Men er det seksuelt misbrug, hvis Lolita selv vil?

Og her kommer Lolita ind i billedet. Lolita som roman, Lolita som figur. Dobbeltheden i pædofilibegrebet – eller brugen af det – er på mange måder lig den dobbelthed i Lolita som værk og Lolita (Lo, Lola, Dolly, Dolores) som figur, der, blandt andet, er med til at gøre romanen så tryllebindende at læse. For både læser og fortælleren, den forførte forfører Humbert Humbert, sidder tilbage efter endt læsning og endt fortælling med en fornemmelse af, selv retrospektivt, ikke helt at være klar over, hvordan det lige forholdt sig. Lolita lokkede, jojo, men i hvor høj grad kunne man tale om vilje? Eller om en performance, en ubevidst mimen af samfundsskabte normer (og ikoner)?

I Humbert Humberts fortælling om Lolita – og det er et lag i teksten, man som læser må have sig for øje: at Lolita beskrives ud fra Humbert Humberts synpunkt, som en del af hans forsvarstale – fremgår det klart, at Lolita tog det første skridt og forførte Humbert. Efter et kys hvisker Lolita noget i Humberts øre, der vender op og ned på hans forestilling om deres forhold: ”and gradually the odd sense of living in a brand new, mad new dream world, where everything was permissible, came over me as I realized what she was suggesting” (s. 133). Fra at have troet, at han skulle bedøve sig frem til Lolita’ske berøringer, ændres Humberts position fuldstændig: Lolitas initiativ betyder for ham, at han bliver henført til en verden, han kun havde drømt om – hvor samtidens forbud ophæves, af Lolitas eget forslag. Alt er nu tilladt, også sex med mindreårige – Lolita vil jo selv. I hvert fald i øjeblikkene efter Lolitas hviskeri. For det er ikke en verden, Humbert befinder sig i særligt længe. Kort efter synes Lolitas villighed at forsvinde: Senere vil hun have flere lommepenge, før hun lader Humbert Humbert komme til og ”forhøjer prisen under sex”, ligesom Humbert selv antyder, at hun er sammen med ham, fordi hun ikke har andre steder at gå hen.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, hvordan det, Lolita hvisker, ændrer Humberts syn på hendes tilnærmelser. Inden da er der indtil flere tidspunkter, hvor Lolita synes at lægge an på ham. Eksempelvis da Humbert siger, at han har savnet hende forfærdeligt, og hun fornærmet svarer: “I did not. In fact, I’ve been revoltingly unfaithful to you, but it does not matter one bit, because you’ve stopped caring for me, anyway” (s. 112), og grunden til, at hun ikke længere tror, at han bryder sig om hende er, at han “endnu ikke har kysset hende”. Selvom Lolita og Humbert ikke har haft et egentligt forhold, inden hun tog på ‘summercamp’, mener Lolita alligevel, at Humbert selvfølgeligt burde have kysset hende som noget af det første, og derfor går hun ud fra, at han ikke vil hende. Helt ud af det blå spiller hun en parforholdsrolle, med skelen til populærkulturens fremstillinger af virkeligheden, som hun stoler blindt på: “She believed, with a kind of celestial trust, any advertisement or advice that appeared in Movie Love or Screen Land” (s. 148). Det er altså ikke utænkeligt, at den 12-årige Lolita, idet hun spiller op til Humbert, mimer de roller, som kvinderne i populærkulturen indtager, når de indgår i en romance. Lolita befinder sig i en gråzone mellem barn og voksen, og når man, som Lolita, er ved at vokse ud af sin barneham, kan det i øjeblikke føles mere naturligt at tage en mere voksen maske på, som Lolita gør, når hun leger parforhold med Humbert.

Som han selv siger om Lolitas opførsel: “I knew, of course, it was but an innocent game on her part, a bit of bachfish foolery in imitation of some simulacrum of fake romance […] the limits and rules of such girlish games are fluid, or at least too childishly subtle” (s. 113). Humbert tager altså ikke selv den romance, Lolita simulerer, at der er imellem dem, for gode varer. Der er (endnu) ikke nogen, men Lolita er så uprøvet i forhold til forhold, at hun – for tidligt, inden hviske-scenen – siger, at de er ”lovers”. I sin uvidenhed om, hvad det indebærer, og om de nu egentlig er det, søger hun bekræftelse hos Humbert: ”Aren’t we?” På den ene side er der altså flere elementer, der kunne pege på, at Lolita mimer populærkulturens kvindeskikkelser og deres rolle i romancer, uden helt at være klar over, hvad det indebærer, og hvad hendes lokken kan medføre: at hendes æggende opførsel opfordrer Humbert til at fortære hende. Langsomt.

