Anmeldelse af Tua Forsström: En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser, udgivet på Forlaget Arabesk d. 23. april 2020, oversat af Maja Lucas og Kamilla Löfström

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Hans Peter Madsen

Den store finlandssvenske digter Tua Forsströms seneste to bøger er udkommet på dansk i en samlet udgivelse. “Mørket, regnen, venligheden”, lyder første sætning i den første af de to bøger, og det kunne godt være overskriften for disse digte af en forfatter med perfekt poetisk gehør.

“Et fyrværkeri sprang ud i sydvest over Granvägen pludseligt med / store blomster som dalede ned og slukkede langsomt / styrtede ned i vandet og slukkede pludseligt en almindelig / aften med roser langsomt og smeltede i / vandet styrtede ned og faldt”

Her kommer en opgave: Læs ovenstående citat højt for dig selv. Mærk rytmen, husk at lade linjeskiftene markere en kort pause. Hvad fornemmer du? Hvad oplever du?

Mit svar ville være: Når man læser Tua Forsströms digte oplever man noget, som kun kan findes i litteraturen. Prøv at læse citatet igen – kunne dette være f.eks. en film? Nej, for tiden er i stykker på en måde, som man ikke kan se, men kun føle: I første linje springer fyrværkeriet (ud), i næste linje styrter det ned og slukker, i tredje linje styrter det igen og slukker igen, i fjerde linje styrter og slukker det for tredje gang, og i femte linje styrter det så én gang til. Det sker både pludseligt (linje 1 og 3) og langsomt (linje 2 og 4); det er oven i købet det helt samme, nemlig slukningen, der er både pludselig og langsom – fyrværkeriet “slukkede langsomt” (linje 2) og “slukkede pludseligt” (linje 3). Teksten om fyrværkeriet er ikke en beskrivelse; det er en følelse, den reneste, skære poesi.

To slags sorglitteratur

Finlandssvenske Tua Forsström (f. 1947) er en af Nordens mest anerkendte lyrikere. Hun fik Nordisk Råds Litteraturpris i 1998 for Efter at have tilbragt en nat blandt heste, som er blevet lidt af en kultklassiker – vil du låne den på biblioteket i Aarhus, kommer du til at stå i kø i fem måneder, hvilket er helt usædvanligt for en 20 år gammel bog, og det er et af de værker, som er et hyppigt svar, når forfattere bliver spurgt, hvilke bøger der har inspireret dem. Derfor er det også på tide og en glæde, at der nu for første gang siden Sange fra 2007 kommer nyt fra Forsström på dansk.

Udgivelsen her indeholder Forsströms seneste to digtsamlinger. Fyrværkericitatet ovenfor stammer fra En aften i oktober roede jeg ud på søen (2012), som med et eksperimenterende og i sætningsstrukturen nærmest ødelagt sprog undersøger eksistentiel sorg, ømhed og det at blive gammel – eller som bogens første linje lyder: “Mørket, regnen, venligheden”.

I den anden bog i nærværende udgivelse, Optegnelser (2018), er sorgen blevet ubærligt konkret: I 2015 døde Forsströms barnebarn Vanessa af leukæmi, kun 12 år gammel, og i digtene støder man på hjerteskærende sætninger som “Men hvad skal jeg gøre med dine ting”, “Vi er begge to i den forkerte verden, men ikke i den samme” og det, der er al sorglitteraturs grundlæggende udsigelse: “Jeg kan ikke forklare det.”

Dobbeltudgivelsen er en bjørnetjeneste

Og nu ville jeg egentlig gerne være vendt tilbage til det smukke, smukke fyrværkeridigt, men det kan man jo ikke rigtigt efter at have fortalt om en lille piges død. Det er også min eneste anke mod udgivelsen: Jeg synes, det danske forlag har gjort Tua Forsström en bjørnetjeneste ved at udgive de to digtsamlinger som én bog, for den ubærlige sorg i Optegnelser kan ikke undgå at komme til at skygge for den afdæmpede, eksistentielle sorg i En aften i oktober roede jeg ud på søen. At det ikke bare er mig, der har det sådan, at Optegnelser løber med opmærksomheden, kan ses i to af anmeldelserne, på henholdsvis skrivforlivet.dk og bogblogger.dk, hvor anmelderne fejlagtigt påstår, at begge bøger handler om barnebarnets død. Det kan jo ikke passe, hvis da ikke Tua Forsström er synsk, men jeg kan godt forstå, at man kommer til at blande tingene sammen, når nu de to værker bliver udgivet som én bog. Det er en skam, for begge bøger er på meget forskellige måder stor poesi – og de burde have haft lov til at blive læst med lige dele gru, melankoli og benovelse hver for sig. Så hvis du anskaffer dig bogen – det kan varmt anbefales – så sørg for at tage en god, lang læsepause i midten for at lade hver bog synke ind som et værk i sig selv.