Anmeldelse af Joris-Karl Huysmans: Mod strømmen, udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag d. 22. august 2019, oversat af Anette David, med forord af Robert Baldick
Anmeldt af Hans Peter Madsen
Foto: Emma Nyby Hendriksen
Kultklassikeren Mod strømmen(1884) er endelig udkommet på dansk. I romanen afsondrer adelsmanden Jean des Esseintes sig fra verden som et andet kældermenneske for at give sig hen til meditationer over alt fra kunst og litteratur til eksotiske planter og parfumefremstilling. Det er en sprogligt overdådig bog med stor litteraturhistorisk betydning, som det er en glæde langt om længe at have adgang til. Den er også dødkedelig.
Den franske dekadences hovedværk, Joris-Karl Huysmans’ Mod strømmen er på papiret mere relevant end nogensinde før. Som en tidstypisk repræsentant for fin de siécle-litteraturen (“slutningen på århundredet”) er bogen fuld af det blik for degeneration og undergang, som prægede kunsten og kulturen i det sene 1800-tal. Det lyder jo relevant i disse klimakrisetider, og det er det også: Folk har altid haft på fornemmelsen, at de levede i de sidste tider, og nu, hvor vi måske i højere grad end nogensinde før rent faktisk gør det, kan det være en god ide at gå tilbage og se, hvordan undergangsstemningen har set ud i fortiden.
Den dekadente undergænger er i romanen adelsmanden Jean des Esseintes, der er den sidste af sin slægt. På ægte fin de siécle-maner får vi at vide, at hans forfædre var “atletiske hugafer og barske krigskarle”, men nu er slægten degenereret til den sygelige Jean, der beskrives så trist og floromvundet vildt:
Kældermennesket for adelige
Nu er des Esseintes flyttet ind i et tomt hus på landet, væk fra Paris’ mylder af pøbel og nyrige idioter. Her vil han dyrke litteraturen, kunsten og, først og fremmest, sig selv. Det kan minde lidt om Fjodor Dostojevskijs Kældermennesket for adelige. Men hvor Dostojevskijs kældermenneske er så fuldt af bitterhed og holdninger til hvad som helst, at bogen kammer over i et åndeløst og betagende rant, der så fortsætter ind i en af litteraturhistoriens vildeste og ynkeligste fortællinger om ensomhed og misantropi, holder Huysmans’ des Esseintes sig til at have kontroversielle, men stadig dannede og kedsommelige, holdninger til latinsk og fransk-katolsk litteratur, parfumefremstilling og ædelsten. Det er ikke just noget, der sætter mit sind i kog.
Det er en skam, for de sætninger, som de lange, essayistiske passager er bygget op af, er ofte ustyrligt velskrevne. Hør bare:
Men emnerne tynger sproget og gør min hjerne helt grødagtig, når jeg forsøger at finde hoved og hale i den lange, lange udredning om katolsk litteratur. Jeg studerer litteraturhistorie, for syv sytten, det burde da kunne interessere mig! Men det gør det bare ikke. Der står så meget om, hvad des Esseintes (kedeligt) mener, at det føles som et åndehul, når der endelig kommer noget om, hvad han (underholdende) laver.
Kultklassiker
Mod strømmen fik allerede i sin samtid en ivrig følgeskare, deriblandt forfatteren Oscar Wilde. Bogen kan roligt siges at være en kultklassiker. Men en kultklassiker er netop en bog, som elskes af sine fans, mens den almene læser, der uforvarende falder over den, har sværere ved at se magien. Her må jeg for en gangs skyld erklære mig så kommunefarvet almen som muligt: Jeg kan godt se, at det sirlige sprog, den plotløse handling og de dekadente refleksioner er noget for sig — men jeg kedede mig bravt under læsningen. Så selvom jeg er begejstret for, at Mod strømmen med mere end hundrede års forsinkelse nu endelig findes på dansk, har jeg svært ved at anbefale den til andre end de mest hardcore fin de siécle-fans.
Leave a Reply