Anmeldelse af Jane Austen: Mansfield Park, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 24. april 2019
Oversat af: Johanne Kastor Hansen
Anmeldt af: Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
Hvem kender ikke Jane Austen og hendes romaner? De værker, som hun har skrevet, som de fleste nok kender, er Stolthed og fordom og Fornuft og følelse, men hendes forfatterskab stopper ikke her. Hertil kommer romanen Mansfield Park der igennem Lindhart og Ringhof er blevet nyoversat, samt fået nyt, smukt udseende.
Personligt havde jeg kun kendskab til Austens Stolthed og fordom samt Fornuft og følelse, som jeg virkelig holder meget af– specielt Stolthed og fordom. Mansfield Park skuffer ikke, og det er tydeligt, at det er Austen, der har skrevet den, da mange af hendes kendetegn går igen i denne roman: det store persongalleri med forelskelser og splid på kryds og tværs, samt de mange indre monologer og følelsesladet samtaler mellem karaktererne. Dertil kommer det begrænsede plot, da der ikke er så meget skub på handlingen, men det er i stedet nysgerrigheden om, hvem der ender med hvem, der fører læseren igennem værket.
Når den fattige pige kommer ind i en fornem familie
Fortællingens hovedperson er den unge Fanny Price, der kommer fra fattige kår med mange søskende, en far der drikker og en mor, der kun elsker sine sønner. Moderens to søstre Mrs. Bertram og Mrs. Norris kender godt til deres yngste søsters fattigdom, og de foreslår sammen med Mrs. Bertrams mand, Sir Thomas, at de gerne vil opfostre Fanny, i håb om, at det kan lette byrden hos den fattige familie. Fanny kommer derfor til Mansfield Park som 10-årig, hvor hun vokser op hos sin fornemme tante Mrs. Bertram, hendes mand og deres fire børn Tom, Edmund, Maria og Julia, der alle er ældre end Fanny. Der bliver ikke vist meget kærlighed for Fanny af familien, da hun altid bliver prioriteret sidst, og de andre tænker mere på deres eget velbefindende end Fannys. Dette ser ikke ud til at genere Fanny, da hun med sit blide sind ikke kan vise utilfredshed. Helt slemt er det med Mrs. Norris, der bor tæt på familien Bertram, og derfor er en fast gæst i huset, da hun ser Fanny som en pestilens og lader al hendes kærlighed gå til Bertram-søstrene, hvor Maria er yndlingen. Den eneste, der viser Fanny opmærksomhed, er hendes fætter Edmund, og de to får skabt en stor fortrolighed til hinanden. Edmund kan godt se, at hans mor og tante gør forskel på Fanny og hans søstre, og han står gang på gang op for hende, som dengang alle de unge mennesker er blevet inviteret til middag, men de andre ikke vil have Fanny med:
Fanny udvikler derfor store følelser for sin fætter, men siger ikke noget, da hun godt kan se, at han viser den smukke Miss Crowford mere opmærksomhed, og denne opmærksomhed er gengældt. Helt skidt bliver det så, da Miss Crowfords bror bliver forelsket i Fanny, efter at han har knust både Maria og Julias hjerter. Fanny går derfor ud af sit gode skind, og hun ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv, andet end at afvise Mr. Crawfords frieri, hvilket er til stor skuffelse for Sir Thomas.
Drama på Austen-niveau
Der er derfor lagt i kakkelovnen til drama i alle afskygninger i ægte Austen-stil, hvor forskellige kærlighedsromancer blomstrer, men så bliver skudt ligeså hurtigt ned igen. Familiedrama står også på programmet, hvor den ene ulykke efter den anden selvfølgelig indtræffer, men som noget nyt står Fanny midt i det hele. Hun ved alt, hvad der foregår, da alle er fortrolige med hende, på grund af hendes blide og rolige sind, men den eneste, der kender til hendes sande følelser, er hende selv. Fanny går igennem den ene uretfærdige behandling efter den anden, og som læser håber man virkelig, at hun får Edmund til sidst, selvom man også er klar over, at han nok vil vælge Miss Crawford.
Leave a Reply