortælle om sin ensomhed, og et andet sted følger vi far Derek alene på fisketur, hvor der bliver plads til poetisk overlegne beskrivelser som denne:

“Det jog i Dereks gigttæer. Han havde haft gigt siden Anden Verdenskrig. Han mente det skyldtes de våde opsvulmede næsten kogte fødder i støvlerne. Det var en enerverende form for smerte fordi der kunne gå længe mellem hvert jag. Hans bevidsthed blev okkuperet af at vente på smerten, forberede sig på den og så stå den igennem når den kom. Hver gang han var på nippet til at tro at der ikke ville komme endnu et jag, brød smerten ud, rungede gennem knoglen og klingede så af. En grim lille knoglemelodi.”

Tidligere i denne anmeldelse blev forholdene mellem mennesker og manglen på samme kaldt for bogens hjerte, men det er nok ikke helt sandt alligevel. Sætningen “En grim lille knoglemelodi” er bogens hjerte. Hesselholdt kan afslutte afsnit som ingen anden — andre eksempler er “min vommede frøkonge”, “Lyder det alt sammen som nonsens i dine snavsede ører?” og “Blæsten var noget nær rød”. Når alt kommer til alt, er det vigtigste, at den enkelte sætning er god, og det er de enkelte sætninger hele vejen gennem Virginia Is For Lovers. Så er det kun en bonus — og en bonus af den bedste slags — at bogen samtidig er rørende i sine menneskeportrætter og sjov og intelligent i sin fortællerleg.