Anmeldelse af Valdemar Holst: Manden der tænkte ting, udgivet af Baggaardsbaroner d. 10. november 2020.

Anmeldt af Maiken Gadegård Sørensen.

Foto: Johannes Witthøfft.

Forlaget Baggardsbaroner har et talent for at finde gemte værker, der ikke skulle have været glemt. Manden der tænkte ting er uden tvivl et af disse værker. Den er sprængfyldt med bizarre situationer, excentriske karakterer og interessante tankeeksperimenter pakket ind som et letlæseligt værk til den, som både holder af spænding og mystik. 

Manden der tænkte ting følger vi dr. Francis, en fantasiløs læge, der arbejder på et psykiatrisk hospital, i hans famlen mellem mærkværdige oplevelser og søgen efter virkelighed. Det hele igangsættes af en indlagt patient, kemikeren Boutard, som på sit hospitalsværelse gentagne gange findes i besiddelse af cigarer og portvin. Og det trods hans værelse er tomt, og han intet havde med, da han ankom. Denne gåde har dr. Francis i sinde at løse, og læseren bliver viklet ind i besynderlige mysterier, som ikke så let lader sig udfolde. 

Boutard viser sig ikke at være nogen helt almindelig mand, og han forsvinder fra sit låste hospitalsværelse, som var han sivet som luft gennem væggene og ud i friheden. Da dr. Francis senere nægter at udføre en hjerneoperation på ham, sætter han sig for at gøre livet surt for dr. Francis. Over flere dage oplever lægen, at hans venner og kollegaer taler med ham om situationer, han simpelthen ikke mener at have oplevet. Efterhånden bliver dr. Francis mere og mere forvirret og nervøs, og han forfærdes af et sært møde på en af operationsstuerne:

”Lyscirklen om ham og hans konturer steg og sank ustandseligt på en egen rytmisk måde. Nu så jeg, at det hverken var nogen af kandidaterne eller kemikeren, og en anelse om noget ufatteligt gød en isnende rislen gennem mit baghoved og min nakke. Jeg kunne ikke rumme tanken, mit åndedræt blev kort, og jeg gik med stive skridt helt hen til ham; men i samme nu blev jeg stående, og min mund brast i et skrig. Skikkelsen, der stod kun to meter fra mig, var mig selv.”

Francis fraskriver oplevelsen som en hallucination, men efterhånden bliver det klart for ham, at hans liv er blevet til en tovtrækningskamp om hans identitet imellem ham selv og denne skygge-Francis. 

Da dr. Francis opsøger Boutard i håb om at finde svar, lærer han, at Boutard er i stand til at ”tænke aktivt”. Ved at vende synsprocessen om kan han nemlig forvandle psykisk energi til materiel energi. Frem for at tingen sender tanker ind i hjernen, har Boutard lært sine tanker at sende ting ud af hjernen. I sit hjem viser Boutard Francis, hvordan han tænker en kasse cigarer frem, først som farveløse, svagt sitrende billeder og derefter som fuldkommen manifesterede objekter. 

Psykens åbninger

Manden der tænkte ting er på mange måder en leg med sindets små huller, og læseren såvel som fortælleren selv bliver i løbet af værket i tvivl om, hvem der er den rigtige dr. Francis. Romanen er fortalt gennem Francis’ synspunkt som en form for nedskrivning af et videnskabeligt eksperiment, men efterhånden som skyggen tager mere og mere plads og overtager fortællerens liv, tager han sig et nyt navn, begynder at leve et andet liv og taler ikke om sin fortid.

”Da jeg gik ud ad porten, svor jeg ved mig selv, at det skulle være sidste gang, jeg forsøgte at overbevise nogen om, at jeg var dr. Francis. Og jeg var lige på grænsen af tvivl, om jeg egentlig nogensinde havde været det.”

Men er skyggen egentlig ægte? Og er han tænkt frem af Boutard, eller er han faktisk en tanke af Francis selv? Er der tale om en gal videnskabsmand i identitetskrise eller om en regulær dobbeltgænger? Disse spørgsmål trænger sig på, og det er utrolig interessant at læse værket med begge muligheder for øje. Der er helt klart et tema om underbevidsthed, som når der ud af en sovende Boutard bryder tåger af rovdyr, mennesker og eksotiske blomster frem, men samtidig ligger spændingsfeltet mellem videnskab og magi konstant og presser sig på.

Selvom Valdemar Holsts roman i sig selv er både velskrevet og spændende, så gør Baggaardsbaroners nye præg på den virkelig, at den kommer til sin ret. Der er ikke en finger at sætte på hverken omslag, kapitelillustrationer og tekstopsætning. Bogen er utrolig læsevenlig og illustrationerne er både flotte og velvalgte. Så hvis du har en 4 timer på hånden en dag kan en tur ind i sindets krumninger med dr. Francis virkelig anbefales.