Anmeldelse af Tracy Chevalier: Den nye dreng, udgivet på Modtryk d. 22. september 2017. På dansk ved Lilian Kingo
Anmeldt af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
En tragisk fortælling som Shakespeares Othello fortjener en lige så tragisk genfortælling, og dette leverer Tracy Chevalier i Den nye dreng – det seneste skud på stammen i serien “Shakespeare i et nyt årtusind”. Romanen er nervepirrende, gennemsyret af giftige fordomme, stærk jalousi og hjerteskærende skæbner, som er en Shakespeare-tragedie værdig.
William Shakespeares Othello er historien om den mauriske – dvs. sorte – general Othello, der gifter sig med Desdemona, og som siden bliver centrum for et rænkespil af enorme proportioner udført af den luskede Iago. Othello bliver manipuleret til at tro, at Desdemona har været ham utro med Othellos ellers loyale kaptajn Cassio, og i sin jalousi slår Othello hende ihjel for dette forræderi. Da Iagos kone, Emilia, afslører, at Desdemona var uskyldig, rammes Othello af uudholdelig sorg og skyld, som får ham til at begå selvmord.
Hvordan genfortæller man bedst et så tragisk værk som Othello? Man lader den foregå over en enkelt dag i en amerikansk skolegård i 1970’erne – i hvert fald hvis man er Tracy Chevalier. I genfortællingen er det den ghanesiske diplomatsøn Osei Kokote, der indtræder i rollen som Othello, da han starter på en skole i Washington, hvor han er den eneste sorte elev. Dette skaber spændinger blandt både elever og lærestabel, som enten ikke ved, hvad de skal gøre med ham, eller danner deres holdninger til ham ud fra racistiske stereotyper. Tingene bliver ikke bedre, da skolens mest populære pige Dee falder for Osei, og de er endda blevet kærester før de når til spisefrikvarteret.
Skolens tyran Ian ser dog hurtigt muligheder i Osei og bestemmer sig for at bruge ham til at vælte Dee og Casper, som er de to mest populære elever på skolen. På den måde kan han selv hæve sig i hierarkiet, og før dagen er omme, er intet som det var dagen før.
Selvom Den nye dreng ikke kan bryste sig med drabstal af samme kaliber som sit Shakespeare-modstykke, giver den alligevel et indblik i, hvor stor skade mobning kan have – både fysisk såvel som psykisk. Selvom romanen finder sted i en skolegård, og størstedelen af karaktererne knap nok er teenagere, betyder det ikke, at det, læseren oplever, ikke er grusomt. Tværtimod spiller karakterernes alder ind i opfattelsen af deres handlinger, fordi der under dem hersker en vis naivitet; de forstår nemlig ikke, hvilken indflydelse de har og hvor stor en effekt rygterne har på dem, de handler om – uanset om de er sande eller ej. De eneste karakterer der synes at forstå dette er Osei, som følge af den racisme han oplever hver dag, og Ian, som udnytter det til at manipulere alle andre og ryste op i de magtstrukturer, der gør sig gældende.
Den nye dreng er nervepirrende læsning, som får læseren til at heppe på hovedkaraktererne og håbe på en god slutning for alle – og dette på trods af at man måske allerede ved, at Othello er en tragedie, som derfor på ingen måde kan ende godt. Chevalier er da også det oprindelige værk tro i måden, hvorpå hun skildrer karakterernes endelige situation, og som læser sad jeg til sidst med en gru for deres videre skæbner efter romanens ende. Dette er en imponerende bedrift fra forfatterens side, som har ledt til et anbefalelsesværdigt værk om fordomme, manipulation og ulykkelige misforståelser.
Leave a Reply