Litterær artikel om Norden i et musisk, litteraturhistorisk og mytisk perspektiv

Af Lea Grosen Jørgensen

Fotograf: Lea Grosen Jørgensen

For få uger siden debuterede den norske musikgruppe Wardruna på dansk koncertjord. Det blev en aften, hvor instrumenter som shamantrommer, talharper, gedehorn og massive bronzelurer udgjorde scenen sammen med et tungt kor og sangtekster på urnordiske sprog. Wardrunas musik er noget helt for sig, og gruppens kunstneriske genfortolkning af den norrøne kultur afspejler en moderne forkærlighed for Norden og ikke mindst en generel fortidslængsel, der har dybe litteraturhistoriske rødder, som jeg undersøger nærmere i denne artikelserie.

Runer, shamanisme og vikinger

Wardruna blev grundlagt af Einar Selvik tilbage i 2003 med ønsket om at indfange en del af den tabte sangkultur fra det prækristne Skandinavien. For at efterkomme en så autentisk målsætning gør musikgruppens medlemmer meget ud af at indspille deres numre i naturen, hvor de også optager lyde som bækkerislen og fuglefløjt. Samtidig bruger alle musikerne originale instrumenter, som de i visse tilfælde selv fremstiller. Hvad angår numrene, er de hver især baseret på en tilsvarende rune fra den ældre futharks runealfabet, der blev benyttet frem til det 8. århundrede og rummer i alt 24 tegn. Wardruna har fortolket hver enkelt rune i albumtrilogien Runaljod (2009-2016) og fusionerer på den måde egen tekst og musik med stilmønstre fra en fortid af shamanisme og runemagi, der har gjort kulturelt indtryk, både i selve Skandinavien og i udlandet. Alene i Danmark indtager Nordens oldtid en essentiel plads ved rollespilsforeninger, byfester og teateropsætninger, og perioden danner også baggrund for eksempelvis en række europæiske festivaler såsom den polske Vikingefestival i Wolin og Jorvik Viking Festival i York. Det er ingen hemmelighed, at netop vikingerne og deres storhedstid i det 8.-11. århundrede har vakt international interesse inden for både den historiske forskning og populærkulturen. Museet Kongernes Jelling har således i 2017 mulighed for at vinde prisen som årets europæiske museum, mens sagnhelte som Ragnar Lodbrog, Bjørn Jernside og Ivar Benløs er bragt til live i den succesfulde serie Vikings (2013-), hvoraf de to første sæsoner tilmed indeholder Wardrunas musik og et par gæsteoptrædener fra Einar Selvik.

Vores forestilling om det prækristne Norden går imidlertid meget længere tilbage end TV-serierne med stærke skjoldmøer og souvenirbutikkernes hornede vikingehjelme i plastic. I mange år lød den generelle opfattelse, at det nordlige Europa var en barbarisk og mørk modsætning til det sydlige antikken og dens kulturarv, som med middelalderens afslutning for alvor blev genoplivet inden for naturvidenskabens, filosofiens og kunstens verden. Dette syn forandrede sig først for alvor i den sidste halvdel af 1700-tallet, hvor flere europæiske rejsende og intellektuelle begyndte at få øjnene op for Nordens kulturhistorie og ikke mindst dens mytologi, som de nu ikke længere ringeagtede, men tværtimod sidestillede med den græsk-romerske. Den daværende interesse – og dertil dens rekonstruktion af fortidens sprog, skikke og kunst samt en stigende nationalromantik – omdannede det prækristne Norden, der nu blev favoriseret af patrioter og internationale forskere, som gik vikingernes erobringstogter og kulturarv efter i sømmene. Nogle gav tilmed Norden et utopisk præg ved at betragte dets samfund som forgængeren for det europæiske demokrati.

