Machokultur og faderfigur

Anbefaling af Dennis Lehane: Verden af i går, udgivet på Forlaget Klim d 1. november 2016

Anmeldt af Maria Sommer

Foto: Bogens omslag / klim.dk

Dennis Lehane, forfatter til blandt andet Shutter Island og Mystic River, har iscenesat en gennemført film noir-inspireret gangsterfortælling i romanen Verden af i går. I en os af cigarrøg og duft af cubansk rom balancerer den på knivsægget mellem at appellere til læserens eskapistiske appetit på fortiden og at berøre universelle menneskelige problematikker – blandt andet dem man konfronteres med i rollen som forælder, der skal forberede sit barn på verden.

Det siges – en anelse kynisk – at det eneste vores generation vil blive husket for, er at huske. Både litteratur, film og TV-serier anvender i dag i stor stil fortidens rum til at (gen)fortælle og vende fastgroede klichéer om ”det, der var engang”, på hovedet. Og vi lapper det i os, i en rus af nostalgi over en tid, vi udmærket kender uden selv at have oplevet den. Måske er det netop derfor, at Dennis Lehanes roman Verden af i går faldt i så god jord hos undertegnede, der jo unægteligt er et produkt af denne nostalgiramte generation.

Samvittigheden banker på selv mafiaens dør
Handlingen er sat i Florida anno 1943 i et benhårdt og lovløst mafiamiljø, hvor vi følger den ”næsten pensionerede” gangster Joe Coughlin, der ligeledes agerede hovedperson i de to forgangne romaner af Lehane (Den givne dag og Lev om natten), hvor Verden af i går udgør tredje selvstændige bind i serien.
Plottet tager sit afsæt i et rygte om, at nogen ønsker Joe død, og sågar har fastsat hans dødsdag –askeonsdag – og det bliver således Joes mission at finde frem til, hvem der vil have ham myrdet og hvorfor. Samtidigt skal han balancere resten af sin hverdag som værende højt-på-strå i den kriminelle underverden med en hed, men farlig affære med borgmesterens kone og sin tilværelse som alenefar til sin tiårige søn Tomas – alt imens han forsøger at bevare forstanden, der løbende spiller ham et puds. Blandt andet i form af en lille lyshåret dreng, som det tilsyneladende kun er Joe, der kan se…

Joe befinder sig i en verden der på mange måder er opbygget af kontraster: Vekselvirkningen mellem rollen som garvet gangster og omsorgsfuld far, de rå nabolag i Tampas storbyafkroge og sukkerplantagerne på eksotiske Cuba, og på flere måder grænsen mellem liv og død; til dels i kraft af den risikable branche, Joe er en del af – her hænger livet ofte i en tynd tråd, og ved et forkert træk kan det endes med aftrækkeren på fjendens skydevåben. Men også i kraft af besøg fra det hinsides, hvorfra levende døde aflægger Joe visit i den jordiske verden, ofte i form af manifestationer af hans lig i lasten – hvilket i visse tilfælde skal tages helt bogstaveligt.

Frem for alt er det største spøgelse, der hjemsøger Joe, hans vaklende samvittighed over hvilken arv, han videregiver til sin søn, Tomas.
Tomas er det dyrebareste i Joes liv, og er selv lidt af et omvandrende paradoks: Søn af en gangster og produkt af et hyper-maskuliniseret miljø, men også en dreng med et tilbagetrukket, eftertænksomt og blidt sind, der holder af at tegne og læse. Joe undrer sig over, hvordan hans søn er endt med at blive en så mild person trods hans opvækst, og de fremmede træk – både personligheds- og udseendemæssigt – tilskriver Joe Tomas´ afdøde mor, Graciela. Moderen var selv en blanding af cubansk og afrikansk blod, og med sin fars irsk-amerikanske gener understreges fragmenteringen i Tomas´ identitet i et raceopdelt samfund anno 1943, hvor ”mænd er mænd” og hvor de rigtige af slagsen ikke render til ordensmagten, hvis de har problemer, men i stedet tager sagerne i egen hånd.

Men hvad Joe må erkende er, at det er én ting at begå sig på vrangsiden af loven i en kynisk, krigsramt verden, mens en anden og langt sværere opgave er at forberede et barn med et stadig uspoleret og uskyldigt sind på selvsamme.

Verden af i går er en action-fyldt fortælling med hurtige skudepisoder, masser af dialog og et letfordøjeligt plot, der driver handlingen, som ender ud i en ganske rørende afslutning, der godtgør for de gange, hvor romanens mafiatema er ved at bevæge sig ud i det karikerede.
Men det er ligeså vel, hvis ikke i højere grad, udforskningen af Joes moralsk splittede karakter, der giver fortællingen ben at gå på. Joes mange facetter gør ham til en nuanceret og til tider ligefrem sympatisk person. Dette medvirker også til, at romanen kan nå ud over sit eget lukkede kredsløb og sætte spørgsmålstegn ved mere generelle problematikker i livet; om målet i sidste ende virkelig helliger midlerne, den indre kamp mellem pragmatisme og idealisme, og spørgsmålet om hvilke værdier vi vil videreføre til den næste generation. Problemstillinger der løbende vil opstå i de fleste menneskers liv, gangstere eller ej.