Af Anne Skov Thomsen

Den historiske roman nyder som genre stor popularitet i disse år. Bestsellere som Kim Leine og Kenn Folletts gigantromaner på mellem et halvt og et helt tusinde sider vidner om en markant interesse for og dragethed af disse fortællinger om svundne tider, hvad enten det drejer sig om kristningen af Grønland i 1700-tallet (som Leines Profeterne i Evighedsfjorden) eller borgerkrigen i middelalderens England (som Follets Jordens søjler).

Men hvorfor egentlig, kunne man fristes til at spørge?

Én af bevæggrundene for at læse historiske romaner vil formodentlig ofte være at ’lære noget’ om den periode, person eller begivenhed, som værket behandler. Mange kan vel godt lide tanken om, at læsningen således kan have en form for nyttigt formål udover den rene fornøjelse. Ligeledes kunne man forestille sig, at læseren af den historiske roman måske også værdsætter det realistiske aspekt i denne type bøger: at det er værker, der forholder sig til faktiske begivenheder og ikke blot til (fuldstændigt) fremmede eller opdigtede universer.

Da jeg læste Harald Voetmanns roman Alt under månen fra 2014, der handler om Tycho Brahe og livet på øen Hven i slut 1500-tallet, syntes der imidlertid at være nogle andre forhold på spil. Voetmanns roman, der tegner et mere beskedent omfang på kun godt 150 sider, giver ikke læseren noget udpræget sammenhængende overblik over hverken perioden eller Tycho Brahes liv. Tværtimod konfronteres læseren med et labyrintisk spind af fortællerstemmer og episoder, der aldrig samles til et egentligt plot eller en overordnet pointe. Videnskaben vinder ikke over naturforfaldenhedens grundsten: dét, at vi, når alt kommer til alt, er underlagt skæbnen og tilfældigheden – og at vi til sidst skal dø. Et vilkår, der stadig er lige aktuelt i dag som på Tycho Brahes tid.
I en kronik, netop om den historiske roman som genre, skriver Voetmann selv:

“Når jeg skriver om Tycho Brahe eller Plinius, bliver de fiktion fra første øjeblik, og jeg gør mig intet håb om at kunne finde ind til en historisk kerne, et ægte menneske. […] De historiske rum er redskaber til at tale om verden, som jeg ser den, her og nu, men fra en skæv vinkel, med et fremmed blik på mennesket.” (Citeret efter Bukdahl, 2014)

Og måske tror jeg, at det er i dette ’fremmede blik på mennesket’, at man skal finde den kraftigste magnetisme i den historiske roman. Vi læser også for at se verden fra en ukendt vinkel; ikke bare blive klogere på en periode eller en begivenhed, men nok så vigtigt på os selv som mennesker. Det historiske interesserer os, fordi det sætter nutiden i perspektiv. Vi spejler os i fortiden og forstår omvendt fortiden set i bakspejlet fra nutiden.