En fortidsfortolkning i udvikling

På mange måder er nutidens ”nordiske feber”, om man vil, en overbygning af romantikernes interesse for Norden. Men ligesom Romerrigets historikere med stor sandsynlighed har medvirket til en udbredt nedvurdering af nordeuropæerne, har det 18. og 19. århundredes romantikere også farvet oldtidens Norden og tillagt den en særlig nationalitetsfølelse, som stortrives i dagens Skandinavien. I den forstand er romernes fordømmelse og romantikernes forherligelse begge en påmindelse om den iscenesættelse af fortiden, der som regel forekommer, når vi fortolker en historisk periode og mere eller mindre ubevidst tildeler den et politisk eller kulturelt ansvar for vores egen samtid. Iscenesættelsen fortsætter den dag i dag, særligt i litteraturen, hvor mange forfattere ligeledes føler sig draget af Norden. I modsætning til historien har litteraturen imidlertid den fordel, at den kan tage sig en lang række kunstneriske friheder. I forlængelse heraf er fantasy-genren måske et af de bedste eksempler på, hvordan vores forestilling om Norden i høj grad er fiktionaliseret, også selv om vi ikke nødvendigvis vil indrømme det. Til forskel fra den historiske roman, der også hyppigt behandler den norrøne fortid, imødekommer fantasy hellere end gerne den fiktive udlægning af historien i kraft af sit magiske indhold. Skønt genren ofte forlader sig på historisk forskning for at gøre sit univers overbevisende, er den ikke bange for også at inkorporere overtro, sagn og mytologier, hvis overnaturlige elementer genren tager alvorligt, efterligner og videreudvikler. Fantasy befinder sig i den forstand med det ene ben i fortidens kulturarv, ikke mindst dets sagn og myter, mens det andet ben hviler på fornyelse og kreativitet, så den enkelte romans univers samlet set står på en solid grund, hvor den iboende mytologisk-historiske referenceramme er fortolket på original vis.

Et godt eksempel på en sådan nyfortolkning af Norden er norske Siri Pettersons populære fantasy-serie Ravneringene (2013-2015), hvor inspirationen fra den nordiske mytologi både forekommer på makro- og mikroniveau: Med inspiration fra jætten Ymer, der i Eddaernes norrøne poesi lægger krop til verdens skabelse, hedder landet Ymslanda og dets befolkning ymsslægten i seriens første bog. I dette univers er ravne hellige væsener, og den udvalgte iblandt dem er Seeren, der, ligesom Odins to ravne Hugin og Munin, optræder som et medie mellem flere verdener. Pettersens serie henter stednavne og magiske detaljer direkte fra den nordiske mytologi, men forstår også at omforme dem og tilmed omstyrte deres logikker, mens handlingen skrider frem, og det ene univers forplanter sig over i det andet. Også svenske Anders Björkelid tager Norden under kreativ behandling i sin serie Fortællingen om Blodet (2009-2014), om end han går skridtet videre ved at tage afsæt i en periode, der gik forud for vikingernes opblomstring. Med en referenceramme bestående af samiske sagneventyr, det gotiske sprog og oldtidens folkevandringer indarbejder Björkelid en særlig historisk dybde i hele serien. Magien er desuden ikke tilknyttet velkendte væsener fra nordisk mytologi, men beror derimod på naturfænomener og skovvæsener, der blandt andet omfatter vætter, jærve, alliker og bulbidere, såvel som en vinterkonge og en sommeryngel. På mange måder formår Fortællingen om Blodet dermed at indfange en bid af en fortidig kosmologisk logik, i hvilken et fænomen som årstidernes gang blev oversat til sagn, der omvendt tildelte naturen en magisk eller spirituel entitet (i hvert fald hvis man skal tro samtlige myteforskere og antropologer). Resultatet er et særegent univers, hvor naturen, dens magi og ikke mindst fortællingerne om den formodes at være virkelige hos karaktererne, der trinvist må lære at gebærde sig i en sådan virkelighed.

Her slutter første del af artikelserien om den litteraturhistoriske fortolkning af Norden. Anden og sidste del fortsætter diskussionen af fantasy, fortidsfortolkning og det norrøne Skandinavien, men med et særligt henblik på Nordens indflydelse i England.

Referencer

  • Björkelid, Anders (2016): Ondvinter [2009], Ildbærerne [2010], Forbundsbrydersken [2011], Frostskumring [2014], København: Ulven og Uglen
  • Jespersen, Anette (2016): ”Vikinger kæmper for at vinde stor europæisk pris til museum i Jelling” fra DR’s hjemmeside, http://www.dr.dk/nyheder/regionale/trekanten/vikinger-kaemper-vinde-stor-europaeisk-pris-til-museum-i-jelling (12.12.2016)
  • Pettersen, Siri (2016): Odinsbarn [2014] og Råddenskab [2015] København: Høst og Søn (tredje del Evnen udkommer på dansk til i foråret 2017)
  • Poulsen, Karen Klitgaard (red.) (2007): Northbound, Aarhus University Press
  • Wardruna (2009): Runaljod – Gap Var Ginnunga, Indie Recordings/Fimbulljóð Productions
  • Wardruna (2013): Runaljod – Yggdrasil, Indie Recordings/Fimbulljóð Productions
  • Wardruna (2016): Runaljod – Ragnarok, Indie Recordings/By Norse Music
  • Artiklens billede er fra Wardrunas optræden i Håkonshallen i Bergen d. 27. og 28. august 2016 og er hentet fra gruppens Facebook-side.