Anmeldelse af Selma Lagerlöf, Amalie Skram, Herman Bang, Tom Kristensen, Victoria Benedictsson, B.S. Ingemann, Meïr Aron Goldschmidt, Olivia Levison, Knut Hamsun: Nordisk gys, udgivet på Gyldendal d. 1. oktober 2026
Anmeldt af Tilde Mørch Pedersen
Foto: Tilde Mørch Pedersen
I Nordisk gys camoufleres uhyggen som sorgløse krigskammerater, hævngerrige nøkker og røde gardiner. Med klassiske gotiske virkemidler udforsker nogle af Nordens største forfattere frygtens mange facetter. Det bliver hurtigt tydeligt, at det ikke er monstret under sengen, vi bør frygte. Den virkelige uhygge gemmer sig i mennesket, vi møder i spejlet.
En velkendt uhygge
Jeg elsker en god gyserhistorie, og jeg vil efterhånden mene, at jeg har fået opbygget mig en rimelig høj skræmmetærskel. Derfor kunne Nordisk gys næppe være landet på et bedre tidspunkt end lige op til Halloween. Jeg må dog indrømme, at jeg var en smule skeptisk over for uhyggen i novellesamlingen, da navne som Knut Hamsun, B.S. Ingemann og Amalie Skram meldte sig på forfatterlisten. Nordisk gys indeholder 11 forskellige noveller skrevet af ti af Nordens største forfattere. Jeg forventede derfor gode historier, men jeg forventede ikke et gys, der fik det til at krible i kroppen, længe efter lyset var blevet slukket. Der tog jeg fejl.
Herman Bang slår tonen an i åbningsnovellen ”Men du skal mindes mig”, der med sine gotiske træk og interessante skildring af skam har gjort et særligt indtryk på mig. Allerede i de første linjer er det klart, at vi skal til at læse en spøgelseshistorie. Og så alligevel ikke: ”En spøgelseshistorie? Men jeg har aldrig set noget spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til.”
Og der er ikke spøgelser til. I hvert fald ikke, hvis du skræller første lag af fortællingen af. Novellen handler om en krigsveteran, der hjemsøges af sin tidligere soldaterkammerat, Arnold. Med mørke og dystre omgivelser ligner ”Men du skal mindes mig” en klassisk spøgelseshistorie. Senere finder man ud af, at stakkels Arnold tog sit eget liv, efter at han havde opdaget sin kones affære med jeg-fortælleren. Det bliver dog hurtigt tydeligt, atArnolds genfærd er en personificering af den skyld og skam, som i virkeligheden hjemsøger vores jeg-fortæller. På den måde forlader uhyggen sin fysiske form, og det monstrøse finder i stedet plads i mennesket.
Monstret i spejlet
Menneskets skyggeside gennemsyrer størstedelen af fortællingerne. Ikke på en Dr. Jekyll-og-Mr. Hyde-måde, men på en måde, hvor jeg aldrig var i tvivl om, hvem den virkelige skurk var. I Tom Kristensens novelle ”De forsvundne ansigter”, der er en genskrivning af en japansk folkelegende, kommer dette til udtryk i form af en ansigtsløs ånd, som besætter mennesker og får vores jeg-fortæller til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem han er:
”Jeg sidder med Matuyas spejl og undersøger mit ansigt. Er der nogen stivhed? Bliver det et æg? Nu studerer jeg kun én maske, mit eget ansigt, som jeg har stor rædsel for”
”De forsvundne ansigter” og ”Men du skal mindes mig” er blot to eksempler der viser, hvordan novellerne i Nordisk gys benytter mytiske væsner til at udforske fortrængte sider af mennesket. Kender man bare lidt til den gotiske genre, ved man også, at det er et klassisk træk at tydeliggøre samtidens problemer gennem det uhyggelige og uforklarlige. Derfor fandt jeg det også interessant, at der er en form for tidløshed over Nordisk gys. Det er nemlig ikke angivet på noget tidspunkt, hvornår novellerne er skrevet. Ved ikke eksplicit at placere fortællingerne i en bestemt tid bevarer de en relevans, der gør dem spejlingsbare. Selv i 2026. Selvom de er skrevet i forskellige perioder, kredser de om følelser og konflikter, som stadige er genkendelige i dag. For mig var det netop det, der fik mig til at tøve et øjeblik, før jeg slukkede lyset om aftenen.
Læs hvis du tør
Nordisk gys er en samling af velskrevne og plotdrevne noveller, der formåede at fastholde min opmærksomhed gennem uforudsigelige uhyrer og komplekse karakterer. Jagten på at forstå og afdække det onde er den røde tråd, der binder fortællingerne sammen. Størstedelen af novellerne bygger på en stigende spænding, som kulminerer i uventede plot twists, der fik mig til at bide negle og vende næste side i spænding. ”Læs – hvis du tør” står der på bagsiden. Og det tør du godt. For selvom jeg er ret begejstret for det overordnede gys, var det især de velkomponerede plots og sproget i novellerne, der fik mig til at hungre efter næste novelle som en vampyr efter blod. Nordisk gys viser, at menneskets mørke sider altid har været der, og at de ikke er forsvundet med tiden. Det er den erkendelse, der stadig får fortidens fortællinger til at spøge. Længe efter at forfatternes kister er blevet lukket.
Leave a Reply