Anmeldelse af Emeli Bergman: Kom tilbage tre gange, udgivet på Gutkind d. 3. september 2026.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Jeg er blevet ført ind i en skrøbelig og overbevisende fortælling om savn, kærlighed, ansvar og magtesløshed. Ind i en fortælling om, hvilke dynamikker, der opstår, når flokken ikke længere opfører sig som en flok.
I Emeli Bergmans roman Kom tilbage tre gange er tiden ikke, som den plejer at være. I fortællingens centrum står Eden, der befinder sig på afstand af sin familie. Tiden gentager sig selv i tre forskellige udgaver, fordelt i bogens tre dele med tre fødselsdage og tre perspektiver: moren Cora, søsteren Heidi og faren Ludvig. Vi betragter Eden gennem familiemedlemmernes blikke, deres håb og bekymringer. Alt omkring Eden er uforandret, undtagen ham selv.
Edens tre liv
Cora og Ludvig er skilt. Cora er selvstændig tandlæge, og Ludvig ejer et bronzestøberi. Heidi er lige gået fra sin datters far, og nu bor hun og datteren i barndomshjemmet hos Ludvig. I alle fortællingens tre dele er familien splittet– Eden har af usagte årsager trukket sig. Og i alle dele fylder Eden 30 år. I bogens første del lever Eden som succesfuld iværksætter i en ukendt, men rig sydeuropæisk by. Han har inviteret Cora til sin store fødselsdagsfest, og hun håber, at turen kan bringe dem tættere. Men han er selvisk, og hun står ensomt tilbage, kun med sorgen og pungen fuld sine børns mælketænder.
”Hun er velforberedt, som kun den, der ikke har andre end sig selv at tænke på, kan være det, og næsten alt det, hun har pakket, er sort. Sort som en sorg, der lister sig ind på hende, tænker Cora.”
I bogens andel del lever Eden som stofmisbruger, også i en ukendt europæisk by. Heidi rejser alene derned for at fejre hans fødselsdag og med håbet om at hjælpe ham. Men han er svær at nærme sig, ryger hash og tager stoffer. I bogens tredje og sidste del er Eden efter ti år i udlandet vendt hjem til området, hvor han er vokset op. Han bor på kontoret i Ludvigs bronzestøberi, arbejder som lærervikar og er engageret i Ludvigs virksomhed. Men han er hemmelighedsfuld og lader til at skylde en stor sum penge væk.
”Ludvig ser på Edens sovende ansigt igen og på det seksårige ansigt på væggen, og de to ansigter forandrer sig, som om de begge to var nye, og som om de nu kan komme tæt på igen efter at have gjort sig fri af ham.”
Det er ikke første gang, jeg læser en roman om svære familieforhold. Men det særlige ved netop denne er, hvordan den enkle, tredelte fortælleteknik på en overbevisende måde forstærker længslens komplicerede ansigt. Den viser, at håb og magtesløshed er tæt forbundne størrelser. For selvom Eden lever tre forskellige liv med tre forskellige vilkår, står Cora, Heidi og Ludvig lige afmægtige tilbage.
Detaljernes usagte kraft
Det er ikke kun gennem de tre versioner af Eden, at Bergman skildrer hans afstand til familien. Den viser sig også i detaljerne, hvor længslen træder frem gennem genstande og sanseindtryk. De får lov til at bære de følelser, som familien har svært ved at udtrykke.
”Han falder i søvn, og Heidi fjerner langsomt hånden fra hans bryst, hun ligger på kanten af den tynde madras og ser på det mørke hår, der nogle steder har filtret sig sammen til tykke lokker. Bag øret ser det anderledes ud, rent og urørt, hun lægger sin hånd der, helt stille, og prøver at overgive sig til søvnen i det lyse værelse. Angstens bølge kommer, men den glider gennem rummet, forbi dem. Hvis hele jeg bare var hånden, tænker hun. Jeg vil være bare hånden.”
Bergman skriver klart og poetisk og efterlader rum til læserens fortolkning. Under sprogets sanselige og behagelige tone gemmer der sig detaljer og betydningslag, der ikke bliver forklaret til bunds. Det skaber en særlig balance mellem lethed og tyngde, fordi Bergman dvæler smukt ved detaljen og det umiddelbare, uden at forklare det ihjel.
Kom tilbage, kom tilbage, kom tilbage
Kom tilbage tre gange undersøger, hvordan et menneskes liv kan bevæge sig i forskellige retninger. Men den viser også, hvordan en familie på forskellig vis forsøger at forstå og nærme sig et menneske, der langsomt forsvinder fra flokken. Hvordan de på tre forskellige måder råber ”kom tilbage”. Cora råber med sit ønske om nærhed, Heidi med sit tilbud om hjælp og Ludvig med ønsket om at samle flokken. Deres forsøg er forskellige, men længslen er den samme.
”Ficussen skal stå i rummet med de ru vægge, ved siden af sofaen, den skal ånde på Eden, mens han ser fjernsyn på den store bøjede skærm. […] den skal berøres af hans blik, når han lader det vandre gennem lejligheden i reklamepauserne, han skal se den om morgenen med en lille skarp skygge. Og om aftenen opløses den lille skarpe skygge, bliver blød og glider ned på gulvet, breder sig ud der, hvor Eden går. […] Måske kan bladene hjælpe dem til at mødes.”
Tilbage i mig står en rørende, nuanceret og særligt fin fortælling om kærlighedens magtesløshed. Viljen er tydelig, men den er ikke nødvendigvis nok til at skabe nærhed til det får, der græsser længere væk end resten.
Leave a Reply