Anmeldelse af Mikael Josephsen: Jubelidiot, udgivet på Forlaget Arabesk 22. februar 2019
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Forlaget Arabesk
I den autobiografiske digtsamling Jubelidiot udruller Mikael Josephsen scener fra et hverdagsliv. Digtene skifter mellem beskrivelser af det forunderlige, frygtelige og underlige ved hverdagens trivialiteter og det mørke, som stammer fra Josephsens fortid med en voldelig og psykisk ustabil far. Opdelt i forskellige komponenter i en sang kommer digtene hele vejen rundt om alt fra psykisk sygdom og misbrug til børnebørn og solsorte.
Det er en virkelig rar oplevelse at læse Jubelidiot. Ikke på grund af digtsamlingens temaer, som i de fleste tilfælde er centreret om de mere dystre og ensomme aspekter ved hverdagen. Men fordi man her bliver præsenteret for noget så sjældent som digte, der er velskrevne og smukke, uden at de af den grund bliver svære at læse.
Det er kendetegnende for Mikael Josephsens stil, at han er god til at beskrive øjebliksbilleder fra sit liv i et minimalistisk og alligevel malende sprog. Som læser føler man, at man står ved siden af ham og betragter scenen udfolde sig. Alle nuancerne står tydeligt frem for det indre øje; naboerne, der hænger ud fra altanerne, imens de nysgerrigt betragter en politiaktion i lejligheden over for. Faren, der triumferende vinder et løb på travbanen. Og rædslen ved noget så mondænt som en kiosk midt i en kz-lejr.
Livet efter den psykiske sygdom
Har man læst nogle af Josephsens tidligere udgivelser, så ved man, at han i en årrække har kæmpet med både misbrug og psykisk sygdom. Hans ophold på en psykiatrisk afdeling er endda omdrejningspunkter for den tidligere udgivelse Knæk.
I Jubelidiot handler det om livet efter den psykiske – og alle de andre – sygdomme. Og det er ikke altid et liv, som er nemt. Jeg-fortælleren i digtene er efter sin tid i sygdommens verden isoleret fra alle andre. Han har mistet sin kæreste eller kone, og det virker heller ikke til, at han har det bedste forhold til sine børn. Den dårlige psyke og angsten for sygdom og død spøger også stadig. Samtidig emmer digtene af små glimt af glæde og forundring over hverdagens skønhed:
Det er blevet forår mens jeg var væk
mens jeg lå død
der er kommet et barnebarn ud
af det blå
tænk at jeg har overlevet alt det
så smukt roserne står i en eller anden have
kryber ind i huset
finder den vase
jeg i søvne har stillet frem
Skygger fra fortiden
Parallelt med fortællingen om hverdagen her og nu er historien om en barndom i skyggen af en far, der var både voldelig, narcissistisk og alkoholisk. Hverdagsplanet og fortidsplanet flettes elegant ind i hinanden, så man som læser får indtrykket af, at de hænger uvægerligt sammen. Farens skygge rækker således ud over barndommen og ind i voksenlivets realplan:
Men gider man
når det nu alligevel er sin far man ser
hans øjne
tindingerne
den bankede nervøse puls
i en åre over øret
når jeg åbner munden taler jeg med
hans stemme
[…]
At vi får historien om fortællerens barndom giver digtsamlingen et ekstra lag, der klæder den rigtig godt. Det bliver mere end bare en hverdagsfortælling eller en misbrugshistorie, fordi vi får en indsigt i det forløb, der har ført hertil. Samtidig er det splittede forhold til faren, præget af lige dele foragt, frygt og beundring, fascinerende at læse om.
Anbefalelsesværdig dansk poesi
Jubelidiot er en oplagt læseoplevelse – både for dem, som elsker poesi og for dem, som gerne vil prøve mere kræfter med genren. Selvom de er letlæste, fortæller hvert digt alligevel sin egen historie gennem skarpt og billedskabende sprog. Fortællingerne er nærværende og rørende, og så belyser de en side af livet og af samfundet, som ikke så tit ser dagens lys. Josephsen har med sin historie om barndom, sygdom og hverdag begået et lille mesterværk, som klart kan anbefales.
Leave a Reply