Men på den anden side synes det ikke at være helt så entydigt; Humbert er ikke ’Lolitas første’, hvorfor hun har en slags forudgående erfaring, der fortæller hende hvad forførelse – i hvert fald rent fysisk – indebærer. Desuden er Humbert ikke ene om at være en af Lolitas ældre ”lovers”: også karakteren Quilty er en rigtig nymfebedårer, der fortrylles af Lolita og hjælper hende med at slippe væk. Man kunne argumentere for, at Lolita kun indleder et forhold til Quilty, fordi han er hendes eneste vej væk fra Humbert. Omvendt siger Lolita selv, at Quilty er den eneste ”she had ever been crazy about” (s. 272). Det er først, da Quilty vil filme hende have gruppesex og ”andet perverst”, at Lolita siger fra. Hun vil kun være sammen med Quilty og have ham for sig selv.

Hvorvidt Humbert ender med reelt at misbruge Lolita, er der ikke megen tvivl om. Med halve trusler om børnehjemsophold får han hende til at blive hos ham og fortsat være en del af hans sexliv. Men det er samtidig svært at stille spørgsmålstegn ved det, at Lolita har haft egentlige følelser for Quilty. Og det har hun, helt tilbage til tiden før Humbert kom til; ”she was ten and furious with him” (s. 272).

Hvis man slår ’Lolita’ op i Den Danske Ordbog, får man ”ung pige som virker seksuelt tiltrækkende på en betydelig ældre mand pga. sit udseende eller sin fremtoning”, mens et opslag på ’lolitakompleks’ giver ”det at modne mænd tiltrækkes seksuelt af meget unge piger”. Med Lolitas forhold til og følelser for Quilty, synes lolitakomplekset i bogen i lige så høj grad at være, at meget unge piger – eller i hvert fald karakteren Lolita – er tiltrukket af ældre mænd. Jævnaldrende drenge siger hende i hvert fald ikke meget (s. 199).

Sætningen ”jeg kan ikke lide pædofile” havde formentlig ikke i lige så høj grad været et kronikmæssigt no-go i 1970’erne, som min underviser mente, at det er i dag: En anset britisk lobbygruppe, Det Nationale Råd for Borgeres Rettigheder (NCCL) rettede således en henvendelse til det parlamentariske udvalg for revision af Storbritanniens strafferet. Påstanden lød: ”Seksuelle erfaringer i barndommen, som sker i frivilligt samkvem med en voksen (…) resulterer ikke i påviselig skade”. Jeg kan undre mig over udtryk som ’frivilligt samkvem med en voksen’ og ’påviselig skade’. Hvordan kan man afgøre, om barnet (Lolita) vidste, hvad hun samtykkede i, da hun ’forførte’ den voksne (Humbert)? Og var det stadig frivilligt, da hun blev hos ham, fordi hun ikke havde andre muligheder?

Der er ikke det store spørgsmålstegn at stille ved det, at Humberts relation til Lolita ’forårsagede skade’, da hun ikke længere samtykkede. Men det er ikke til at vide, om relationen til Quilty, hvis den bare havde involveret ham og Lolita, havde været helt anderledes. ’Upåviseligt skadelig’. Det er blandt andet det, der er med til at gøre Lolita til en fascinerende roman; i hvert fald én, man ikke kan skrive et essay om, der har udgangspunktet at ’jeg ikke kan lide pædofili’. Jeg kan ikke lide seksuelt misbrug, og tanken om sex mellem børn og voksne mennesker frastøder mig. Men hvad hvis Lolita vidste, hvad sex indebar, hvad hvis hun forførte Humbert, og hvad hvis Lolitakomplekset i lige så høj grad indebar, at Lolita var tiltrukket af ældre mænd? Hvis Humberts drømmeverden, hvor alt er tilladt, findes hos Lolita – men med adgang kun for Quilty?

Referenceliste:

Vladimir Nabokov: Lolita

Netsider: 

http://www.information.dk/303214 (4/5 2014)

http://www.information.dk/447396 (4/5 2014)

http://www.information.dk/447573 (4/5 2014)

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?aselect=lolita&query=lolita (3/5 2014)