Anmeldelse af Jens Kæmpe: Kunstens regler, udgivet på Det københavnske forlag Cris & Guldmann d. 28. marts 2019

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Hans Peter Madsen

Jens Kæmpe debuterer med digtsamlingen Kunstens regler, der fintsansende og charmerende bevæger sig rundt mellem kærlige parforhold og gammelkloge visdomsord. Det er en sympatisk digtsamling, der handler om at indsnuse verden omkring sig og leve langsomt med plads til poetisk skønhed.

“Kunsten er ikke at begrænse sig”, lyder det hen mod slutningen af Jens Kæmpes debutdigtsamling Kunstens regler, og hvis jeg skulle have en enkelt anke mod bogen, skulle det være, at Kæmpe måske har begrænset sig lidt for meget i nogle af digtene. I hvert fald var læsningens højdepunkt for mig samlingens længste digt, der også er det eneste digt på over 1 side, og som starter sådan her: “Det flyder med popcorn i sengen / du er lige gået / Egentlig har vi det godt sammen / på et værelse”

I løbet af digtet forestiller jeget sig en fremtid, hvor duet bliver træt af forholdet (“Min kærlighed hviler / på en drøm om at blive forladt”), men så kommer hun (måske stadig i fantasien?) hjem, og jeget “tager brillerne af / for at se ordentlig efter / gnider øjnene / om det virkelig kan passe”. Digtet slutter med en serie spørgsmål: om duet, mens hun var væk, har fået levet det liv, hun ønskede. Og så ender det med denne kærlige observation:

“Har du siddet og tisset / på den måde jeg kender / med lårene på brættet / og lyden af dit fine tis i kummen / der fosser strålende som ud af en hoppe”

Sikke en vældig — undskyld — strøm af sympatisk kærlighed!

En erfaren digterstemme i en ung krop

De fleste af digtene er dog en del kortere og fortæller ikke på samme måde en hel lille historie (hvilket et digt jo absolut heller ikke behøver at gøre for at være godt). Mange af dem starter i en konkret observation og glider så over i en abstrakt tanke, f.eks. dette:

“Vi venter på toget / trætte og forkælede / Det kører bare / Ingen skaber alene / Det hele handler om sammenhæng”

Og når denne sammenhæng netop er til stedet mellem det konkrete og abstrakte — i digtet ovenfor fører observationen af toget via et ordspil til tanken om, at “Det kører”, og det konkrete eksempel på den kollektive trafik fører til en abstrakt tanke om kollektiv sammenhæng — lykkes digtene rigtigt godt. Med disse små indsnusninger af omgivelserne efterfulgt af et livsklogt visdomsord minder Jens Kæmpe mere om en aldrende og erfaren digter end en ung debutant. Hvis jeg skulle sammenligne ham med nogen, ville det ikke være nogen fra hans egen generation, men derimod den nu over 90-årige Knud Sørensen. Og strukturen med en tanke, der former sig i løbet af et kort digt, synes jeg fungerer meget godt i det meste af digtsamlingen — men enkelte gange kikser det, som her:

“Der er mange muligheder / Antallet er ubeskriveligt / Men det er ikke alle / som er lige gyldige, lige realistiske / Det ved astronauter alt om”

Jeg er ikke sikker på, om jeg her tror på digteren som livsklog sanser; nærmere oplever jeg digtet som lidt trælst mystifistisk, for hvad har astronauter nu med det hele at gøre? Problemet med det digt ligger måske også i, at det bevæger sig væk fra det, Jens Kæmpe er bedst til at beskrive: nemlig det jordnære. Men det er nu en mindre anke mod en generelt charmerende, erfarent velrundet og indfølt sansende digtsamling, der, når den er bedst, kan lyde sådan her:

“Fra værelset / ind i stuen / og tilbage igen / To gennemsigtige kander / med rød saft og vand / En plads ved vinduet / Flygtige bekendtskaber / Persienner og sol over tagene / Lad alt hvad der er planlagt / være sandt og rigtigt”