Anmeldelse af Mads Mygind: Manden på gaden, udgivet på Kronstork d. 8. maj 2026.
Anmeldt af: Jacob Møller
Foto: Jacob Møller
Manden på gaden er en omvendt odyssé, hvor du farer komplet og aldeles vild i Europa og i dit sind. Mads Myginds nye digtsamling Manden på gaden benytter sig af et marginaliseret virkemiddel inden for poesi, det lyriske du.
Det er nemlig dig der bliver sat i rollen som betragteren. Både betragteren i digtene, det lyriske du, der betragter de europæiske storbyer Hamborg, Wien og Paris, deres indbyggere, turister og gader. Ingen detaljer slipper forbi ditskarpe syn. Men du er også betragteren af betragteren. Hvis man læser digtsamlingen højt, sker der nemlig noget sjovt og unikt, idet du’et ikke nødvendigvis betyder dig længere. Henvendelsesformen er omskiftelig. Det lyriske jeg er stået af på perronen, og du er kørt videre.
”folk står i kø
de handler
og så går de hjem
de påbegynder en ny indkøbsseddel
og du er et af de mennesker
en bevægelse i nogens synsfelt
en tung puls
du ved det godt
du er manden på gaden.”
En omvendt Odyssé
Man betvivler hele tiden du’ets motivationer: ”Rejser du for at nå frem / eller for at forlade?” og måske er det fordi der ikke er nogen motivation. Manden på gaden handler om en rejse rundt i vores del af verden. Byernes geografiske placeringer danner en næsten ligebenet trekant, der dækker det meste af Vesteuropa, hvilket er interessant, men svært at pege på en dybere mening med ligesom resten af digtsamlingens detaljer.
Der er ingen handling i digtsamlingen. I hvert fald ikke i den episke forstand. Manden på gaden er Odysséens senmoderne modsætning. Helten, Odysseus, er blevet til et forfaldent, fordrukkent og for passivt du. Rejsen hjem er blevet til en famlende flugt. Uhyrerne og udfordringerne er blevet til frygten for lommetyve, friturelugtende udlejere og mest af alt dig selv. Du opnår ikke noget, du observerer. Du lader dig drive med ikke drive mod. Du driver med impulserne, købelysten, flugten, mareridtene og drømmene. Du har lysten til at gøre noget, men du eksekverer ikke. Du møder en koreansk turist med vandladningsproblemer, og spørger, hvad der skal til, for at hjælpe ham, menfinder heller ikke et svar her:
”til sidst lyner han op / kigger på dig og siger: Sorry, / Kan jeg hjælpe dig, spørger du. / Med hvad, svarer han. / Hvad som helst, siger du / du vil bare gerne gøre en forskel. / Så gør den forskel, siger manden / i stedet for at foreslå den. / Jamen, hvordan, spørger du. / Ikke sådan der, siger han.”
Sproglig finesse
Mygind er sjov. Humoren er nogle gange plat, andre gange sofistikeret. Han leger med de sproglige finesser der findes imellem sprog og i sproget. Jeg har lyst til at fremhæve et par stykker, men er bange for at afsløre det sjove for potentielle læsere. Så her kommer blot en af mine yndlingsdigte, der bygger på præmissen om at du’et gerne vil forskrække en uvidende og solbadende franskmand. Du siger ”Bøh” og den uberørte franskmand retter på dig: ”Her i Frankrig siger vi ikke ’bøh’ / her siger vi ’bouh’” Endnu et eksempel på du’ets fejlagtige forsøg på at have en indvirkning på verden.
Bogens sidste digt er blandt de bedste i samlingen. Det er kulminationen på du’ets paranoia, ubehag og impotente trodsighed, og på de ni siders forløb leverer Aarhusdigteren nogle af bogens mest geniale linjer.
”vågner med summen for ørene / i en Bilka-lignede tilstand / helt Tilst-agtigt.”
Alt sker på samme tid, alt bliver bemærket. Der er ingen anden forskel på du’et og de folk du’et observerer end perspektivet. Manden på gaden er en bog om tinnitus, friturelugt og en hæslig udlejer, der ligesom Mads Mygindfornægter jeg-formen – blot til fordel for man-formen.
Man ser derfor gerne at du læser denne velskrevne digtsamling I din sommerferie.
Leave a Reply