Hvad er en rigtig dame?

Anmeldelse af Heidi Kølle Andersen: En rigtig dame, udgivet på forlaget Alpha d. 16. april 2021.

Anmeldt af Birgitte Nielsen

Foto af Birgitte Nielsen

`Pyntedukke´, `Bly viol´, `Skrappedulle´, `Rendemaske´, `En god pige´ og `Forstadsfrue´. Disse er alle titler på et udsnit af de noveller, der indgår i novellesamlingen En rigtig dame. Fælles for dem alle er dog også, at det er fraser, som benyttes om kvinderne, der portrætteres i novellesamlingen. Men stemmer en persons omdømme altid overens med, hvem personen er indeni, og er alting egentlig, som det ser ud på overfladen? 

Fælles for novellerne i samlingen er, at de alle omhandler kvinder i forskellige stadier i livet, lige fra den helt unge pige til den senile ældre dame. Det tydeliggøres dog i samlingen, at en kvindes liv og omdømme ikke er statisk men evigt foranderligt.

En karakters udvikling

En spændende karakter, som i høj grad har et foranderligt omdømme, er Anne-Sophie. Hun optræder som omdrejningspunkt i hele tre noveller i samlingen, og er den eneste karakter, hvor dette er tilfældet. Novellerne fokuserer på tre forskellige stadier af hendes liv, og viser hvordan en person kan ændre sig igennem livet. Anne-Sophie karakteriseres i hver af disse noveller som enten en bly viol, en rendemaske eller en forstadsfrue. Disse tillægsord har meget forskellige konnoteringer, og man kan derfor let forledes til at tro, at der er tale om tre forskellige kvinder. Læseren er dog ikke i tvivl om, at der er tale om den samme kvinde, da hvert enkelt af de tre noveller fortsætter en plotlinje fra den forrige. 

Da læseren først introduceres for Anne-Sophie, er hun en bly viol, der holder sig for sig selv, og hvis eneste betydningsfulde bekendtskab er hendes mor. Da hun bliver introduceret til sex, udvikler hun sig dog fra en bly viol til en rendemaske:

“Livet fik kulør. Som et overdådigt sønderjysk kaffebord, hvor Anne-Sophie for en gangs skyld befandt sig midt på bordet, øverst i den hvide lagkage blandt creme, flødeskum og røde og grønne cocktailbær.” 

Hendes frie sexliv fører til tanker om børn. Da hun bliver gravid, gifter hun sig, og bliver udadtil en fin forstadsfrue. På deres bryllupsnat aborterer hun dog barnet, og da de ikke er i stand til at undfange et nyt barn, søger hun trøst i alkohol, og hun begynder at føle modvilje imod sin mand, som hun ofte har lyst til at stikke en gaffel i eller kvæle med de bare næver:

“Det var måden, han spiste på. Måden, han fløjtede på, når han gik i bad. Hvis han en weekend ikke barberede sig. Det rørte hende ikke, at han nu ofte ikke kom hjem før langt ud på natten, enkelte gange først op ad formiddagen. Så havde hun fred så længe og kunne drikke, som hun ville.”

På trods af, at hun udad til har et lykkeligt og glamourøst ægteskab, er hun i privaten ulykkelig og fordrukken, og hendes ægteskab er ved at gå i stykker. Dette viser tydeligt, hvordan de private forhold i novellesamlingen ikke altid stemmer overens med offentlighedens indtryk her af.

Samtidsrelevans

Novellesamlingen berører også flygtigt den samtidsrelevante MeToo- og sexismedebat der i 2020 og 2021 har fyldt meget i medierne. Denne debat kan indirekte læses ind i novellen “Skrappedulle”. Her chikaneres Lizette i længere tid af sin chef og mandlige kollegaer, fra hvem hun har fundet sig i diverse lumre, chauvinistiske bemærkninger og klap i røven. Hun griber muligheden, da den byder sig, og har en engangsaffære med sin chef i bytte for en forfremmelse. Da forfremmelsen imidlertid udebliver, vælger hun at afpresse sin chef.

“[Hun tog] et screenshot af den liderlige sms, hr. Svendsen havde sendt hende om mandagen efter julefrokosten, og vedhæftede den en mail til ham. Hun skrev, at hun regnede med, at det måtte være en misforståelse med den nye marketingskonsulent, og at det var hende, Lizette, og ingen anden, der burde stå i spidsen for den nye kunde marketingstrategi. Og at der med dét ansvar skulle følge ti kilo ekstra om måneden.”

Her portrætteres en situation, hvor kvinden både kan opfattes som et offer, men også i højere grad kan fremstå som en hævngerrig opportunist. I betragtning af samtiden for udgivelsen, der i høj grad er præget af MeToo- og sexismedebatten, kan denne novelle bidrage til netop denne debat, da den udstiller en alternativ side af sagen, hvor kvinden ikke definitivt kan kategoriseres som et offer. 

En eksperimenterende novellesamling

Hovedpersonernes forskelligartethed underbygges af forfatterens eksperimenterende leg med stilarter og opsætning, da ikke alle noveller er skrevet efter samme kompositionsmæssige mønster. For eksempel består en enkelt novelle udelukkende af en dialog imellem en mor og hendes datter. En anden novelle springer flere gange, flere år ud i fremtiden. Nogle noveller beskriver et længere handlingsforløb, som strækker sig over flere dage eller år, mens andre slår ned på specifikke situationer, som beskrives ned til mindste sanseindtryk. 

Det er imidlertid ironisk, at den eneste novelle der ikke direkte har en kvindelig hovedperson, er novellen, der lægger navn til samlingen: En rigtig dame. Dette sætter også lys på spørgsmålet: Hvad er en rigtig dame?