Anmeldelse af Haruki Murakami: Om at møde den 100 % perfekte pige en smuk aprilmorgen, udgivet på Klim d. 25. september 2026.
Anmeldt af Freydís Ösp Leifsdóttir
Foto: Freydís Ösp Leifsdóttir
Murakamis Om at møde den 100 % perfekte pige en smuk aprilmorgen skildrer to forskellige hverdagssituationer, som begge rummer let genkendelige stemninger. Det er netop stemningen omkring det hverdagsagtige, der gør de to noveller interessante.
Mit forhold til Murakami er stadig forholdsvist nyt, og vi er stadig i nyforelskelsesfasen Jeg læste for nyligt hans essay At skille sig af med en kat – hvad jeg taler om, når jeg taler om min far og faldt for hans fortællestil. Desuden kan jeg ikke andet end drages af Gao Yans illustrationer, som har en romantisk japansk stemning over sig, hvor botanik og katte går igen.
Bogen indeholder de to noveller Om at møde den 100 % perfekte pige en smuk aprilmorgen og Spejlet.
Den førstnævnte handler om det at gå forbi et tilfældigt menneske på gaden, men af en eller anden årsag ende med at forestille sig, hvordan livet kunne se ud med dem. Den sidstnævnte handler om at opleve noget skræmmende, uden at det nødvendigvis er overnaturligt eller reelt farligt.
Begge noveller tager fat i noget, der synes let genkendeligt, og spændingskurven kan derfor føles lidt flad. Især i den første novelle bliver det simple sprog nærmest barnligt. Jeg kan ikke helt fornemme, om dette er et bevidst greb, som anvendes idet fortælleren inde i sit hoved opdigter et eventyr om en 18-årig dreng og en 16-årig pige i sit forsøg på at finde noget at sige til den reelle pige, han går forbi på gaden; fordi novellen er blandt de første, Murakami skrev som ung forfatter; eller om der er noget, der går tabt i oversættelsen.
Begge handlingsforløb er lavpraktiske, hverdagsagtige og i sig selv ikke noget helt vildt spændende, men det er den stemning, Murakami formår at skabe omkring dem, der griber mig.
Når stemningen er vigtigere end handlingen
Den nostalgiske stemning omkring det at møde, eller rettere at se, en, som man aldrig kommer til at møde igen en smuk forårsdag i april, selvom vedkommende i princippet godt kunne have været den ‘eneste ene’, hvis man tror på det. Dette understøttes af de smukke illustrationer af Gao Yan med de blomstrende lyserøde kirsebærtræer. Det er netop denne stemning, der giver mig lyst til at læse novellen igen – en smuk forårsdag i april.Læseren får et indblik ind i den unge mands tanker, mens han går forbi pigen:
“Jeg vil gerne vide, hvor hun er i sit liv, og fortælle hende, hvor jeg er i mit. Mest af alt vil jeg forklare det forunderlige i, at vi netop går forbi hinanden på en af de små gader i Harajuku denne smukke aprilmorgen i 1981.”
Bogens størrelse gør det nemt at have den med i tasken eller lommen. Næste forår kunne jeg godt forestille mig at tage den med ud i en park. Helst med japanske kirsebærtræer og en kop matcha for at opleve stemningen til fulde, nu hvor SU-budgettet ikke ligefrem rækker til en tur til Japan.
Det samme kan siges om Spejlet. Det er ikke, fordi der sker noget helt vildt skræmmende i selve handlingen, men alligevel bliver man mørkeræd sammen med hovedpersonen. Hvis man er sådan en bangebuks som mig og i forvejen ikke er så meget til det uhyggelige, men har lyst til at mærke lidt gåsehud, formår fortællingen at skabe den stemning, jeg forbinder med efterårets gys og gru. Jeg glæder mig i hvert fald til at genbesøge Spejlet senere på sæsonen, måske en aften hvor jeg er alene hjemme med halloweenslik og stearinlys ved min side. Det interessante er netop, at fortællingen selv gør opmærksom på, at der egentlig ikke er noget reelt farligt på færde:
“Som sagt handler den hverken om spøgelser eller overnaturlige emner. Og måske er historien slet ikke så skræmmende, som jeg selv opfatter den.”
Det er altså ikke på grund af selve handlingerne, man skal læse denne bog, men for den stemning, der skabes gennem fortællingerne, og de oplevelser man selv kan få ud af dem. Det er noget af det, jeg forbinder med den japanske genre nichijoukei, eller slice-of-life.
Efterskrifter
Min yndlingsdel af denne lille bog er måske efterskrifterne af henholdsvis Haruki Murakami og Gao Yan, der giver læseren mulighed for at komme tættere på deres arbejdsprocesser.
Murakami beskriver de to noveller som en del af nogle øvelser, hvor han ville “udforske, hvilke litterære formater [han] var i stand til (eller ikke i stand til) at skrive”. Han reflekterer desuden over det at turde kaste sig ud i forskellige temaer som ung forfatter. Jeg synes, der er noget fint i hans budskab om, at alle forfattere skriver noget mindre godt i starten, og at det er en del af processen i at træne “forskellige skrivemuskler”, som han selv kalder det. Og dette afføder fortællinger som Om at møde den 100 % perfekte pige en smuk aprilmorgen og Spejlet.
Gao Yan beskriver den ærefrygt, hun som ung illustrator mærkede, da hun fik muligheden for at arbejde med Murakami og reflekterer over den blanding af held og det at gøre sig umage, som hun selv oplevede i processen.
Efter at have læst de to efterskrifter havde jeg det, som om jeg havde været til et vellykket foredrag, hvor novellerne var forberedelseslæsning. Jeg var både inspireret og følte virkelig, at jeg havde lært noget nyt.
Det synes jeg virkelig kan noget: At man både nyder stemningen i at læse de to korte noveller og får dem reflekteret i et nyt perspektiv bagefter.
Leave a Reply