Anmeldelse af Peter Handke: Ulykkelig og uden ønsker, udgivet 27. marts 2020 på Batzer & co., oversat og med efterord af Madame Nielsen

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Hans Peter Madsen

Den østrigske nobelpristager Peter Handkes mor begik selvmord i 1971. Kort efter satte han sig ved skrivemaskinen og beskrev hendes fladtrykte liv i den korte roman Ulykkelig og uden ønsker. Hendes liv var præget af fattigdom, vold og et nådesløst undertrykkende patriarkalsk samfund, der tvang hende til at leve som en type, og ikke som et individ. Handke lægger ikke fingrene imellem i sit grusomt rørende, men aldrig sentimentale portræt.

Den sidste sætning i Ulykkelig og uden ønsker (tror jeg godt, jeg kan tillade mig at afsløre) lyder: “Senere vil jeg skrive med større nøjagtighed om det hele.” Underforstået: Portrættet af Peter Handkes mor i Ulykkelig og uden ønsker er ikke til fulde skrevet med nøjagtighed. Det er på en måde sandt nok. Men det er netop i mødet mellem det nøjagtige og det unøjagtige, det specifikke og det generelle, at hun dukker levende op i teksten.

Cirka midtvejs i den korte roman indskyder Handke en parentes om, at  “det der her står skrevet” er “generaliseringer, der udtrykkeligt ser bort fra min mor som en muligvis enestående hovedperson i en måske enestående historie”. Men det, at dele af portrættet fortæller om moren som type frem for som person, er alligevel rammende, for romanen handler om en kvinde, der af det omgivende patriarkalske samfund trykkes fladt ned i en typeform. Som der står om det østrigske landsbysamfund, hun stammer fra:

“Når nogen talte om sig selv og ikke bare fortalte en snurrig historie, kaldte man ham ‘løjerlig’. Den personlige skæbne blev, hvis den overhovedet nogensinde havde udviklet sig til noget egent, i den grad afpersonaliseret ned i mindste lille drømmerest og tæret bort i de religiøse ritualer, i skik og brug og de gode manerer, at der knap var noget menneskeligt tilovers i individerne; ‘individ’ var også kun kendt som et skældsord.”

I sådan et jantelovssamfund er det “latterligt i ramme alvor at ytre sine ønsker”, og det især, når man er kvinde, for “[e]thvert udtryk for et eget kvindeligt liv var i disse landligt-katolske sindsomgivelser i det hele taget næsvist og ubehersket”. Her er der ikke andet i livet for en kvinde end de huslige pligter: “Hun blev et neutralt væsen, hun fortabte sig i de daglige gøremål.” Et neutralt væsen! Ja, helt suget tom for personlighed og enhver selvstændig lyst — uden ønsker — bliver den mor, Handke beskriver.

Mennesket i detaljen

Og så alligevel ikke, for selvom patriarkatet tvinger hende til at være type, findes morens individualitet alligevel i detaljerne. Når der optræder en poesi i de af Handke meget præcist valgte ord, udfyldes omridset af kvindeskikkelsen. Se bare den helt nære beskrivelse af det ar, hun har på pegefingeren:

“fra sine barndomsdage havde min mor et snit i pegefingeren der var groet sammen i en arret knold af vildt kød. Og i denne hårde pukkel hagede man sig fast når man gik ved siden af hende.”

I Ulykkelig og uden ønskers slutstykke krøller romanformen sig sammen og fragmenteres i helt korte, sansede enkeltsætninger, der kan være så enkle og så erindringstunge som denne: “Æggelikørflasken i anretterskabet!” I dén sætning, og i beskrivelsen af det knudrede ar, er moderen ikke kun en type, men først og fremmest mor. Fortællingen om hendes liv bliver dermed både en fortælling om en type uden unikke karakteristika og en nær sansning af lige præcis hendes individualitet. Kunsten at beskrive et menneske er måske at finde et mellemstadie mellem det private og det almene; der, hvor æggelikørflasken i anretterskabet både er et privat erindringsbillede, der kun har affektionsværdi, men også samtidig er en del af en skitseret type, der vedkommer læseren lige så meget som forfatteren. I hvert fald lykkes det til fulde Peter Handke at portrættere dette menneske, så man både oplever hende som et omrids, der er trykket flad og gjort til type af et patriarkalsk samfund, og en mor, som forfatteren sørger over som individ. Lidt groft stillet op — og helt klart mindre nuanceret, end Handke selv ville sige det — kan man sige, at patriarkatet reducerer kvinden til en type, men litteraturen kan gøre en kvinde til et menneske. Og sikke et menneskeliggørende stykke litteratur, Ulykkelig og uden ønsker er!